Information Skriv til voresfodbold.dk Forsiden

Allan Simonsen

Niels's billede

Allan Simonsen er en usædvanlig mand med mange usædvanlige bedrifter på sin konto.

Fx er han som hidtil eneste dansker blevet kåret til årets spiller i Europa, han har scoret et af de flotteste finalemål i Europa Cuppens historie, han har vundet masser af klubtitler, han har scoret det måske mest vigtige straffesparksmål i DBU’s historie, og så har han prøvet at blive skudt ned af en snigskytte under en fodboldlandskamp – men det heldigvis kun på film…

Den lille mesterskytte
I den danske film Skytten fra 1977 spiller Jens Okking en mesterskytte, der for at få stoppet atomkraft griber til terrorisme og nedskyder forskellige vigtige mennesker, heriblandt Allan Simonsen. Men ellers må man sige, at det generelt var Allan Simonsen, der var mesterskytten i de år. Både i Bundesligaen, hvor han spillede for Borussia Mönchengladbach, og i de forskellige europæiske turneringer fik man danskeren at se både som ivrig oplægger, en rolle som han udviklede til perfektion i løbet af sin karriere, og så sandelig også som giftig afslutter.
Allan fremstår ellers som et typisk produkt af den danske fodboldskole, og mange danske udenlandsprofessionelle har taget en lignende vej:
Tre kampe på Y-landsholdet, dernæst seks kampe på U-landsholdet, efterfølgende en række gode optrædener i danmarksturneringen, hvor han bl.a. vandt the double i 1972 med Vejle. Så debut på A-landsholdet – i Allans tilfælde den 3. juli 1972 med to mål i 5-2 sejren over Island (i alt 56 kampe og 21 mål) – krydret med en fænomenal OL-slutrunde, München 1972, hvor der ikke længere var nogen tvivl om Allans enorme potentiale. Derfra var det blot at vente på det rigtige tilbud kom.

Lille mand, stort gennembrud
Overgangen til professionel var ikke let. Allan er meget lille af statur, kun knap 1, 70 meter høj, og hans kampvægt lå omkring de 56 kilo, så i første omgang var han nem at kyse for de hårde, vesttyske forsvarsspillere og de lokale konkurrenter til angrebspladserne i Mönchengladbach.
Der blev tacklet igennem både i kamp, men så sandelig også til træning, og træneren hundsede rundt med spillerne i en ”kæft, trit og retning” tone, der var ganske uvant for Allan. Der var ingen ”hygge” som hjemme i Vejle. Der var ingen, der tog hensyn til den unge, dobbelte danmarksmester. Den legendariske træner Hennes Weissweiler svingede pisken som en vred kusk, og en spiller som midtbanegeneralen Günther Netzer gjorde sit for at sætte Allan på plads.
Første gang Netzer og Simonsen mødtes, spurgte Netzer, hvad den der lille fyr skulle i klubben og fortsatte: ”Jeg anede ikke, vi også havde en børnehave…”
Men Allan kunne de ikke holde nede i længden. Efter at have siddet på bænken til stort set alle kampe, fra han ankom december 1972 og halvanden sæson frem, kom det fortjente gennembrud i sæsonen 1974/75. Det bød bl.a. på sejr i UEFA Cuppen, det første af tre tyske mesterskaber på stribe, 18 Allan-mål i 34 kampe, og den første af tre udtagelser i træk til Årets Hold i Bundesligaen.

Årets spiller 1977
Historien omkring valget af Allan Simonsen til Årets Spiller i Europa 1977, som han vandt med blot tre points forspring til Kevin Keegan, er lidt pudsig. Systemet var således, at én sportsjournalist pr. land blev udpeget af L’equipe, den franske avis der står for valget, til at stemme. Hvem man ville stemme på, valgte journalisterne selv og lavede en prioriteret rækkefølge fra et til fem. Øverste spiller på listen fik fem point, nummer to fik fire etc.
Englænderen Max Marquis gav Allan en 3. plads på sin liste, men havde ikke plads til favoritten, hans landsmand fra Liverpool, Kevin Keegan. Mange englænderen var sur over, Keegan havde sagt, han hellere ville spille ude i Europa end i hjemlandet. Som reaktion herpå gav BBC’s Mr. Marquis den nok talentfulde, men ikke ligeværdige Trevor Brooking en andenplads på sin liste. Havde han ikke set sig sur på Keegan, havde Simonsen nok ikke vundet…
Men om det var blevet Keegan eller Simonsen, havde også været et fedt: De to var simpelthen de bedste spillere i europæisk fodbold det år, og begge førte deres klubber i mesterholdenes finale, som altså stod mellem Keegans Liverpool og Simonsens Borussia Mönchengladbach.
Keegan spillede hovedrollen hos de engelske sejrherrerne, der vandt 3-1. Og Simonsen spillede hovedrollen hos de tabende tyskere, bl.a. ved at stå for udligningen til 1-1 – et diagonalt drømmehug med venstrefoden fra kanten af felten, der fløj som et projektil op i krydset. Ganske enkelt et af de bedste mål i en europæisk finale nogensinde.

Galehuset i Barcelona
Efter yderligere et par gode sæsoner i tysk fodbold – og endnu en finalesejr i UEFA Cuppen – kom Allan Simonsen i 1979 til FC Barcelona, som lokkede den lille, letbenede dansker med store penge og nye udfordringer.
Lad det være sagt: Simonsen spillede som holdet ganske svingende, men han var og er utrolig afholdt af Barcelonas fans. Han gav sig altid 100 % for holdet, spillede såmænd også periodevist blændende, og en del succes blev det da også til: Bl.a. endnu en sejr i en europæisk turnering i 1982, den hedengangne pokalvindernes, som nu er slået sammen med UEFA Cuppen. Finalens store spiller var såmænd lille Allan: Et mål og en assist i 2-1 sejren over belgiske St. Liege.
Men i Barcelona er der altid ambitioner og ønske om nye spillere. Dette, sammenholdt med en udlændingeregel, der var i spansk fodbold i begyndelsen af 80’erne, som betød, der kun måtte være to udlændinge, gjorde, at enten danskeren eller den tyske midtbanestyrmand Bernd Schuster ville blive til overs, da klubben købte stjernefrøet Diego Maradona.
Og det blev altså Simonsens skæbne.

Hjem igen – og ud igen
Efter et noget mærkværdigt, kort og nyttesløst ophold vinteren 1982-83 i Londonklubben Charlton, der på daværende tidspunkt lå i næstbedste række, kom Allan Simonsen tilbage til Danmark og Vejle Boldklub – og oplevede et smukt fodboldefterår med bl.a. et dansk mesterskab og en række succes’er med landsholdet til følge.
Især hans sejrsmål til 1-0 på Wembley, hvor han fra straffesparkspletten finter den engelske keeper, Peter Shilton, til den ene side og selv koldblodigt skyder bolden over i den anden, det er Tv-billeder, der igen og igen vises. Og det måske mest vigtige mål, der er scoret på straffe i DBU’s historie. For denne sejr gav Danmark det sidste, lille mentale nøk opad, der gjorde, vi for første gang kunne kvalificere os til EM, i Frankrig 1984 – hvor Allan i øvrigt brækkede skinnebenet i åbningskampen mod værtslandet…
Han kom dog tilbage en sidste gang og nåede også at spille med under VM i Mexico i 1986, hvorefter en lang og glorværdig spillerkarriere var slut.
Siden har han trænet først det færøske landshold og siden Luxembourg, hvor de naturligvis er stolte af at have haft ansat den lille mesterskytte, der fodboldmæssigt blev en af de største.

Faktaboks: 

Kort om Allan Simonsen
Født: 15. december 1952

Styrke: Fuld af vilje, skudstærk med begge ben
Svaghed: Fysikken (trods alt)

Klubber på eliteniveau:
Vejle Boldklub (1971-1973 samt 1983-1989)
Borussia Mönchen-Gladbach (1973-1979)
FC Barcelona (1979-1982)
Charlton Athletics (1982-1983)

Bedrifter: Dansk mester 1971, 1972 og 1984, dansk pokalvinder 1972, deltager ved OL 1972, tysk pokalvinder 1973, tysk mester 1975, 1976 og 1977, UEFA Cup vinder 1975 og 1979, årets spiller i Europa 1977, spansk pokalvinder 1981, Europa Cup for pokalvindere 1982, deltager ved EM 1984 og VM 1986, eneste spiller der har scoret i alle tre europæiske cup-finaler.

A-landskampe: 56
Mål: 21

En hurtig Facebook-Fodbold-Kommentar!

Allan Simonsen

Her er et par interview med Allan fra bladet alt om sport fra 70erne
http://www.fodboldminder.dk/allan_simonsen.htm

Tilbage

Seneste kommentarer

Oke,Bernburg,ZZZohore, og alle de andre II...

Oke Akpoveta kom alligevel ikke så langt væk!,han er ihvertfald tilbage på dansk grund, og via HIK...

Oke,Bernburg,Zohore - og alle de andre...

Nicki Bille var i Brøndby til forhandling! - Zidan var også i spil! - men nu er det næsten sikkert...

Oke,Bernburg & Zzzzzohore...

Oke Akpoveta er ude i verdenen og prøvetræne diverse steder, og har vist nok fået gang i...

Bænket på første parkét....

Tja - jeg havde egentlig taget plads på første række! - men gled længere og længere ned i takt med...

VM 2014 - fra top til bund!

Geografien og europæiske nationalitet spiller ind i seedningen. Det er med andre ord ranginddeling...

En flot sejr

En fantastisk flot OB-indsats i søndagens 4-1-sejr i hjemmekampen mod AGF ændrer ikke det samlede...

Sir B's reaktion

Må vi få en reaktion på FCK-kampen fra Danmarks BIF-ekspert no. 1, Sir B?

En skoleopgave

Jeg kan vildt godt lide jeres hjemmeside, fordi der kommer mange nyheder om fodbold. Jeg kan godt...

Skoleopgave

Jeg kan vildt godt lide jeres hjemmeside. Jeg kan godt lide fodbold og derfor også godt lide at...

Alle odds imod Brøndby....

De højere magter mener pt. ikke at Brøndby skal have de bedste betingelser for at blande sig i...

GRATIS fodboldblog - vær din egen journalist.
voresfodbold.dk - giv os din mening.