Afhugget hoved brugt som bold

Overskriften burde hedde ”Noget om Frits”, alternativt ”Noget om Ludvig” eller slet og ret ”De første mestre”, men nu hedder den altså ”Afhugget hoved brugt som bold”.

Den overskrift hører sig påstande om fodboldens forplumrede oprindelse til, og dermed er det afhuggede hoved som sådan hamrende uinteressant for denne artikel, og overskriftens eneste formål var såmænd at lokke dig indenfor, hvilket ”Noget om Frits”, ”Noget om Ludvig” eller ”De første mestre” næppe havde. Jeg stod faktisk og vaklede mellem ”Kate Winslets Brazilian Wax” og så den, jeg slutteligt valgte. Men nu du er her, kan du jo ligeså godt blive hængende …

De første mestre
Mit virkelige ærinde er dette: Vi skal en tur i Mindernes tivoli og hen på karrusellen, hvor vi vil spinne os tummelumske med det Herrens år 1913 som omdrejningspunkt. Her vil vi bl.a. få selskab af en imponerende fodboldpersonlighed, der får vore dages fodboldmeningsdannere som BT’s Peter Brückmann og den samlede trup på TV3 med Carsten Werge i spidsen til at ligne fjollede kostskoledrenge, som render efter en funklende, ny fodbold. I dag når vel kun den prægtige Frits Ahlstrøm bemeldte personlighed til noget nær brystet – og mon ikke også han joiner os, hvis han da kan løsrive sige fra Pjerrot og Columbine? En så poetisk sjæl må falde for dén slags.
Men for at sætte karrusellen i gang vil jeg begynde med at fortælle, hvorfor det netop er året 1913, vi drejer om. Den 20. februar det år udskrev DBU ”Den første Landsfodboldturnering”, som turneringen kaldtes og altså er at forstå som det første danmarksmesterskab i fodbold. Reglerne herfor var enkle: De fem unionerne i provinsen skulle finde sig en vinder hver, der så kvalificerede sig til en cupturnering iblandt hverandre. Vinderen af denne cup skulle møde vinderen af Københavns Boldspil-Unions turnering i en finale om danmarksmesterskabet.
Det lyder umiddelbart som noget af det sædvanlige hovedstadshype, men fra tidligere års interimistiske fodboldtræf og div. københavnerholds sommerturneer i provinsen som omrejsende tivolier med modstandernes netmasker som skydetelt, da vidste man klart, at de bedste hold fandtes i København. Så for overhovedet at få et provinshold i finalen, gjorde man som beskrevet.

Vi spiller om – æren!
Det er alt sammen knap 100 år siden, men udfordringen var sådan set den samme dengang som nu: Hvordan får vi ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen? Med andre ord kunne de deltagende klubber især i provinsen se frem til et klækkeligt underskud i kassen, hvis de deltog. Der stod ingen gigant som Carlsberg klar med checkhæftet – det skete først i 1978 ved indførslen af professionel fodbold herhjemme – og rejserne var dyre og lange for spillerne, der var amatører og ikke havde råd til at spytte i kassen selv. Ydermere var økonomien på forhånd spændt op, for der foregik et dystert krigspantomime i det centrale Europa, et galemandsværk, som fra 1914 til 1918 endte i en skrækkelig skyttegravskrig, ingen havde glæde af.
DBU påtog sig udgifterne i forbindelse med turneringen, selv om det var klart fra begyndelsen af, turneringen ville give underskud. Man tog altså en kalkuleret risiko, og underskuddet på knap 300 kroner var vel sagtens at betragte som DBU’s sejr i den første mesterskabssæson. Det betød selvsagt gevaldigt for dette regnskab, at der kom 3.000 tilskuere til finalen i Idrætsparken mellem KBU’s vindere fra KB og provinsens mesterhold, falstringernes stolthed B1901, der fra klubbens skabelse og frem til NFA-samarbejdet var den største klub på dé kanter, selv om værftsbyen Nakskov i skibsbyggeriets storhedstid gjorde dem rangen stridig.
DBU havde i øvrigt også sparet på pokalen. Den var der ganske enkelt ikke. Man spillede således om æren alene – og hvor store pokaler, div. vindere af hvad som helst nu til dags får at slæbe på, så har det heller ikke ændret sig. Det er æren frem for alt.

DBU før DM
Når man tænker på, Dansk Boldspil-Union stiftedes i 1889, kan muligvis undre, man skulle helt frem til 1913, før der blev organiseret et egentligt danmarksmesterskab – men det har sine gode grunde, der egentlig burde skabe en undren over, det allerede i 1913 lykkedes for DBU.
For udover den ovennævnte, økonomiske begrænsning hører det med til historien, at DBU som udgangspunkt var en samlende organisation for 86 foreningers ca. 4000 medlemmer, der enten spillede fodbold eller det noget finere og dengang mere udbredte cricket, og at fodbold i 1889 i det hele taget var en noget finurlig størrelse for de fleste omgivelser. Dette understreges af, at DBU’s første formand, Frederik Markmann, havde været aktiv i KB, men ikke i fodboldafdelingen. Han havde dyrket tennis – og langbold!
Og nok blev der spillet organiseret fodbold i rigt mål fra de tidlige 1890’ere af, hvor man så at sige kæmpede om div. egnsmesterskaber, og nok mødte et udvalgt DBU-mandskab i 1897 Hamburg-Altona, en udebanekamp, som danskerne vandt 5:0, men den første officielle landskamp i DBU’s historie er dateret så sent som til den 19. oktober 1908, hvor Frankrigs B-landshold blev kvast 9:0 – altså blot knap fem år før det første DM.
Ydermere var landets infrastruktur en ikke uvæsentlig medspiller, eller rettere: modspiller, i lighed med transportmidlerne, der i nutidige øjne synes træge og tidskrævende. Man skal huske på, der var tale om en faktisk dagsrejse, når man fx tog fra Falster til København.
Så man bør som nævnt måske ligefrem undre sig over, det allerede i 1913 lykkedes for DBU at skabe en landsturnering, især når man lægger det faktum til, at vi skal frem til 1929, før det blev muligt at gøre danmarksturneringen til en egentlig turnering for hele Danmark – men de ti klubber, der var med, spillede kun mod hinanden én gang. DBU indførte først ”dobbeltkampe”, som vi kender det, i 1936. Men da var Lillebæltsbroen så også bygget …

Noget om Frits
Som i overstående tilfælde er der så meget vidunderligt, bemærkelsesværdigt og samtidstypisk andet i dansk fodbolds historie, der formentlig ville have været glemt, hvis det ikke havde været for en mand af Frits Ahlstrøms kaliber. Den nu ældre herre, årgang 45, kan i dag se slutningen på sit imponerende arbejdsliv, der fik en passende krone på værket med titlen som pressechef i UEFA – som formentlig ville have heddet UFA, hvis de pokkers franskmænd altid skal holde så stædigt på deres. Før det var han bl.a. pressechef i DBU og en helt anden og karismatisk type end den nuværende, Lars Berendt, som uden journalistisk baggrund er blevet sat til at færdes i den vældige blanding af boder, radiobiler og rutsjebaner, der til sammen kaldes fodboldjournalister og udgør den danske fodboldpresse. Og helt tilbage i tiden omkring indførslen af professionel fodbold herhjemme var han frem for alle andre manden bag det eneste alternativ til Tipsbladet dengang, nemlig det hedengangne Alt om Sport, der selvfølgelig havde en stor fodbolddel.
Men det, der vil blive Frits’ eftermæle, er først og fremmest hans årbøger om dansk og international fodbold. De er af en klasse, der ikke har et lige. De er skrevet med et vid, en skarphed og et sprogligt overskud, der er det pureste soccer for slikmundede fodboldaficionadoer. Og hans kærlighed for især dansk fodbold viderebringes med en ømhed og respekt og ud fra en enorm viden, hvilket mange af Lars Berendts modstykker kunne lære af. Ikke at den danske fodboldpresse er fuld af klodsede, kolde penne, men indsigten kniber det nu og da en smule med – for nu at sige det på jysk.
På mange måder tager han tråden op efter andre store fortællere som legendariske Gunnar NU Hansen og især lægen, forfatteren og topatleten, den olympiske bronzevinder og femdobbelte danmarksmester for AB, Knud Lundberg, som i sin storhedstid var på hele tre danske landshold, nemlig basketball, håndbold og naturligvis fodbold. Han skrev en række historiske fodboldbøger, som en ung Frits gjorde til sine og derefter udvidede på imponerende vis. Og både Knud Lundberg og Frits Ahlstrøm ville bestemt have fundet sig for saglige og kompetente til at bruge en faldbydende og simpel overskrift for at lokke folk til deres tombola …

Afhugget hoved brugt som bold
Så jeg må hellere give overskriften en vis mening og skrive, det er pudsigt at tænkte på, der er så imponerende mange steder på Jorden, hvor man påstår at have stedet for de første fodboldkampes afvikling. Det får opgørene mellem Grønland, Canada og Finland om Julemandens værksted til at ligne en spøjs tvist – hvilket det så også er. Det er ikke kun en lang række byer i det, vi normalt kalder fodboldens moderland, England, man påberåber sig fodboldens oprindelse, men bl.a. også i Sydamerika, hvor mayaerne skulle have spillet et lignende spil – med afhuggede hoveder – og i Asien, hvor Mingdynastiets kæmper på linje med de japanske samuraier skulle have spillet et lignende spil – med afhuggede hoveder – og såmænd også her i Skandinavien, hvor vikingerne skulle have taget sig en slapper over et par kopper mjød og en god omgang fodbold – med afhuggede hoveder.
I og med det at sparke til noget, der bare minder om en rund genstand, er en såre almindelig refleks hos børn og mænd, er det sandsynligt, der er blevet sparket til afhuggede hoveder på hele kloden gennem hele verdenshistorien. Når man inddrager, at det er dobbelt så skægt at sparke til noget, der minder om en rund genstand, hvis der står en og sparker den tilbage, gør det også rimeligt at tro, der er blevet spillet en hel del med den afkappede kropsdel. Men det er bare ikke nok til at kalde noget som helst fodbold.
Faktum er, det var englænderne, der i 1863 satte spillet i system, og sandsynligt er det, vi danskere så at sige fik begejstringen for fodboldspillet og inspirationen til det første gode, danske hold fra den nordengelske by Hull et lille årtusindes tid efter, vikingerne holdt op med at hærge den.

Like a Bat out of Hull
I tiden omkring den industrielle revolution boede en Mr. Raahauge, der var en driftig, dansk grossist, i den engelske havneby Hull. Han havde som så mange andre udenlandsdanskere før og efter ham sendt sin søn, Johannes Juhl Raahauge, på kostskole i Danmark. Dengang blev man ikke udvist af et land for at sende sit afkom hjem på en opdragelsesskole.
I sommeren 1878 var den halvvoksne Johannes i Hull at besøge familien, og ved en tilfældighed overværede han en fodboldkamp, der prompte fyldte hans hjerte med længsel. Dét spil ville han også kunne spille – i Danmark. Faderen lovede sønnike at sende ham en fodbold, og bolden ankom til Sorø Akademi i efteråret 1878, hvor den straks skabte furore, hvilket vi ved fra en af de vigtigste personer i dansk fodbolds historie overhovedet. Ikke sådan Brückmann- eller Werge-vigtig, men rigtig vigtig.

Noget om Ludvig
Denne person hed Ludvig Sylow, blev født i 1861 – altså to år før det engelske FA nedfældede reglerne – og døde i 1933 – altså 20 år efter det første danmarksmesterskab blev spillet, så han må siges at have været med fra begyndelsen af. I 1878 gik den unge Ludvig også på Sorø Akademi, en klasse over Johannes Raahauge, og han skrev senere sin beretning ned om den fantastiske dag, hvor Johannes’ fodbold flåede ord som anstand, pli og pligt ud af Sorøs selvfede uvirkelighed og nærmest skabte pøbeltilstande i en stor drengeflok, som efter at have brugt lang tid på at puste bolden op – eftersom man ikke kendte til den slags bolde, var der naturligt nok ingen boldpumpe, så de måtte skiftes til at bruge mund-til-ventil-metoden – glemte alt om formiddagens undervisning, væltede ud af de agtværdige lokaler og af sted for at spille fodbold. Selv de ellers prydelige gymnaster og de dovne piberygere røg med på spøgen. Det gik endda så vidt, kan Ludvig fortælle, at mange af drengene fortsat spillede, selv efter der var blevet ringet ind til middag. Dét må have været en chokerende oplevelse …
Ludvig Sylows betydning i den organiserede fodbolds barndom endte med at gå langt ud over landets grænser, da han i 1904 var han den danske repræsentant iblandt den samling mænd, der stiftede det nu nærmest overjordiske FIFA – som formentlig ville havde heddet IFA, hvis ikke de pokkers franskmænd altid skal holde så stædigt på deres. Men allerede i 1880 rejste han til København, hvor han begyndte sit over 50 år lange engagement i KB. Her skabte han snart et omtrent uovervindeligt fodboldhold, der for en stor del selvsagt bestod af tidligere Sorøelever, som var blevet smittet med boldbacillen fra Hull – og endda havde kunnet øvet sig på det. Dette hold blev grundpillen i Danmarks første storklub. Det blev holdet, som bar smitten videre ud. Det blev holdet, som viste fodbolden frem, og ved indgangen til DM-året 1913 havde KB takket være Ludvig Sylow allerede en vægtig historie i dansk fodbold.
I øvrigt burde Sorø Akademi da blære sig med Sylow, Raahauges fodbold og den kaotiske dag. ”Vi indførte måske ikke spillet, men begejstringen!” eller: ”Spillet andre steder, men aldrig så vildt!” Idéen hermed givet videre.

1913
Men nok om Hull, Sorø, FIFA og franskmænd mv. for vi skal have fuldendt spillet om det første mesterskab, inden kontrollører lukker for Mindernes tivoli og beder os gå mod udgangene. Finalen stod som nævnt mellem KB og B1901, der først havde vundet lokalturneringen og derpå slået Vejle Boldklub og FIF Hillerød ud. KB for sin part havde vundet den københavnske turnering, der stod mellem seks hold, som mødte hinanden to gange med to point for sejr og ét for uafgjort.
KB levede med andre ord op til forventningerne, vandt otte og tabte kun én, hvilket gav dem 17 point. Det var tre flere end B93, der dog to sæsoner senere vandt det første af i alt ni mesterskaber i Østerbroklubbens historie. Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at B93’s fantastiske Michael Rohde var med til at vinde de første fire, selv om dette strakte sig over en periode på 14 år.
Finalen var egentlig en ensidig affære. Ingen havde forestillet sig det anderledes, men trods bemeldte ensidighed var det, som om KB’erne ikke kunne få spillet til at glide helt så glat, som de plejede. Falstringerne sloges som gale for at holde stand ud fra devisen, at vi begynder forfra ved hvert mål. Så nok scorede de suveræne københavnere med de landskendte Poul ”Tist” Nielsen og Niels Middelboe i spidsen hele seks gange, men for det første var det mindre end forventet, og for det andet scorede B1901 selv to gange, så de rejste hjem så at sige med æren i behold – selv om det jo netop var den, man spillede om!

Tivoli lukker
Hermed havde KB vundet det første af de i alt 15 mesterskaber, som klubben nåede at vinde, inden betalt fodbold ad åre tvang klubben ind i et fornuftsægteskab med B1903 under navnet FC København, hvilket viste sig at være et endog meget fornuftigt fornuftsægteskab – og såmænd også nødvendigt, hvis ikke al magt skulle gives til opkomlingene fra Vestegnen. For Brøndby havde 11 år efter indførslen af professionel fodbold herhjemme skabt den første fuldtidstrup og truede med at indtage hele landet. Men den historie hører et andet besøg til, for fyrværkeriet er forbi, boderne har bomme for, Pjerrot og Columbine er gået til ro, og karrusellen står stille. Inden vi helt forlader stedet, skal vi dog have de sidste indtryk med i form af følgende kuriositeter fra tiden op til 1913:
I 1906 deltager et dansk landshold ved det ekstraordinære OL i Athen, men som 1897-holdet registreres dette ikke som officielle landskampe, såvel som medaljerne ikke er at betragte som ”rigtige” OL-medaljer. Ved OL i London i 1908 spiller Danmark sine første officielle landskampe, hvor den anden mod Frankrigs A-landhold vindes med vanvittige 17:1. Sophus ”Krølben” Nielsen scorer her hele ti gange, hvilket er verdensrekord for landskampsmål i én kamp, til australske Archie Thompson i 2001 scorer samfulde 13 gange mod lilleputnationen Amerikansk Samoa. Danmark taber dog OL-finalen til England, der til lejligheden kaldtes Storbritannien, et nederlag, der gentager sig fire år senere ved OL i Stokholm. Og den fremragende Ludvig Sylow nøjes ikke med at arbejde for KB eller FIFA, men er i tiden 1911-18 også formand for DBU.
Og så er vi gelejdet ud og står på gaden og har Mindernes tivoli bag os. Jeg vil sige dig tak, fordi du fulgte med. Jeg håber, du har syntes, det var spændende at være med på karrusellen og vil være med til spinne rundt igen en anden gang. Der er jo så uendeligt meget at finde derinde …