Jeg lå i min seng og drømte, da Ole satte sin fod på den bold. Når man er ni år gammel er 22.30 langt over sengetid, og jeg var ni et halvt, da Ole løftede benet.
Jeg var ni et halvt, da Schmeichel slog flikflak. Jeg var ni et halvt, da alle verdens røde djævle forenedes i lykke. Da vi vandt Champions League var jeg ni et halvt år gammel.

Ja. Jeg sov, da Manchester United vandt Europas mest attråede trofæ for anden gang.

Der var spillet næsten en time, og jeg var anspændt. Den chancemæssige smalkost bidrog ætsende til min stedse tilstedeværende tvivl. Får vi nogensinde det mål?

Det gjorde vi. Få minutter senere faldt Han i feltet og fik tilkendt et straffespark, som ikke var der, tacklingen var ren. Skuespil kunne man ikke kalde det. Hans fald var genuint, bolden blev tacklet ind i Hans fødder, Han mistede balancen, Han faldt. En naturlov. Men straffe var der ikke.

Han sparkede selv, og Han scorede.

Efter landsholdets vanvidssejr i Portugal nedskrev jeg følgende svada:

I miraklets kølvand

Der er ikke gået mere end en halv time, siden Daniel Jensens firsttimer tog en afvej og dansede ind bag Quim. Danmark har vundet 3-2 over Portugal efter en mirakuløs afslutning, som sendte tankerne en tur til Camp Nou i 1999, hvor Ole Gunnar Solskjær knuste Bayern Münchens hjerter i den historiske Champions League-finale.