Bundesligaaaaab

Måske er det bare en vane. Måske skyldes det barndommens vinterlørdage med intense tipskampe fra England. Måske skyldes det den mere kontrollerede, disciplinerede spillestil med sweeper og mandsopdækning ikke fangede mig nær så meget som englændernes frem over stepperne og ind i syngende tacklinger og bragende hovedstødsdueller – også kaldet kick’n’rush. Men jeg har aldrig været kvart så optaget af Bundesligaen som af engelsk fodbold.

Som barn og ung boede jeg på Fyn, hvor man uge efter uge kunne se tysk statsfjernsyn vise synkroniserede spillefilm, halbal i tyrolerbukser, bunker af børne-tv – og masser af Bundesligabold. Så jeg var skam orienteret. Det var slet ikke det. Jeg vidste godt, hvad der var op og ned på Bundesligaen. Som meget lille, snottet knægt stod jeg endda i kø sammen med min far og 200 andre fynske fodboldfans ved sportsforretningen i Rosengårdscentret for at få Ole Bjørnmoses autograf. Ole var en god forsvarsspiller, som i 70’erne var udlandsprofessionel i først Werder Bremen og dernæst Hamburger SV. Han spillede endda 16 landskampe mellem 1971 og 1977.

Det lykkedes også at få hans autograf, selv om tiden blev så fremskreden, at butikken begyndte at lukke. Jeg kan huske, hvor skuffet jeg blev, da jeg indså, det ikke var den noget mere kendte Per Røntved fra Werder Bremen, der sad der. Jeg havde taget fejl af dem, uden jeg lige kan regne ud hvorfor. Per nåede i øvrigt 75 kampe på landsholdet i perioden 1970-1982, hvilket en overgang var rekord. Men det er en helt anden historie.

Omkring 1980 var Hamburger Sports Verein blevet den hotte klub i tysk fodbold. De tidligere herskere, Borussia Mönchen-Gladbach og Bayern München, var faldet en kende af på den – i Borussias tilfælde viste det sig at være et permanent fald – så der var plads i den vesttyske top.

HSV’s optur begyndte allerede i 1977, da de slog Anderlecht 2-0 i finalen i den nu nedlagte Europa Cup for pokalvindere. HSV tabte derpå både mesterholdenes finale i 1980 til Nottingham Forest og UEFA Cup finalen i 1982 til IFK Göteborg, men i 1983 satte de trumf på: Foran 75.000 tilskuere i Athen slog HSV, med den århusianske angriber Lars Bastrup på holdet, et håbløst uinspireret Juventus. Et mål af midtbanegeneralen Felix Magath var nok. Faktisk var det kun Juves forsvarsklippe Gentile, der for alvor viste styrke. Han viste oven i købet så meget styrke, at han brækkede kæben på Bastrup!

Fra periodens forskellige HSV-hold falder navne som den engelske superstar Kevin Keegan, den lange, højre back Manfred Kaltz og bemeldte spilstyrer Felix Magath hurtigt én ind. Ja, det gør hovedstødets herre, Horst Hrubesch, såmænd også. Han fik Quasimodo til at ligne en nydelig, ung herre med et mindre hudproblem, men han kunne heade hårdere end et Kessler-punch.

Alle kammeraterne nede i den lokale fodboldklub, Fjordager IF, holdt med HSV og hadede Bayern München. Alle undtagen mig. Jeg holdt naturligvis med Bayern, når de nu var så Fandens upopulære. Det har i øvrigt hængt ved. Jeg holder stadig med Bayern. Eller ”holder med” gør jeg ikke. ”Holder med” antyder en mulighed for, at et dårligt resultat eller to ville kunne påvirke mit humør. Det kan et Bundesligaresultat ikke (med mindre jeg har oddset på det). Bayern München siger mig bare en lille smule. Bayern München er forskellen på en Bundesliga med og uden profil.

I september 1990 spillede det Tyskland, der trak det korte strå, i.e. DDR, sin sidste officielle landkamp. 38 år efter den første landskamp, der endte med et 3-0 nederlag til Polen, endte den sidste med en 2-0 udebanesejr over Belgien. Måneden efter blev de to tyske forbund under fornem festivitas og et par behørigt alvorlige taler slået sammen til et. Hold, der ikke havde spillet om det ”rigtige” tyske mesterskab siden før Den Anden Verdenskrig (1939-45 – og jo, tyskerne tabte igen!), blev nu indlemmet i div. Bundes- og Regionalligaer.

Dette burde under alle omstændigheder have gjort Bundesligaen til et mere spændende teater at følge. De østtyske holds styrke i forhold til de vesttyske var man i tvivl om, men faktum var, at Carl Zeiss Jena og Lokomotiv Leipzig havde tabt pokalvindernes EC-finale i hhv. 1981 og 1987, og det vidnede da om et vist potentiale i østtysk fodbold.

Men de ”nye” tyske teams som fx Dynamo Dredsen var så absolut ikke nogen trussel på nogen som helst måde mod de etablerede Bundesligahold, og der var ingenlunde spræl eller inspiration at hente fra østsiden – efter den første, korte begejstring havde lagt sig. Noget af det nærmeste, man kommer østtysk succes i Bundesligaen i dag, må faktisk være Energie Cottbus …

Men måske er det bare en vane. Måske går jeg faktisk glip af noget her. Måske er Bundesligaen er blevet ligeså fuld af facetter og fascinerende fodbold som the Premier League. Måske. Lad høre fra dig, hvis det er tilfældet – for nok er Hoffenheim sjove og klassen frække dreng, og nok spiller Leverkusen optimistisk og pænt, og det er ærligt talt også skægt at følge galehuset i det sydtyske, hvor Klinsmann prøver at indføre moderne tilstande, men rigtig interessant er det ikke.

Og på det seneste har jeg endda atter set en masse Bundesligabold. Så jeg er skam orienteret. Det er slet ikke det. Vi har atter tyske kanaler i tv-pakken, og TV2S viser også så rigeligt, og jeg har virkelig prøvet – med åbent hjerte og armene i vi-stilling – men nu vil jeg lade det hvile. Min undersøgelse er slut. For måske er det bare en vane, men vanens magt er stor.