Charity missing!

Denne entry handler ikke om div. managerspil - kun indlednings- og afslutningsvis! Det er derimod en lille fortælling om at samle og at miste.

Der er FM’ere, der mener, at det er helligbrøde at smide sine gamle spil ud, blot fordi der kommer en ny udgave på markedet. Der er endog FM’ere, der mener, at har man ikke hele samlingen fra CM’s fødsel til i dag, med hvert et obskur italiensk eller dansk tillægsstykke in mente, så har man slet ikke hjertet med, og man er overhovedet ikke aficionado (et tjekket ord, som lyder af lidt mere en fan, men stort set betyder det samme…), nej, man er slet og ret en svækling!

Fodboldfans med samlermani
Jeg skal her ærligt erkende, at når jeg har købt en ny udgave, kyler jeg den gamle i skraldespanden og lader renovationsvæsenet om resten – hvilket som nævnt muligvis diskvalificerer mig som aficionado. Men jeg er ligeglad. Fuldstændig. Hvad skal jeg med den? Spille den i stedet for den nye? Glo på den? Helt ærligt!
På den anden side: Fodboldfans er samlere. Det er vi bare. Ingen tvivl om det. Så alligevel forstår jeg godt tanken bag. Og der kan jo samles på stort set alt, bare det handler om the beautiful game, som de skøre briter kalder fodbold for. Der kan samles på halstørklæder og autografer, på klubtrøjer (hvor undertegnede er ramt og derfor indehaver af godt 30 forskellige trøjer fra div. mere eller mindre obskure engelske klubber, såvel som sønnike er udstyret med et lignende antal ud fra samme koncept), på samlebilleder og svedebånd, på badges og fx også på stadions – i den forstand de såkaldte ground hoppere gør det.

Ground hopping
En ”ground hopper” er en person, der har som mål at have været tilskuer på så mange forskellige fodboldstadions som muligt. Nordmanden Ray Tørnkvist er den fremmeste på dette felt i hele Skandinavien i forhold til de britiske øer. Ved udgangen af 2002-03 sæsonen havde Ray været på ALLE ligaklubbers stadions i hele England OG Skotland! For at give et indtryk af hvad det vil sige, så godkendte Supporterunionen for Britisk Fodbold, som på skandinavisk plan sætter denne ground hopping i system, i sidste sæson 134 baner i England plus finale-arenaen Millennium Stadium som ground hopper stadiums. Og så er der alle de skotske. Det er sandt at sige en del.
Jeg har selv været på sølle tre forskellige stadions i England, hvoraf det ene ikke længere eksisterer, nemlig The Dell i Southampton, hvor jeg i midt-firserne under et sprogskoleophold så Southampton i tre kampe mod hhv. Manchester United (med den snurrige dribler Jesper Olsen og den solide back John Sivebæk), Queens Park Rangers og Wimbledon (der havde 23 medrejsende supportere (jeg talte dem!)). Det andet, Wembley, hvor jeg i 1983 så Danmark slå England 1-0 i vor fantastisk færd frem mod EM i Frankrig 1984. Det tredje, Pride Park i Derby, kan nu kun fremvise fodbold fra næstbedste række.
Man kan også samle på kampprogrammer…

Charity Shields

I 1983 åbnede den bedste række i England traditionen tro sæsonen med en kamp mellem mestrene og pokalvinderne om den såkaldte Charity Shield – der nu og da skifter sponsorbetinget navn, men dog handler om et og samme: Kampens overskud går til velgørenhed.
Liverpool var forsvarende mestre, og Manchester United havde vundet forgangne sæsons FA Cup, ved at besejre Brighton over to kampe, så alene ved de to klubbers velklingende navne skulle man synes, der var lagt op til en lige dyst. Det skal dog nævnes, at styrkeforholdet mellem de to klubber var en kende anderledes, end den har været de seneste år: Liverpool var et storhold, som stod distancen både indlands og udenlands (det var fx overhovedet ikke overraskende, når de vandt Europa Cupper), mens Manchester United ganske vist brølede op engang imellem, men det hørtes nu mest som lyden fra en såret løve. Midt i 70’erne havde holdet fra Manchester sågar været nede at vende i næstbedste række…
De to klubber havde mødt hinanden to gange tidligere i en Charity Shield-match, og begge gange, i hhv. 1965 og 1977, var kampen endt uafgjort, hvorfor man så pænt havde deltes om trofæet, således det stod et halvt år i hver klub! Dette var ikke usædvanligt mht. Charity Shield – det var jo først og fremmest et spørgsmål om charity, velgørenhed, og ikke om trofæ. Liverpool havde fx også deltes med West Ham om trofæet i 1964, Manchester United med Tottenham Hotspurs i 1967, som så delte trofæet med Aston Villa i 1981 efter optaktskampen til den sæson, hvor Birmingham-holdet gik hele vejen i mesterholdenes Europa Cup og med en 1-0 sejr slutteligt snuppede trofæet fra Bayern München i en finale, der især huskes for to ting: Villas angriber Peter Withe scorede på den absolut eneste chance, the Villians havde, og den urutinerede Nigel Spink afløste skadesbetinget den gamle Jimmy Rimmer mellem stængerne allerede efter ni minutters spil, hvorpå Spink stod så godt, som han aldrig gjorde siden. Men dét er en helt anden historie.

Braget på Wembley
Dysten om Charity Shield mellem Liverpool og Manchester United blev en fremragende kamp, hvor Uniteds anfører og midtbanegeneral Bryan Robson virkelig satte en tyk streg under, at han var en af Englands bedste fodboldspillere – eller rettere: En af datidens Englands virkelig få, rigtig gode spillere.
Liverpool åbnede bedst og havde flere nærgående forsøg fra bl.a. den walisiske måltyv Ian Rush og forsvarskæmpen Alan Hansen, som kun en årvågen Bailey i Uniteds mål fik afværget. Det hele kulminerede, da den altid farlige Kenny Dalglish i det 20. minut snød Uniteds nu og da lidt klodsede stopper Moran i hjertet af Uniteds forsvar og knaldede bolden på den ene opstander til stolpe-ud i en situation, hvor hele Wembley faktisk troede, de ville se bolden gå stolpe-ind.
Liverpool græmmede sig, mens Manchester hankede op i sig selv. Den lille, teknisk velfunderede midtbaneslider Ray Wilkins, som United havde hentet i Chelsea, som dengang blot var en middelmådig klub, besluttede sig pludselig for at udvide Manchesters midtbane med sin egen eksistens. Således var den evigt fightende og beslutsomt boldfordelende Bryan Robson ikke længere ene om at tage kampen op med Liverpools to hårde midtbane-hunde, terrieren Sammy Lee og Bull Dog’en Greame Souness, der samtidig var Liverpools anfører.

1-0
Tre minutter efter Dalglish’ stolpeskud så den vævre Wilkins i et gennembrud Robsons positionsløb og serverede en perfekt timet aflevering for anføreren, der smart driblede udenom Liverpools zimbabweanske målmand, den nogle gange latterlige, andre gange latterligt gode Bruce Grobbelaar, og trillede kuglen i kassen til en lidt uretfærdig 1-0-føring. Og derpå sad United tungt på kampen.
At sidde tungt på en kamp mod datidens Liverpoolhold var virkelig noget af en bedrift, men det var ikke desto mindre, hvad United gjorde. Den yngste deltager i en VM-slutrunde nogensinde, den nordirske angriber Norman Whiteside, der i en alder af blot 17 år havde gjort sit indtog ved VM i Spanien 1982, gav prøver på sit store talent, der få år senere desværre blev endegyldigt knust af en skade. Uniteds to backs, de ellers ikke altid så stabile Duxbury og Albiston, havde overskud til fremstød over flankerne, og oppe i angrebet stod altid farlige Frank Stapleton, der jævnligt var mand for at skrabe en nedfaldsbold over stregen eller heade et ellers håbløst indlæg i mål, og bandt Liverpools to stærke centerforsvarere, Mark Lawrenson og Phil Thompson, til sig, så der virkelig blev plads til gennembrud fra midtbanen.

2-0
Efter en times spil resulterede netop sådan et gennembrud i hjørnespark, som den ellers undseelige United-fløj Graham lagde ind, og den tårnhøje centerforsvarer McQueen headede mod mål, hvor lille Sammy Lee fik skrabet den væk fra stregen – blot for at se Bryan Robson snuppe riposten og banke den ind i målet til 2-0. Og selv om der resterede endnu en halv time, var den kamp faktisk afgjort.
Bryan Robson burde endog have afsluttet dagen med et hattrick, da han til sidst i matchen brød gennem Liverpools nu vaklende forsvar og lige uden for feltet havnede i en klar scoringsposition, blot for at blive hevet omkuld af Greame Souness, der mærkværdigvist slap med dommer Robinsons gule kort.
Men efter de 90 minutter kunne Bryan Robson løfte trofæet, og noget vovemodigt talte mange Unitedfans og –spillere allerede da om den ny æra, der på denne dag var indtruffet. Vi ved, den først indtraf, da en stor, temperamentsfuld dansker ved navn Peter ankom til den verdenskendte klub og satte styr på det rødblusede forsvar.
Manchester Uniteds Charity Shield-vindende manager, den legendariske ”Big Ron”, Ron Atkinson, var noget mere forsigtigt mht. egne kompetencer og kom med en meget præcis forudsigelse efter kampen: Han påstod, at dette nederlag for Liverpool ville gøre holdet fra Merseyside endnu mere opsat på at forsvare deres mesterskab i den efterfølgende sæson. Det fik han ret i. Med tre point ned til overraskelsen fra Sydengland, Southampton, blev også 1983-84 sæsonen vundet af Liverpool.

Programmet der blev væk
Jeg har ejet kampprogrammet til ovennævnte Charity Shield match. Jeg var ganske vist ikke selv til stede, men fik det venligst foræret af en ven, hvis onkel var der og havde købt tre, således min ven og jeg også kunne få et. Ja, jeg har ejet programmet til ovennævnte match, som af kendere blev betegnet som den bedste Charity Shield-kamp, siden Derby på alle 11 pladser udklassede West Ham med 2-0 i august 1975.
Og jeg har været stolt af at eje det. Det var cool, var det! Det var ligesom en eksotisk konkylie, man lægger øret til og hører fremmede have bruse.
Når blot jeg berørte programmet, kunne jeg lukke mine øjne og forestille mig, hvordan kampen bølgede frem og tilbage: Liverpool på vej fremover… de taber bolden… bolden går til Ray Wilkins, der ser Bryan Robson ud af øjenkrogen… han afleverer… Robson skyder… MÅL!
Nu er programmet væk. Det er ikke, fordi jeg har smidt det ud. Nej, det er blevet væk. Sidste sommer ville jeg vise programmet for en fodboldinteresseret ven, men vi var lige flyttet, og programmet stod ikke på den specielle plads i reolen, hvor mine fodboldrariteter står, hvor det ellers havde stået længe.
Siden har jeg panisk ledt hele huset igennem flere gange, men væk er det. I forgårs besluttede jeg mig for at lede efter det en sidste gang. Jeg var virkelig i alle hjørner. Selv den usleste skotøjsæske blev åbnet. Kassen med fiskegrej. Et slidt barbiedukkehus. Min ældste søns tre skuffer med fodboldtrøjer. Mine egne. Ja, endog værktøjskassen, jeg ved Gud ellers altid holder en sikkerhedsafstand på adskillige meter til, blev nøje gennemsøgt. Men jeg må sande, programmet er forlist.
Til gengæld fandt jeg et eksemplar af CM3, jeg kunne have svoret, jeg havde smidt ud…