“The home game Karl Heinz Rummenigge supports!”

Dette er en tidsrejse tilbage til et taktisk skelsættende år i det engelske. Rejsen er uskadelig, ujævn og vekslende mellem fodbold IRL og fodbold på PC. Vi kommer bl.a. tilbage til tiden omkring managerspillenes fødsel, vi kommer på Wembley, endda gratis, og vi kommer såmænd også på besøg hos de to store klubber ved Merseyfloden – men mon vi også kommer hjem igen?

Fifa 09? CM? FM?
Men for at tage det fra en ende af, så handler overskriftens citat ikke om de mest kendte managerspil. Det er ellers fristende at tro, det fx drejer sig om Football Manager, når man ser, at det ”home game”, som den navnkundige Karl Heinz Rummenigge efter sigende støtter, bliver beskrevet som ”so challenging, even Rummenigge needs all his skills and tactics to win.” Karl Heinz Rummenigge var, som dette sites ældre (og derfor klogeste) brugere husker, stjernen på både Bayern Münchens og Vesttysklands landshold fra slutningen af 70’erne og langt op i 80’erne. Så når det er nødvendigt for ham at tage alle disse skills and tactics i brug for at spille spillet, må det jo være stort!

Om spillet lyder det endvidere: ”You can take corners, throw-ins, and goal kicks, head the ball and tackle, too. In fact, you’ll find it so realistic you may end up kissing the screen when you score a goal! Tone up your reflexes first, though, as the game gets more exciting and skilful right up to level 9!”

På billedet, der følger med ovennævnte tekst, ser man skarpt kantede PC-fodboldspillere i computerblege farver på jagt efter en aldeles firkantet bold.

Hvad er det så for et fantastisk fodboldspil, Rummenigge går i brechen for, når det nu ikke er fx Football Manager? Jo, ovenstående citater er hentet fra det engelske fodboldmagasin Shoot! i en avertissement for et fodboldspil, der kan købes formedels 10 pund i alle velassorterede engelske butikker og skal spilles på den legendariske Commodore 64, alle PC-eventyrs moder…

Liverpool anno 1984
Magasinet og reklamen er fra 1984 og findes på bagsiden af en længere sammenfatning af 1983-84-sæsonen i den engelske 1. division (nu kaldet Premier League) – en sæson, som de forsvarende mestre fra Liverpool FC gennemførte på en måde, der også i dag må afføde respekt.

For det første vandt Liverpool det engelske mesterskab for tredje år i træk, hvilket hidtil kun var lykkes for Huddersfield i 1926 og Arsenal 1935. Mesterskabet var kommet i hus i spændende nærkamp med Manchester United, der – da gassen endelig gik af ballonen – endte helt nede på 4. pladsen. Både Southampton, med legendariske Kevin Keegan på holdet, og vinderne af mestrenes Europa Cup i både 1979 og 1980, Nottingham Forest, distancerede Manchester United i slutfasen.

For det andet var Roma blevet slået i mesterholdenes Europa Cup finale, så selv om rivalerne Everton fra den anden side af Merseyside rendte med FA Cuppen efter finalesejr over Watford, var Liverpools sæson uomtvistelig perfekt.

Undervejs i sæsonen var der ellers atter opstået diskussion iblandt mange Liverpoolfans, såvel som i brede dele af de engelske fodboldmedier som sådan, om, hvorvidt den taktiske linie med den ”uengelske”, kontinentale spillestil nu også var den rigtige at fortsætte med, hvis eventyret fra 70’erne, hvor Liverpool understregede deres enorme styrke med tre sejre i træk i mesterholdenes Europa Cup, skulle fortsætte. Svaret fandt de fleste – hos Everton …

Kontinentalt vs. kick’n’rush
Den taktisk mest signifikante match i det engelske i 1984 er hermed ikke en Liverpoolkamp, selv om Liverpool var den første, engelske klub til én gang for alle at gøre op med kick’n’rush. Det var faktisk sæsoner siden, at det mest ”kickede” ved Liverpool, var lange Ray Clemences udspark – og ovenstående diskussion om Liverpools ”uengelske” taktik var ligeså meget en udløber af en endnu levende, romantisk forestilling om Det Britiske Imperium og dermed al engelsk tankegang som noget omtrent gudgivet, der holdt briterne fanget i et vrangbillede af deres nutid – og fremtid.

Den kamp, vi skal have fat i, er det års FA Cup finalen mellem Watford og Everton. Det møde var nemlig et opgør mellem engelsk fodbold, som det stort set var blevet spillet i hele efterkrigstiden, og så den kontinentale version af engelsk fodbold, som det siden er blevet spillet, i hvert fald blandt topholdene. Watford var kick’n’rush. Everton var pasningsspil på kontinental facon.

Efter det opgør, som vil blive gennemgået nedenfor, forstummede den diskussion, der som nævnt ellers havde stået på gennem flere år i de engelske fodboldmedier. Efter det opgør var der ikke længere tvivl om, med hvilken spillestil engelske klubber skulle gå fremtiden i møde. Efter det opgør, der afslørede alle svagheder og styrker de to spilsystemer imellem, var det kun de mest hårdnakkede romantikere, der endnu holdt på deres.

Ferry Cross the Mersey
Finalen i 1984 var den 103. i rækken af FA Cup finaler. Everton havde slået Southampton med 1-0 i semifinalen, og Watford havde med samme cifre slået overraskelsen fra Plymouth.

For Everton var dette det første skridt ud af lokalrivalernes skygge, som de ikke havde været ude af siden mesterskabssæsonen 1969-70.

For Watford var finalen kulminationen på dels manager Graham Taylors hårde arbejde, der på seks sæsoner betød, at en tilværelse i fjerdebedste division blev byttet ud med en placering som runners up i deres første sæson, og lidt mere beskedent nummer 11 i deres anden sæson i den bedste række; og dels formand Elton Johns penge, som denne stenrige og bragende dygtige popsmed fra musikverdenens mest dekadente overdrev havde skudt i den ellers omtrent fallerede fodboldklub.

Pudsigt nok var det dog ikke Eltons sange, der lød fra Wembleys højttalere i timen op til kampen. Han havde ellers allerede dengang så rigelig med hits at tage af. Nej, det var bl.a. sange som ”Ferry Cross the Mersey” med Gerry & the Pacemakers, som på spådomsvis underholdt Wembley, der sædvanen tro fyldt til randen. Og begge hold så kampklare ud og rede til at give deres supportere en perfekt sæsonafslutning, da de entrede grønsværen under den klassiske pomp og pragt.

Kampen var ikke mange minutter gammel, før det stod klart, at Everton var taktisk på forkant med Watfords brug af lange bolde, mens Watford ikke helt syntes forberedt på Evertons temposkiftende pasnings- og wingspil, der kombineredes med løb i ”hullerne”. Som en yderligere finesse blev Evertonforsvaret skubbet så langt op, at Watfordangrebet dårligt kunne passere midterlinien uden at løbe offside. Derudover blev den senere Liverpoolstjerne, fantastiske John Barnes, der var Watfords midtbaneregissør, markeret tæt af det velspillende Evertonforsvar, så den furore, han var udset til at skabe, forsvandt i forsvarskaptajn Ratcliffes sikre styring.

Watford havde i løbet af den første halve time et par udmærkede forsøg, som dygtige Neville Southall i Evertonmålet tog sig sikkert af, men ellers løb Watfordspillerne forgæves efter bolden, når Evertons kompetente, offensive midtbane – bestående af Steven, Heath og Sharp – lod bolden køre fra station til station, evigt lurende på temposkiftet, den dybe stikning, den pludselige mulighed – og lille, iltre Peter Reid var ”skraldemanden” på de blåblusedes midtbane, hvor han med syngende tacklinger og eksplosiv energi ryddede op mellem forsvar og midtbane. Det var i øvrigt en rolle, han i flere år fuldførte til perfektion og bl.a. betød, at Everton var med til at dominere engelsk fodbold i midtfirserne.

Evertons sikre sejr
Watfords naive spillestil blev iskoldt straffet to gange, en gang pr. halvleg, og selv om de fortsat busede på og hældte høje bolde ind i Evertons målfelt – og i panden på Ratcliffe og Mountfield i Evertons centerforsvar – eller skød sig selv offside, kunne det ikke skjules, at de reelt var chanceløse. Hele tiden et halvt skridt bagud, en tackling for sent, en manøvre for langsom – og kun stoltheden afholdt dem fra at eksplodere i Evertons smukke boldomgang.

Begge Evertons mål, sat ind af hhv. Sharp og Gray, faldt som følge af muligheder, der opstod ud af kontrollerede angreb over fløjene efter klogt pasningsspil og temposkift på midtbanen. Dette illustrerede i høj grad, hvor effektivt fodbold kan spilles, hvis man bruger hovedet til andet end blot at heade med.

Og det lukkede altså munden på fortalerne for den traditionelle engelske spillestil og inspirerede de fleste engelske klubber til endelig at tage den kontinentale spillestil til sig. At en norsk landstræner i gummistøvler sådan cirka 15 år senere så pludselig tog spillestilen op igen, er en helt anden historie …

Karl Heinz chanceløs
Ført over til den kære Commodore 64’s terminologi, kan man sige, at Watford – og dengang også de fleste andre engelske klubber – spillede fodbold på level 3, på gode dage måske level 4, mens ganske få engelske teams som Liverpool, Aston Villa, Manchester United og Everton mere eller mindre konstant spillede helt oppe på level 9 – helt deroppe, hvor Karl Heinz Rummenigge må bruge alle sine skills and tactics for at følge med. Hvilket i øvrigt får mig til at påstå, at hvis det spil kræver alle Rummenigges skills and tactics, så holder han ikke længe i et slag Football Manager!

Og dermed kom vi vist hjem igen.