9.runde
Da de foregående otte runder af denne sæsons CCC er blevet spillet, inden voresfodbold.dk åbnede (mage til frækhed!), vil jeg gå lige på 9. runde. Nærmere interesserede kan gå på fmfreaks.dk, hvor jeg i forummets fodboldtråd har lagt de forrige opdateringer.
Opsummerende vil jeg dog fortælle, at Wolves, Birmingham, Reading og Burnley har lagt godt fra land, at Nottm Forest, Doncaster, Barnsley og Watford roder rundt nede i bunde - og at resten af holdene mere eller mindre kan betragtes som ét stort midterfelt.
Southampton 2:0 Norwich
Al snak om krise i det sydengelske er midlertidig aflyst efter flere flotte præstationer af St. Mary’s helte, hvorimod Norwich nu synes at sku’ til at kigge nedefter. Robertson bragte hjemmeholdet på sejrskurs efter 29 minutter, men kampen var meget lige midt i anden halvleg, til Dejan Stefanovic hev i nødbremsen, blev udvist og så McGoldrick score på det efterfølgende straffespark. Så var der lukket og slukket – og Southampton er nu nærmere playoff end nedrykning. Det kan gå stærkt i CCC.
Derby 1:1 Birmingham
Et andet hold, det også går fremad for, er Derby, der både måtte lide den tort at miste forsvarsgeneralen Martin Albrectsen, der blev skadet, at komme bagud kort efter, da Owusu udnyttede en Derbyfejl, og at blive bortdømt på et klart straffespark – og alligevel formå at få udlignet kort før tid ved Davies, der rettede et frispark fra Barazite af, efter at ha’ spillet lige op med rækkens formodentligt stærkeste hold. Alt i alt en kamp af høj kvalitet, hvor gæsterne havde ligeså stor ære af kampen som hjemmeholdet, og derfor også en retfærdig pointdeling.
Burnley 3:2 Watford
Watford er helt til hundene for tiden, mens Burnley spiller fremragende. Watford kom ellers foran to gange i 1. halvleg, gamle Alexander nettede for 4. gang i år til udligning, men efter pausen satte Turf Moors drenge tommelskruerne på og tvang to scoringer, først ved Paterson i starten og ved Elliott i midten af 2. halvleg, hvorpå Watford tabte pusten og kan mærke bunden, mens Burnley tog de tre point – i en i øvrigt imponerende fairspillet kamp – og nu ligger i playoffen.
Ipswich $:0 Barnsley
At Ipswich smadrede Barnsley, det atter spillede skidt, kan ikke overraskede, ej heller at Stead i 1. og Garvan samt Campo i anden scorede – men da Barnsley sendte Noble-Lazarus på banen, var sensationen i hus: Med sine 15 år og 45 dage er han nu den yngste til at have spillet i ”The Football League”. Det var sådan set det mest sindsoprivende i en ensidig kamp.
QPR 1:1 Blackpool
Som Blackpool trækker store veksler på målscorer Fletcher-Taylor, der i 1. halvleg scorede et smukt mål fra 25 meters afstand, gør QPR på Dexter Blackstock, som fortjent udlignede med 10 minutter igen. Blackpool fik altså fightet endnu et point ind på kontoen og holder ved i det store midterfelt, mens Dowies drenge fortsatte negativstimen, smed to og er røget udenfor playoffen.
Wolves 0:4 Reading
Ned på jorden igen. Det må være temaet for ulvene, der må give titlen som CCC’s pt. bedst spillende hold videre til stærke Reading, der kom foran i begyndelsen af matchen på et selvmål af Wolves’ ellers ferme keeper, Hennessey, mens Bikey og Kalifa Cisse slog til i 2. halvleg. Ydermere måtte Jarvis og Kightly udgå for ulvene, så det var en rigtig øv-dag på Molineux – med mindre man var Readingsupporter.
Cardiff 2:1 Coventry
Jay Bothroyd var MoM efter først at ha’ bragte Cardiff foran midt i første halvleg og senere sidst i anden halvleg at blive fældet i feltet, så McCormack ku’ score til 2:0 på straffe. Scott Dann pyntede på resultatet i overtiden. Cardiff er tilbage på playoff-sporet, mens Chris Colemans Coventry nu blot har én sejr i de seneste otte kampe og er havnet iblandt midterholdene.
Doncaster 0:2 Sheffield Utd.
Som skrevet sidst så rykker the Donnies ned. Uden at gøre det store væsen af sig var United bedst på dagen, sat i gang af Roberts selvmål efter 14 minutter og lukket ned for ved Stephen Quinns mål efter en time. Sheffield united er således i playoffen, mens Doncaster er næstsidst.
Preston 0:2 Swansea
Hvor længe mon waliserne kan holde på hollandske Ferrie Bodde? Han spillede atter fremragende, var den altoverskyggende spiller på en ellers halvskidt fodboldaften i Preston og kronede indsatsen allerede efter 19 minutters spil med et drømmemål fra over 30 meters afstand. Garcia-Penche scorede på straffe med ti minutter igen, og så gik pusten fuldstændig af Preston-ballonen.
Sheffield W 1:0 Nottm Forest
The Owls gjorde præcis, hvad de skulle: De vandt. Esajas scorede kort ind i anden halvleg i en kamp, som vinderne vil huske for deres tre point, og taberne vil skynde sig at glemme. Er dette Forest-stilen, hedder det snart League One igen. Onsdagsklubben ligger som deres sheffieldske arvefjender også i playoffen. Sikke et lokalopgør der kan blive af det!
Bristol City 2:2 Plymouth
Holdene ikke bare delte point, de delte også halvlege. I første halvleg spillede Plymouth, så man tænkte PL og scorede to gange ved Mackie og Fallon – men City spillede forfærdeligt. Rollerne blev så byttet om i anden halvleg, hvor Akinde efter en times spil og David Noble kort før tid på et flot langskudsmål fik scoret for hjemmeholdet. Alt i alt et retfærdigt resultat i en underholdende kamp.
Crystal Palace 1:0 Charlton
Kampen om Sydlondon blev spændende. Hjemmeholdet var dog bedre på dagen, så da Craig Beattie satte hovedet på Watsons indlæg og scorede, kunne der ikke gøres indvendinger. Charlton kæmpede dog bravt for at få udlignet, men synes at være inde i en dårlig stime. Crystal Palace brugte sejren til at rykke sig fri af nedrykningszonen.
Stillingen:
1. Wolves 22 point
2. Birmingham 20
3. Reading 17
4. Burnley 15
---
21. Watford 8
22. Doncaster 7
23. Barnsley 5
24. Nottm F 5
En hurtig Facebook-Fodbold-Kommentar!
Seneste blogindlæg
Seneste kommentarer
Hvorfor pokker mon OB er så "højt" oppe i oddsene? Er der ingen bookmakere, der har set tv fra...
Jeg har fx lige trukket mig fra og med sommeren af - måske for at komme en fyreseddel i forkøbet?!
Ja, som man spåede fra dag 1 i denne sæson: Sif havde ikke det, der skal til!
JA OS TRÆNERER ER ET UDSAT FOLKEFÆRD..:-)
Det må da være nok med 100 + mio. kroner - i hvert fald hvis Bif blir oppe. Og sådan som Silkeborg...
Brøndby har fundet penge - bare ikke nok...!
Det er dagen der på for Brøndby, og enten sidder slipsedrengene netop nu og slikker deres sår efter...
Hvem tager turen ned sammen med Brøndby.!!
Formsvage Horsens redder stumperne, og sender Brøndby ned til de fortabtes avenue. Hvad man så...
Men i det mindste er der fremgang at spore i spillet :) Det blir ikke Brøndby, der rykker - direkte...
Bundgys hvergang de gule går på banen...
Alle omkring de bonnede gulve har nok at gøre med at skaffe penge til næste løn. At de slet og ret...
Mon en evt. nedrykning overhovedet er med i Brøndby-kalkulerne? Nå, det er fortsat tæt i bunden....
Bold.dk
Tipsbladet - Fodbold
Engelske feed
danskfodbold.com
About Niels
12. runde i the CCC
Blackpool 3:2 Derby
De to hold gav hinanden kamp til stregen i en match, hvor Blackpool konstant var et lille stykke bedre end Derby, der med nederlaget fik afbrudt en ellers flot stime på syv kampe uden nederlag. The Rams sidder således fast i midten, mens Blackpool nu for alvor sigter mod toppen og kan blive årets helt store overraskelse.
Coventry 1:3 Burnley
Coventry er ganske utilregnelige. I denne kamp spillede de, som om de allerede var rykket ud – og er det her stilen, ender de også med det. Men på lørdag kan de sagtens spille godt igen! Burnley fortsætter med at imponere og at bide sig fast i playoffzonen, hvor de vil være at finde til sommer, hvis denne display vidner om en generel standard.
Birmingham 1:0 Crystal Palace
Et rigtigt tophold vinder, selv om det spiller halvskidt – og derudover har det held i de afgørende situationer. Begge dele passer på Birmingham, hvis sejrsmål faldt i det 94. minut efter en kamp, som Crystal Palace ligeså godt kunne have vundet. Londonerne måtte rejse hjem velvidende, bunden stadig er tæt på, mens Birmingham holdt fast i rækkens dukseplads.
Norwich 5:2 Wolves
Kanariefuglene tog syvmileskridt væk fra bunden med denne flotte sejr, der kom i hus på baggrund af ekstremt flot angrebsfodbold, venligt suppleret af gæsternes manglende defensiv. Wolves har tabt pustet øverst i rækken og vil få flere store smæk, hvis dette er stilen.
Reading 2:1 Doncaster
I en kamp, der ikke vil blive husket længe, spillede Reading mindst dårligt af de to hold og fortjent slutteligt sejren. Var the Donnies rendt med et point, havde det skyldes, Reading trods alt undervurderede bundholdet, som gav, hvad de havde mod oprykningsfavoritterne.
Charlton 0:2 Bristol C
The Addicks begyndte kampen som fyr og flamme og trykkede Bristol i bund, indtil udeholdet scorede på en kontra omkring den halve time. Så punkterede hjemmeholdet, og Bristol C satte sig på kampen. Charlton skal passe på, de ikke falder helt igennem, mens Bristol C igen kan drømme om playofffinaler, der vindes!
Watford 2:2 Cardiff
En pragtfuld kamp, der udover fire mål også bød på et brændt straffe af rækkens topscorer, Cardiffs Ross McCormack, og en udvisning til Priskin – hvilket fik direkte indflydelse på kampen, for med 11 mand satte Watford solidt fra land og var snart foran 2:0. Men med Priskins udvisning kom der vaklen i geledderne, og det lykkedes for Cardiff at vende bøtten og få et point med hjem til Wales og kampen for playoff. Watford sidder stadig fast i midten.
Sheffield Utd. 0:0 Southampton
Ikke alle 0:0 kampe er kedelige. Denne var. Southamptons Lancashire røg ud for to gule kort. Det var dramatikken. Sheffield Utd. havde en god chance i 1. halvleg. Det var spillet. En skuffelse for United, der halter i forhold til de andre playoffaspiranter. Et godt point for Southampton i forsøget på at holde bunden på afstand.
Plymouth 1:0 Preston
Home Park var endnu engang en sikker bastion for Plymouth i en kamp, der først og fremmest var præget af to stærke forsvar, der ikke efterlod meget plads til angriberne. Plymouth mente, sejren var fortjent og kan atter lugte playoffen, mens Preston ærgrede sig over ikke at have fået point og endnu sidder i den tunge ende af midterfeltet.
Barnsley 2:1 Sheffield W
I lørdags vinder the Owls over bysbrødrene i en kamp om at sidde bedst i playoffræset – og så tager de til bundholdet Barnsley, spiller hamrende dårligt, får en mand udvist og taber slutteligt fortjent til et hold, der egentlig ikke spillede godt, men fightede for hvert et græstørv. Sheffieldklubberne er uforudsigelige. Barnsley har lang vej endnu for at komme væk fra bunden.
Nottm Forest 1:1 Ipswich
De britiske dyder var i højsædet, da Forest mistede muligheden for at holde på de tre point, de ellers var kommet på sporet af i 1. halvleg. The Tractor Boys udlignede i en anden halvleg, hvor tacklingerne sang ligeså højt som supporterne, der i hvert fald blev underholdt med tempo og nærkampe mellem to hold, der spillede som det, de er: To hold i den sidste tredjedel.
Swansea 0:0 QPR
I en ellers ikke videre begivenhedsrig kamp blev Swanseas keeper de Vries ufrivillig centrum for dramatikken, da QPR’s Martin Rowlands efter 26 minutters spil stødte ind i de Vries, der i sammenstødet brækkede kæben. Uden reservemålmand på bænken måtte walisernes forsvarsklippe Alan Tate trække i målmandstrøjen – men da kampen ligesom tabte pusten efter de Vries uheld, endte det hele med en nulløsning, som Swansea kan være bedst tjent med.
Stillingen:
1 Birmingham 27 point
2 Wolverhampton 25
3 Reading 23
4 Bristol City 19
5 Cardiff 19
6 Burnley 19
18 Ipswich 14
19 Norwich 13
20 Charlton 13
21 Southampton 12
-------------------
22 Barnsley 11
23 Doncaster 8
24 Nottm Forest 6
www.voresfodbold.dk
12. runde 21/10
Vær opmærksom på 12. runde i the Championship allerede afvikles i aften.
www.voresfodbold.dk
CCC 11. runde
CCC 11. runde
Bristol C. 1:0 Norwich C.
En halvsløj affære mellem to mandskaber, der mest af alt ikke ville tabe, fandt sin afgørelse ved Jamie McCombes mål, da der manglede et kvarter. Bristol udnyttede dermed hjemmebanefordelen - og Norwich viste ikke meget og formåede ikke at slå igen, hvorfor placeringen i bundregionen ikke kan komme som nogen overraskelse. Bristol City fik endt en lille krise og vendte tilbage til playoffen.
Burnley 1:1 Birmingham C.
Turf Moor skal man ikke kimse ad. Om man så kommer med hele Premier League setuppet! McCann bragte hjemmeholdet foran midt i første halvleg i en periode, hvor Birmingham ellers dominerede – og da der manglede et kvarter, udlignede Jerome i en periode, som Burnley ellers sad på. Pointdelingen var dermed i orden og holdenes placering iblandt rækkens bedste ligeså.
Cardiff C. 2:0 Charlton Athletic
Charlton vandt 2:0 i udvisninger ved røde kort til hhv. Semedo og Hudson, mens Cardiffs ferme CCC-topscorer Ross McCormack gjorde det, som det handler om, nemlig at score. Med et mål på hver sin side af pausen var der intet at indvende mod Cardiffs sejr i en kamp, der selvsagt ikke var godt tjent med Charltons overmotiverede indsats. Waliserne er tilbage i playoffen, mens Charlton sidder i midterfeltet og må sande, slingerkursen fortsætter.
Derby County 2:1 Plymouth Argyle
En spændende kamp, hvor Plymouth kom foran ved Gallagher efter otte minutter på et rent pragtmål af et langskud. Hulse udlignede få sekunder før pausefløjtet, og da Duguid syv minutter efter pausen klodset sendte kuglen i eget net, satte Derby sig på kampen og var tættere på 3:1 end Plymouth på udligning. Krisen i Derby er hermed aflyst. Syv kampe i træk uden nederlag og en placering lige uden for playoff – og lige over Plymouth – understreger dette.
Doncaster R. 0:0 Blackpool
Det kunne vel ikke ende anderledes? Begge hold fightede så det var en fryd – men glemte i lange perioder at spille fodbold. Midterholdet Blackpool var bedst tjent med pointet, mens bundholdet Doncaster virkelig mangler en sejr og er fanget i dyndet, selv om dagens indsats faktisk må pege mod bedre tider. Uden Rachubka i målet var Blackpool sikker rejst hjem som tabere.
Ipswich T. 2:2 Swansea C.
To midterhold gav hinanden kamp til stregen og publikum fuld valuta for pengene. Ipswich spanske striker Counago åbnede ballet, mens Bodde og Gomez fik bragt Swansea på vinderkurs midt i anden havleg – til Counago med sin anden træffer sørgede for, holdene fortjent delte point og bliver hermed hængene i midten, hvor de også hører til.
Preston North End 2:1 Reading
Readings fremragende formkurve fik sig et knæk i weekenden. For nok fik ”Hunt” bragt Reading foran inden pausen, hvor Stephen Hunt scorede på det straffe, der var begået mod brormand Noel, men dels var Readings amerikanske keeper Hahnemann i gavehjørnet, og dels var deres islænding Ingimarsson med på den. Han lavede selvmål efter ti minutters spil af anden halvleg, og 10 minutter før tid sørgede Stephen Elliott for, PNE kunne hente en sejr, der i sidste ende var fortjent – da Hahnemann sejlede rundt ude i feltet og gjorde sejrsmålet nemt. Preston er i midten, mens Reading stadig er at finde i top tre.
QPR 2:1 Nottm F.
Forest synes færdige. Efter en lige første omgang skruede londonerne bissen på og gav sig til at underholde de ikke engang 16.000 tilskuere. De scorede først ved Balanta efter 48 minutter og Byzsaky efter en times spil, hvorpå kampen fadede ud. Cooks reduceringsmål, da der manglede fem minutter, fik ikke engang spændingen til rigtig at stige. QPR fik kvalt krisen, mens Forest må se mod League One.
Southampton 0:3 Watford
Southamptons humør er ligeså nemt at gætte som en teenangers mening. Denne dag ville Southampton ikke ret meget og brændte fx hele to straffespark i løbet af kampen, mens Watford og især målmand Lee var i hopla, hvorfor sejrens størrelse endog var i underkanten af det retfærdige. Priskin scorede to gange og Eustace én inden pausen, hvorpå kampen ebbede ud til hjemmepublikummets tydelige mishag.
Wolverhampton W. 2:1 Coventry C.
Ulvene kom på Premier League kurs igen, selv om Coventry fik rystet dem en del i det, der godt kunne få prædikatet ”Rundens mest spændende kamp”. Mifsud bragte udeholdet foran allerede efter fem minutters spil, mens ulvenes midtbanekonge Kightly udlignede kort før pausen, efter Coventry havde undladt at udnytte flere store chancer. Ebanks-Blake bragte hjemmeholdet foran efter en times spil, hvor han udnyttede en Kightly-ripost. Herpå skal begge hold takke en venlig dommer for, de ikke blev reducerede. Fx blev de sidste 10 minutter 3:3 i gule kort! Coventry endte med en sur følelse af at komme med meget, men tage tomhændet hjem. Wolves jublede bare over de tre point.
Crystal Palace 3:0 Barnsley
Barnsley kunne intet stille op. Det var, som om de heller ikke prøvede. Mod et hold som Crystal Palace er det en skrubforkert holdning at have – og kampen syntes allerede afgjort, da Watson scorede på straffe efter 25 minutters spil. I hvert fald pressede CP fortsat på, hvilket gav endnu en scoring til Watson efter en times spil og en afrundende scoring af Kuqi, da der manglede knap ti minutter. Barnsley kan ligeså godt trække billet til League One, hvis dét er holdningen – og CP fik et flot boost i jagten på playoff.
Sheffield W. 1:0 Sheffield U.
Hold da op for et topbrag, de to Sheffield-mandskaber fik givet hinanden. Seks gule og to røde kort, hvor Uniteds Kilgallon røg ud allerede efter seks minutter, hvilket bestemt svækkede udeholdet, mens onsdagsklubbens Johnson fik rødt efter at være skiftet ud – for at losse til vandflasker! Der var et brændt straffe (hjemmeholdet Deon Burton efter knap en time), et flot sejrsmål efter en god halv times spil ved Watson, der loppede den over gæsternes målmand – og ellers bunker af nærkampe i en match, ingen af holdene ønskede at tabe. Med 11 mod 10 det meste af kampen var hjemmeholdet dog overlegent og vandt slutteligt fortjent.
www.voresfodbold.dk
10. runde i CCC
Overskifterne for 10. runde i the Championship er, at Reading satte Burnleys himmelstormere på plads, at Nottingham Forest isoleredes i bunden, at Derby synes at have vendt bøtten, og at Coventry atter fandt melodien.
Barnsley 4:1 Doncaster
I en ægte bundgyser fik Barnsley vendt pausestillingens 0:1 – Brian Stock nettede på straffe efter 10 minutter – til en alt i alt fortjent 4:1 på en ganske flot 2. halvleg, hvor udvisningen af Doncasters forsvarsklippe Darren Moore gjorde adgangen til chancer simpel. Foster, Campbell-Ryce, Macken og Hume scorede på nogle af disse chancer. Begge hold er fortsat under stregen, men Barnsley fik et stort boost, hvorimod the Donnies fik endnu en lussing, der tærer.
Watford 2:1 Preston
Efter en spændende 1. halvleg, hvor St. Ledger bragte gæsterne foran, mens Harley og Tommy Smith scorede for hjemmeholdet, trak Watford sig sejrrigt ud af kampen, da det lykkedes dem at dræbe opgøret efter pausen. Preston havde ikke så meget mere at byde på og virkede mestendels uden selvtillid, mens Watford havde brug for sejren for at komme fri af bunden, så de tre point endte i London.
Birmingham 1:0 QPR
De vil ikke bruge ordet krise i QPR, men det begynder at ligne en krise efter fire kampe, der blot har givet et point til det ambitiøse mandskab. Uden QPR spillede dårligt, og uden Birmingham spillede sig ud, var hjemmeholdet klart stærkest og vandt på veteranen Kevin Phillips’ mål lige inden pausen og overtog således 1. pladsen i rækken.
Swansea 3:1 Wolves
Efter otte flotte kampe på stribe har ulvene mistet pusten en smule og to tabt. Nederlaget mod Swansea kunne der ikke indvendes noget mod, da waliserne var bedst på dagen. Jordi Gomes bragte hjemmeholdet foran i 1. minut, men ulvene viste moral, og Keogh udlignede efter et kvarter. Dog scorede giftige, kulsorte Scotland to gange til for Swansea, efter hhv. 41 og 57 minutters spil, og så løb Wolves tør for moral, men ligger fortsat til direkte oprykning, mens Swansea kan ane playoff’en. Ganske imponerende af det nyoprykkede hjemmehold.
Blackpool 1:1 Cardiff
Blackpool udlignede i overtiden ved Alan Gow, efter Paul Perry havde bragt gæsterne foran i det 83. minut. Forud var gået en typisk britisk kamp, hvor der blev tacklet igennem og fightet hårdt for hver en meter frem for spillet galant og med omtanke – men det var spændende, ingen tvivl om det. Blackpool fortsætter altså den pointmæssige fremgang, og Cardiff fortsætter med at skuffe og er nu smuttet ud af playoffzonen.
Sheffield U 3:0 Bristol C
Beattie åbnede ballet kort før pausen efter en 1. halvleg, der var intens og kunne være gået begge veje. Efter pausen satte United sig på det hele, og Fontaine lavede et dumt selvmål efter 55 minutter, før Beattie efter 69 minutter scorede dagens anden kasse. Kampen ebbede derpå ud, og Sheffield er stadig at finde i playoff’en og virker opsatte på at blive der, mens Bristol sidder fast i midten af rækken og snart må kigge nedad, hvis der ikke er mere moral i truppen.
Charlton 2:1 Ipswich
To mildest talt ustabile midterhold mødtes og gav hinanden en underholdende kamp. Bailey bragte hjemmeholdet foran allerede efter seks minutter, mens Cranie klodset sendte bolden i eget net til 1:1 efter en god halvtimes spil. Tyske Volz ville dog ikke stå tilbage for ham, så han lavede selvmål efter en time, hvorfor the Addicks, der efter kampen meddelte, at nu var playoff’en indenfor rækkevidde, kunne glæde hjemmepublikummet med en sejr over the Tractor Boys, hvis snak om playoff efterfølgende forstummede.
Reading 3:1 Burnley
McCanns trøstmål kort før slutfløjt kunne ikke ændre på billedet af en kamp i hjemmeholdets totale dominans mod en flok spillere, der ellers ankom med stor selvtillid, men tog derfra med et klart bevis på forskellen mellem et godt CCC-mandskab og et potentielt PL-do. Noel Hunt scorede allerede efter fire minutter, og Reading satte sig således på kampen. Stephen Hunt øgede efter 52 og Shane Long efter 64, og Burnley kunne have tabt med større margin, men fik som nævnt scoret til sidst – og udvist Stephen Jordan. Reading ligner bestemt et hold til den direkte oprykning.
Coventry 4:1 Southampton
Coventrys talentfulde trup viste fra første færd, de ville vinde og spillede fremragende og offensivt, uden sydenglænderne synes at have modtræk. Jay Tabb og Leon McKenzie scorede inden pausen, og Leon Best og Leon McKenzie igen efter pausen, med en scoring af Surman imellem, og bragte fortjent sejren i hus. Coventry fik således både troen og deres playoffplads tilbage ovenpå en serie kampe uden sejr, mens Southamptons fremgang brat stoppede.
Norwich 1:2 Derby
Efter kampen kunne Norwich ærgre sig over ikke at have udnyttet, Derbykeeper Carroll så rødt i starten af 2. halvleg efter at have trukket nødbremsen, således straffeskytten Clingan kunne udligne den føring, Rob Hulse havde givet the Rams. Derby kunne glæde sig over sejren, der kom efter en tåbelige fejl af Norwich’ målmand Marshall, som Ellington straffede fem minutter før tid. Eneste skår i Derby-glæden var Carrolls røde kort og forsvareren Leacocks femte gule, der også udløser karantæne. Med Albrechtsens skade in mente står the Rams nu uden sit faste midterforsvar til næste kamp – men efter 6. kamp på stribe uden nederlag begynder man at tro på det i det midtengelske. Og Norwich er nu blot én plads fra nedrykning.
Nottingham Forest 0:2 Crystal Palace
Hvis man ikke vinder sådan en kamp på hjemmebane, hvad Forest så ikke gjorde, står det sløjt til. Crystal Palace spillede ikke videre godt, men vandt, mens Forest spillede uden selvtillid og aldeles hovedløst og tabte derfor fortjent. Ifill og Kuqi scorede på hver sin side af pausen, og det var nok til at cementere Forest i bunden og sende Palace op i midterfeltet.
Plymouth 4:0 Sheffield W
Onsdagsklubben talte før kampen om PL-potentiale og fremdrift – og efter kampen om, der endnu er et stykke vej til toppen. Plymouth lod fødderne tale og scorede tre gange inden pausen, ved hhv. Beevers’ selvmål på vegne af de flinke gæster, samt Paul Gallagher og Jamie Mackie, hvorpå kampen reelt var afgjort. Marcel Seips mål til 4:0 i overtiden var ren kosmetik for et Plymouth i rivende udvikling mod et mandskab, der rigtig nok har potentiale, men rigtig nok også et stykke vej endnu. Plymouth sendte således Wednesday ud af playoffzonen – og sig selv ind.
www.voresfodbold.dk
Spådom
Følgende blev skrevet som optakt til denne sæson, altså, jeg understreger, inden sæsonen gik i gang:
The Coca Cola Championship, eller CCC, som den næstbedste række i det engelske jo kaldes, er nærmest umulig at spå om og som sådan det rene ludomanguf for tjenester som Danske Spil, Bet24 og Ladbrokes m.fl. der lever af at lokke folk til at gætte på udfald.
West Bromwich Albion tog turen op i Premier League, hvilket var forventeligt, da WBA både har organisation, stadion og til dels også økonomi som en Premier League klub, MEN at det lige skulle være Stoke og Hull, som tog sig af de to sidste oprykningspladser, Hull endda efter Playoff-sejr over endnu en overraskelse, Bristol City, på mål af deres Dean Windass, der er på alder med denne skribent – hvilket er nærmere bedstefar- end spydspidsalderen – ja, det beviser, hvor umulig denne række er.
Når jeg alligevel kaster mig ud i et bud på, hvordan stillingen ser ud om 10 måneder, skyldes det alene, mit hold, Derby, atter befinder sig iblandt CCC-klubberne. Nedenfor har jeg dog gjort visse foranstaltninger, der skal sikre, jeg ikke rammer alt ved siden af …
1. – 6. Klubber med oprykningspotentiale .
Derby -
har konverterede US-dollars, en ny trup og en fremragende fanskare samt managerprofilen.
Birmingham –
gearet til PL i en sådan grad, opholdet i CCC bliver etårigt.
Reading –
hvis ikke klubben plukkes fuldstændig for de bærende kræfter, er Reading bestemt i stand til at spille med om oprykning.
Watford –
Elton Johns favoritter spiller sikkert med om oprykning igen i år. En stabil klub med en stabil trup giver gerne stabile resultater.
Wolves –
en storklub, der mangler at blive stor. Potentialet er fortsat til stede, men uforløst. Er det mon i år, det lykkes?
Cardiff –
de vanvittige walisere vil atter spille med musklerne og måske også så meget med bolden, de ender med at rykke op. Finaleplads i forgangne sæsons FA Cup må give et ekstra rygstød.
7. – 12. Klubber med playoffpotentiale.
Bristol City –
havnebyen, der havde sit store opsving under slaveriet i det koloniale Englands ekspanderende år, har to klubber, City og Rovers, som deler byens fanskarer. City var tæt på PL sidste år, men anden sæson viser sig ofte sværere end første. De bliver næppe undervurderet to år i træk, så en plads i randen af playoff må være et godt bud.
Crystal Palace –
i sandheden et flotklingende navn for en klub, der er i klemme mellem alle de andre Londonklubber, men kan overrasket positivt. Der bliver lagt vægt på det tekniske hos krystal-drengene, og det er ikke altid løsningen i CCC…
Preston –
underpræsterede i sidste sæson, men både viljen og økonomien lader til at være gearet til mere. Hermed antaget, at sidste sæson var en enlig, svagelig svale.
Southampton –
er klædt på til mere lir, end CCC kan give, og St. Marys bolchestribede mandskab vil næppe finde sig i, Portsmouth er ene om at sætte standarden for sydengelsk fodbold – men der skal fokuseres mere på stabilitet end momentvist flot fodbold, hvis PL skal nås.
Charlton –
er endnu i PL mode, men med det ubønhørlige pres, Londonklubberne er under, kan Allan Simonsens gamle klub, ambitioner til trods, nemt blive den lille.
Ipswich –
vil formentlig snuse til playoff-pladserne, men heller ikke mere. De lokale drømme rækker dog videre, og måske dette drive kan skubbe til ”the Tractor Boys” og få dem til at pløje i oprykningskampen.
13. – 18. Den bløde mellemvare.
Coventry –
burde være til mere, men er økonomisk presset ned i den bløde mellemvare, hvor salg af spilstyrerne hører til dagligdagens overlevelseskamp.
Plymouth –
rykker næppe ned, da der kæmpes om hver en bold, men i hvert fald heller ikke op.
Norwich –
klubben fattes penge og kunne nemt blive en af sæsonens negative overraskelser. I første omgang tiltros de dog evnen til at slå til, når det er påkrævet.
Sheffield Wednesday –
er ligesom at prøve at fjernstyre en hveps… Det kan blive både en dreng og en pige, men sandsynligheden er dog størst for en androgyn!
Sheffield United –
se ovenfor.
Burnley –
med Brian “the Beast” Jensen i målet skulle man tro, nedrykning ikke kom på tale, og det gør den vel heller ikke. Men meget mere end en mellemplacering sker heller ikke for drengene fra Turf Moor.
19. – 24. Klubber med nedrykningsrisiko.
Nottingham Forest –
uden forstærkninger af større kaliber er arvefjenderne at finde i bunden af CCC fra start til slut. Dette er ikke et udtryk for noget ønske, vi nærer, men en simpel, sober konstatering.
Doncaster –
en svær størrelse at byde på, men umiddelbart kan playoffoprykningen på Leeds’ bekostning vise sig at give bagslag for ellers sympatiske the Donnies.
Swansea –
waliserne får det svært og fremstår umiddelbart som rækkens svageste hold. Fighterånden er til stede, men er det nok?
Blackpool –
en anonym trup i en anonym klub, der næppe vil kunne bære drømmen om fortsat CCC-status til meget mere end overlevelseskamp.
Barnsley –
FA Cup-dagene er ovre, og det er Barnsleys tid i CCC formentlig også. Den smalle trup af fightende lykkeriddere er sammen med Swansea bedste bud på nedrykkere.
QPR –
de bærer endnu trøjer fra dengang, rugby og fodbold gik hver til sit, og en lignende, rugbyagtig ånd er også påkrævet, hvis opholdet i CCC skal sikres. Endnu en Londonklub i klemme mellem de store, og trods en stor kapitalindsprøjtning på vej ned.
Når alt dette så er skrevet, er det vigtigt at have indledningen in mente. Det kan være, vi ender med at må sige: Jeg fik den vist vendt på hovedet!
Og hvis du har hang til hold i CCC, er du da velkommen til at skyde min spådom ned!
www.voresfodbold.dk