1982 samt Per, Gud og OB

1982 var et vidunderligt år for OB - og flere andre ...

Der er hjørnespark til OB. Vilhelm Munk Nielsen trækker ud for at sparke. Han går et par skridt baglæns og står således lænet op ad reklamebanden, ca. 20 cm foran min ven, Per, og mig på et velfyldt Odense Stadion. ”Skru den ind, Vilhelm!” siger jeg. Vilhelm trækker på smilebåndet og begynder så på sit korte tilløb …

OB skulle vinde, mens AGF ikke måtte vinde. Skete det på denne sidste spillerunde i det smukke efterår i 1982, var OB mestre. Det var vi også blevet i 1977. Da havde Per og jeg såmænd også været på lægterne for at hylde de stribede sammen med Pers far – der hed Poul og var en kæmpestor og pragtfuld mand – men nu var vi blevet så gamle, vi ikke behøver nogen til at holde os i hånden.

Vilhelm sparker med sit gyldne venstreben til kuglen …

Vi møder B1901, der nu er en del af LFA, og de er underligt slappe. Så vidt jeg husker, endte kampen hele 5-1 til OB. Før Vilhelms hjørnespark står der 2:1 til os. Men det mest spændende er at få bulletiner fra København, hvor AGF møder B93 i den kamp, der altså er mindst ligeså afgørende for festen som denne. Så hvad står der i København? Har I hørt noget? Hov, der er en med en transistor. ”Hej, transistormand, hvad står der?!”

Kuglen er i luften og har et lækkert svæv …

”Der står 2-1 til AGF,” råber transistormanden til vore nakker. Vi følger jo Vilhelms spark med øjnene. Lige nu er århusianerne altså mestre. Pokkers også. Hvorfor leger århusianere ikke gemme? Fordi ingen gider finde dem. Ha! Tag den. Pokkers også. Per har endda været så fræk at købe en streamer, der sir: ”OB – danmarksmestre 1982” INDEN kampen til sin far. Den kostede hele 30 kroner, som vi ellers sku’ ha’ brugt på smøger. Kun jeg ryger officielt, men Per er mindst ligeså god til at ryge som mig.

Kuglen nærmer sig forreste stolpe. Sker miraklet?

Lidt længere nede ad rækken står en sød pige, som vi har smilet til undervejs. Hun har langt, lyst hår. Per siger, hun har dejlige patter. Hvordan han kan se det gennem en stor dynejakke, er mig en gåde, men Per er min ven, så jeg siger, at det har hun bestemt. Lige nu er hun dog glemt.

En meter før forreste stolpe ligner det faktisk, kuglen vil snige ind …

Hvis OB bliver mestre, har vi aftalt, vi vil stjæle nogle øl fra præstens kasse i kælderen. Han bruger dem alligevel ikke selv til særligt meget. Præsten er i øvrigt min far. Han vil sikkert ikke opdage det, men jeg ved, det vil være syndigt at stjæle. Dog er jeg røget med på dealen, fordi jeg ikke har haft fantasi til at forestille mig, AGF ikke sku’ vinde over B93. Sidst vi drak, var det en flaske ækel æblesnaps og noget klamt Martini til skolefesten forrige uge. Jeg endte med at kysse på en pige fra parallelklassen, mens Per endte med at brække sig på gulvet i aulaen og gik tidligt hjem. Han siger ganske vist, han var ude i buskene og bolle Ghita, og det gjorde ham så træt, han gik hjem at sove. Fordi han er min ven, er det sandt.

En etter-spiller ved forreste stolpen hopper op og lægger an til at heade Vilhelms kælne bold væk …

Mon man kan komme i Helvede for at stjæle øl fra sin far? Næppe, bliver jeg enig med mig selv om. Det er jo også en ligegyldig tanke, for AGF fører.

MÅL! Vilhelm gjorde det sgu’! Per og jeg hopper og skriger og falder hinanden om halsen og skriger lidt mere. Det er pisse skægt, mand! ”Han gjorde, hvad du sagde, Niels!” ”Jaaaah!” ”Du er bare for smart, mand!” ”Det er du også, mand!” ”Jaaaah!” ”Jaaah!”

Nu er det for alvor spændende. Pludselig råber transistormanden, B93 har udlignet. Lige nu er vi altså mestre! Tiden falder med ét én lang. Vi scorer to gange til, igen: Hvis jeg husker ret – men det er kampen i København, der er alfa og omega. Da stadionuret tager hul på sidste minut, råber transistormanden, kampen i København er slut, og vi er mestre! Vi er mestre! ”Meddelelse fra Østerbro Stadion,” lyder det fra stadionspeakeren, der ellers har forholdt sig tavs under hele kampen. ”Slutresultatet mellem B93 og AGF er 2:2.”

Så skider vi på alt og invaderer banen – ikke bare Per og mig, men ALLE. Vi spæner rundt og krammer hinanden og spillerne og jubler som Duracellkaniner på overdrive og er hamrende lykkelige. Jeg synes, jeg græder. Regner det? Nej. Sørme om ikke jeg græder. Jeg kigger på Per, der også tuder. Vi bliver forlegne, til Per siger: ”Fedt!” Det er et magisk ord. Vi ved, hvad hinanden føler. Så flipper vi ud igen.

Hele vejen hjem på vore slidte cykler taler vi igen og igen om kampen og især om mine instrukser til Vilhelm. Vi er lykkelige. Da vi når præstegården, møder vi min far, som står og taler med Pers far, Poul. Vi hopper af cyklerne og fortæller om min dåd og om mesterskabet, og Poul ligner en million, da Per hiver streameren ud af posen og stanger farmand den. Så siger præsten, sgu’, at det skal vi fejre. Vi går hjem til køkkenbordet i præstegården og bænker os, og min far går i kælderen og kommer op med fire Odense. Han ser på Poul og siger: ”De er vel gamle nok …” Poul nikker og smiler, før han siger: ”Det er nok heller ikke den første gang, de får en bajer.” Per og jeg rødmer.

Og således finder jeg ud af, at Gud holder med OB ligesom mig. Først giver Han OB mesterskabet, og så holder Han mig fra at synde – ja, Han ligefrem sørger får, vi får mesterskabsøl. ”Fedt!” tænker jeg og ser på Per, der smiler. Vi stikker bajerne frem, og Poul siger: ”For OB.” Vi tre andre stemmer i.

En halv time senere går Per med sin far hjem. Min far går ind i stuen, hvor min mor spørger ham, om han selv synes, det er videre klogt at sidde og drikke bajere med knægtene. Uden ord kan jeg høre, han går ind til sig selv på kontoret. Jeg går op på mit værelse og lægger mig. Jeg er træt og mættet af oplevelser, som om jeg har været i buskene med Ghita, og falder snart i søvn.

I aftensporten ser man flere gange Per og mig. Da der er hjørne, som Vilhelm skal tage, er der næsten close up på os. Mandag morgen i første frikvarter mødes Per og jeg som sædvanlig i rygeren. Per siger, man sagtens ku’ se på mine læber i aftensportens omtrentlige close up, at jeg sagde: ”Skru den ind, Vilhelm.”

Da Per er min ven, har jeg ingen indvendinger.