Camilla Sand Andersen – en begavet boldspiller

”Jeg må fremhæve Finn Mikkelsen, min gamle træner i ASV. Hvis han sad i DBU, kunne det være, kvindefodbolden begyndte at rykke i Danmark!”

Camillas profil
Sagt af den begavede Camilla Sand Andersen på en råkold fredag i november, hvor voresfodbold.dk har ringet hende op til en samtale om dansk kvindefodbold for at få en status på, hvordan kvindefodbolden sådan går og har det lige nu – og hvordan dens fremtid tegner sig. Og lad mig med det samme påpege: Vi er kommet i ualmindeligt godt selskab. Det er ikke så meget det, at vi har fået en 22-årig, smuk medicinstuderende i tale, men mere at hun samtidig er en fremragende fodboldspiller, som i sin korte seniorkarriere nok har været skadesplaget, men altid er kommet tilbage – endnu bedre, endnu stærkere og endnu mere stålsat.
Hun var en af de nominerede til Årets Spiller i Danmark 2008 og til stadighed en af profilerne i 3F Ligaen, som kvindernes mindre hypede pendant til herrernes SAS Liga hedder. Ydermere er hun midtbanedynamo på 3F Ligaens nuværende tophold, Fortuna Hjørring, og har sin store andel i klubbens fortsatte succes herhjemme. Bemeldte andel understreges af, at hun i indeværende sæson rundede de i alt 100 klubkampe for Fortuna. Ganske imponerende af den 22-årige jyde.
Og selvfølgelig er Camilla på det danske landshold. Hun debuterede den 13. april 2005, hvor Danmark tabte 1:0 til Italien, og har til dato spillet 22 A-landskampe for et stærkt og stræbsomt hold, der foreløbig er kulmineret med den fremragende kvalifikation til EM i Finland næste sommer – en slutrunde, hun med egne ord glæder sig til og håber, kan bringe mere fokus på kvindefodbolden i Danmark. Debuten kom i øvrigt, efter Camilla havde været hele vejen gennem DBU’s talentudvikling og div. ungdomslandshold. Hun er med andre ord en Straight A-student i den danske fodboldskole.
Som spillertype er Camilla en blanding af Christian Poulsen og Jon Dahl Tomasson, hvilket i kvindelige termer vil sige en sjælden mixture af Alison Forman og Lone Smidt-Nielsen. En felt-til-felt-spiller med både løvehjerte og målnæse, og det gør hende svær at stække for modstanderne.
Så vi er i sandhed kommet i ualmindeligt godt selskab. Ingen tvivl om det.

Et tæt program
Men Camilla er som sagt også medicinstuderende. Det er et krævende studium, som kan være svært at passe ved siden af fodbolden – eller er det omvendt?
”Jeg er ikke typen, der gør noget halvt, så jeg prøver at få tingene til at hænge sammen. Udover kampene har vi fire aftentræninger om ugen plus to om formiddagen for dem, der har fri til det, og så har vi landsholdsspillere et styrketræningsprogram, der også skal passes to gange om ugen. Men det er da ikke sådan, jeg ikke kan få fri fra træning dagen før en eksamen. Og har jeg en vigtig kamp, kan jeg også godt få fri fra skolen. Mine medstuderende er gode til at holde mig orienteret, hvis jeg mister noget undervisning – men så er der heller ikke tid til så meget andet.”
Camilla lever med andre ord som fuldtidsstuderende og fuldtidsprofessionel. Hun får da også en fyrstelig sum kørepenge for de daglige ture mellem bopælen i Aalborg og fodboldklubben i Hjørring …
”I første omgang handler det om at vinde guld med Fortuna. Jeg har fem sølvmedaljer. Nu skal vi have guld. Men jeg da en drøm om at komme til udlandet og bare koncentrere mig om fodbolden i en periode. Det kunne være om halvandet år, hvor min kontrakt med Fortuna løber ud, for det passer med min bachelor. Både i Sverige og Tyskland er der meget større fokus på kvindefodbolden end herhjemme, så der kan man leve af det – i hvert fald for en stund, hvis man vel at mærke er dygtig nok. Lønningerne er trods alt ikke på niveau med mændene. Men bare det, at det er muligt, kan hænge sammen med, de har nogle mere aggressive forbund, der vil det noget mere.”

Dansk kvindefodbold om 10 år
Vi taler flere gange i løbet af samtalen om, hvorfor det mon kniber med den almindelige bevågenhed, når det kommer til kvindefodbold herhjemme. Håndboldpigerne har jo mildt sagt ikke samme problem. Ifølge Camilla er der flere grunde.
”Jeg er sikker på, at hvis vi får succes med landsholdet til EM, vil det hjælpe meget. Det er resultaterne, der tæller. Vi skal også være bedre til at sælge varen selv, og så skal DBU være meget mere med. Vi har fået indført et slutspil i 3F Ligaen for de fire bedste i grundspillet, og det vil give nogle flere topkampe. Det skulle gerne være med til at højne kvaliteten, det er mere intenst på den måde, og det giver sikkert også øget opmærksomhed. Men uden DBU vil det ikke lykkes.”
Jeg beder herpå den veltalende kvinde komme med to bud på dansk kvindefodbolds position om 10 år – et worst case og et best case scenario.
”Altså, worst case er helt klart, vi ikke har rykket os i forhold til nu, hvor der trods alt er for mange lette kampe, og hvor der skal arbejdes for at få kvinderne til at blive ved med at spille. Det ville også være irriterende, hvis der ikke er blevet arbejdet hårdere for os i DBU end nu. Best case, det er så en stærk liga med mange tophold, der også klarer sig godt i Europa, altså en liga, hvor kvinderne bliver ved med at spille af sig selv – og med et stærkt forbund i ryggen. Jeg synes faktisk, det går i den rigtige retning. 3F Ligaen er blevet stærkere. Lige nu ligger Skovbakken og Brøndby tæt på os. Det er svært at sige, hvem der bliver det fjerde hold i slutspillet, for Skovlunde har vist tabt pusten, og OB, de burde have holdet til det, men det kører ikke for dem, og SønderjyskE har en ung og talentfuld trup, så …”
Det lyder faktisk spændende. Trods grundig research må jeg dog spørge en del til forskellige nuancer i kvindernes liga og indser, at pga. reglen om, der ikke startes fra scratch i slutspillet, men med halverede point, kan guldkampen objektivt set kun kan blive udkæmpet mellem Fortuna Hjørring, Brøndby og så århusianske Skovbakken, hvor Camilla i øvrigt nær var endt, da hun forlod ASV – men det er såmænd også rigeligt til en række nervepirrende opgør.
”Fortuna stod overfor et generationsskifte, da jeg stod og skulle vælge. Det var derfor, jeg endte med at flytte til Hjørring. Jeg tror faktisk også, vi står overfor et generationsskifte på landsholdet, i hvert fald senest efter EM. Jeg ved det selvsagt ikke, men jeg kan da sige det på den måde, at det da ikke ville være underligt. Jeg håber dog på, vi forbliver samlet til efter slutrunden. Vi har gode muligheder, hvis kernen på holdet kan holdes sammen. Vi kender hinanden, og sammenspillet kører. Det er et godt udgangspunkt for at få et resultat, der kunne sætte gang i noget godt herhjemme.”

De forbilledlige
Camilla dyrker sin fodbold med imponerende ildhu, hvilket man som elsker af ”the beautiful game” kun kan respektere – og så er hun milevidt fra det traditionelle billede af fodboldspillere som værende nyrige ignoranter, der mumlende mutte med selvfede attituder i slikhåret afviser enhver form for kritik. Dén del behøver kvinderne ikke spejle sig i, hvis/når de slår igennem. Men har Camilla overhovedet et forbillede?
”Nej, det har jeg egentlig ikke,” svarer hun og tøver en stund. ”Jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, når jeg får sådan et spørgsmål. Men måske jeg i virkeligheden har mange forbilleder, for jeg ser op til forskellige dele ved de forskellige spillere. Vores egen Mariann Gajhede arbejder fremragende med sin træning. Landsholdets Catherine Paaske har et blik for spillet, som man kan lære en masse af. En af de gamle, Annie Dot, hun var dygtig på bolden og taktisk klog. Og så videre. Det er små ting blandet sammen. Og hvis jeg skulle nævne en af mændene, så er det en spiller som Christian Poulsen, der udfører et enormt stykke arbejde og ikke får nok anerkendelse for det, så, ja, han kunne godt være en slags, ikke forbillede, men …”
Vi ler, da jeg fortæller, jeg altid svarer Nelson Mandela, når jeg bliver spurgt. Det svar er jo svært at sætte en finger på. Pludselig udbryder Camilla: ”Nej, ved du hvad?! Jeg må fremhæve Finn Mikkelsen, min gamle træner i ASV. Hvis han sad i DBU, kunne det være, kvindefodbolden begyndte at rykke i Danmark! Det var ham, der fik kvindefodbolden i gang i ASV, og det var også ham, der fik mig af sted til de første samlinger under DBU. Han har virkelig gjort en forskel. Hvis jeg endelig skulle nævne et forbillede, er det Finn.”
Selv om jeg næppe tror, Finn Mikkelsen ville have været så kønsfascistisk, drister jeg mig alligevel afslutningsvis til at skifte spor og spørge, om sådan noget som mand, hus og i særdeleshed børn ikke kan være en, velan, udfordring for kvindefodbolden. Camilla tager mig det heldigvis ikke ilde op, men ler, mens hun fortæller, at ”landstræneren har en lille datter, som han siger, vi ikke må se, for så bliver vi bare skruk!”
Landstræneren hedder Kenneth Heiner-Møller og overtog roret efter Peter Bonde, der nu agerer højre hånd for Morten Olsen. Når han frank og fri kan komme med sådan en melding, er mit spørgsmål måske ikke helt af vejen.
”Det er da klart, det kan sætte nogle begrænsninger i længden, og det kan få indflydelse på, hvor længe du bliver ved. Jeg tænker ikke selv på sådan noget med børn. Jeg tror, det kommer, når det kommer. Men jeg hører da engang imellem nogle af de lidt ældre piger sige, at de fx vil stoppe, inden de bliver 30, for der skal også være tid til at få børn. Men det er jo bare en betingelse for os. Det kan ikke være anderledes. Det betyder jo ikke, at vi ikke kan spille seværdig fodbold, inden det kommer så vidt.”
Det er så sandt, som det er sagt, og lad det derfor være de sidste ord, vi citerer Camilla Sand Andersen for i denne omgang. Hos voresfodbold.dk er vi i hvert fald ikke i tvivl om, vi ser frem til EM-slutrunden og til at komme på fornavn med de danske fodboldstjerner, der forhåbentligt vil bringe hæder og ære og øget fokus på kvindefodbolden med hjem fra det finske. Nu er vi til en start kommet på fornavn med Camilla – og dét er en god begyndelse.