Ali Akida i mange afskygninger

Fusk og almindelig, lovbøjende fingerfærdighed med fx dåbsattester, pas og skabsborgerskab er ofte en udløber af div. direktiver, som fodboldforbundene får stillet eller selv stiller i forbindelse med de professionelles klubbers handel og vandel. Det er, som om det eneste, direktiverne ikke begrænser, er fantasien, og fantasien kan som bekendt løbe af med én, om man er spiller, agent eller leder.

Fortiet fusk
Bemeldte problematik er – som så meget andet i fodboldens verden – overhovedet ikke er ny. Der er dog en pudsig forskel på de senere års skandaler med dobbelte statsborgerskaber, EU-pas, ikke-eksisterende familiemedlemmer indenfor Fort Europas bureaukratiske mure mv. og så den fodboldskandale, der i 1970 kulminerede i Francos fascistiske Spanien: Den lagde man nemlig bare låg på.
Humlen her var, at for at undgå en større indvandring af spillere fra de gamle kolonier i Sydamerika havde regimet fra centralt hold bestemt, at spanske klubber ikke måtte signe sydamerikanere, der ikke kunne opfylde to simple fordringer, nemlig at de skulle leve op til de almindelige krav for spansk statsborgerskab, samt at de ikke måtte have spillet landskampe for deres sydamerikanske hjemland.
Reglerne gjaldt således ikke for europæere. Men det er sikkert helt tilfældigt og ikke spor tankevækkende, at ”de spanske regler” i varierende, dog familiære afskygninger er gældende for hele Europas forhold til resten af verden nu til dags, hvor ingen er fascistiske mere – med den lille forskel, at det er en fordel at have spillet en vis portion landskampe, hvis man vil indenfor.

Irala i rodet
Som i ethvert velfungerende diktatur var der en solid omgang bureaukrati, man skulle igennem, når man hentede ”varer” uden for EU’s – nej, undskyld, landets grænser. I dette tilfælde sendte FC Barcelona papirer ind på en paraguayansk spiller ved navn Severino Irala, man havde købt. En funktionær i fodboldforbundet undrede sig dog indkøbet, for han havde tilfældigvis læst et interview året forinden, hvor Irala fortalte om sine landskampe for Paraguay – selv om Barca på papirerne bedyrede, Irala var ren som nyfalden sne.
Denne undren medførte en større undersøgelse, der først afslørede Irala og siden en lang række andre spillere, som viste sig at være blevet fusket ind i landet. Real Madrid, Valencia, Sevilla og mange flere klubber med dem var indblandet til op over halsen, så skandalen var altomfattende og tydede på rust i Francos jernnæve – hvorfor man valgte en neddyssende, salomonisk løsning på affæren: Når en indblandet spillers kontrakt var udløbet, var det ud af landet. Derudover blev en række klublederne pludselig og mærkværdigt synkront enige med sig selv om, det faktisk var blevet tid til at trække sig fra fodboldverdenen og hellige sig familien og farmen – eller hvad pokker de nu ellers havde af sysler.
Sådan lukkede General Franco for den ubehagelige brist i hans ellers hårdt knyttede netværk. Og det er nok dér, hvor der i sandhed er forskel på fascisme og frihed under ansvar: I dag ville spillerne, klubberne og lederne formentlig være blevet revset i al offentlighed til skræk og advarsel for andre fantasifulde elementer og ej gemt bort som parentetiske smuttere.

Ali Akida og Co.
Herhjemme er man også blevet meget mere opmærksom på problemets mange sider og ser ikke længere på spektaklet som noget, der bare sker syd for Padborg. Det kan vi især takke en mand ved navn Ali Akida for. Eller rettere: Takket være en mand ved andet navn end Ali Akida!
Historien om Emmanuel Ake Richard Muttendango, der strøg nogle leveår på papiret og tog sig et mundret alias, er velkendt. Han kom til AB og spillede der, da hans bedrifter med slettelakken blev afsløret. Faktisk var det ved at betyde nedrykning for det daværende superligamandskab, da klubben blev frataget ni points i SAS Ligaen (og 11 points i danmarksserien). Muttendango selv blev også afsløret i dokumentfalsk og socialt bedrageri og idømt en bøde på 50.000 kroner – samt et halvt års fodboldkarantæne.
Nu spiller den fantasifulde nigerianer for Herfølge – under eget navn og en del ældre på ganske kort tid – og har atter kurs mod landets bedste række. At Per Frimann og Co. i AB’s ledelse så ikke behøvede ”hjælp” fra div. Minuspoint til at føre AB ud i økonomisk morads og ned i næstbedste række, er en helt anden sag.

Talentsafari
Fra tid til anden forhindrer den øgede opmærksomhed dog ikke nogle af de danske klubber i at signe mørklødede ”lottokuponer”, der mildest talt ser lidt ældre ud end dåbsattestens pålydende, og hvis meritter synes svært beviselige. Det er ikke videre fantasifuldt, og faren for falske papirer er overhængende, men desperation og nedrykningsstreger kan drive én til meget. En presset ledelse har en tendens til at lade håbet råde stærkere end fornuften, hvilket måske er naturligt og forståeligt, men ikke videre smart. Det er bestemt ikke utænkeligt, der vil dukke flere varianter over temaet Ali Akida op i nær fremtid.
Så er der trods alt meget mere tyngde og vision i FC Midtjyllands afrikanske fodboldskole, der nok er blevet kraftigt kritiseret og stemplet som en slem omgang talentsafari, der får nogle til at mene, at hvad boss Ørgaard og midtjyderne har gang i, det er mere skrupelløst end hjerteligt og alene har sigte på at omgå de danske udlændingeregler. Herfra anskuet vil jeg blot konstatere en undren over, andre klubber ikke følger trop. Hvorfor er det værre at satse på og at handle med mørke end med grisefarvede spillere? I FCM’s tilfælde kender man da i det mindste spillernes oprindelse og dertil hørende data.

Polski brasilski
Men det er ikke kun klubberne, spillerne og agenterne, der kan allehånde gavtyvetricks. Fodboldforbundene er i nogle lande selv omtrent skrupelløse. Polens forbund har fx folk ansat til at jage tyske spillere, hvis efternavn ender på –ski og –ich og lignende for at overbevise dem om, de er polakker. Og udenlandske spillere kan blive polske statsborgere, hvis de er gode nok til landsholdet. Her står ikke så meget som en sprogtest i vejen. Måske de har glemt, de er kommet med i EU?!
Den branddørsstore nigerianer Olisadebe er ikke den eneste i det polske forbunds historie, som er blevet statsborger i en ruf. Eksempelvis blev 25-årige Roger Guerreiro, der har spillet i Legia Warszawa siden 2005, polak og landsholdsspiller, da landets præsident tog sagen i egen hånd – i den nationale fodboldinteresse forstås – og med et presseovervåget pennestrøg gjorde den glade brasilianer til polsk troldmand.
Hvor om alting er, er det dog stadig lovligt og slet ikke i samme kategori som Ali Akida eller den spanske svindel – ikke endnu i hvert fald. Man kan for fair plays skyld håbe, der kommer rimelige og afstemte regler på det område også, således man ikke kan ”købe” sig til landsholdssucces. Den variant skal være forbeholdt klubholdene, naturligvis i den udstrækning direktiverne tillader det – på trods af det er, som om det eneste, direktiverne ikke begrænser, er fantasien, og fantasien kan som bekendt løbe af med én, om man er spiller, agent eller leder.