Døden skal have en årsag

Jeg vil her fortsætte rækken fortællinger, der indeholder nogle af de små, skøre historier, som også er i fodboldens verden. Takket være bl.a. Knud Lundberg og Fritz Ahlstrøm findes fortællingerne i div. fodboldværker. Suppleret med Google-opslag er de videregivet af undertegnede her.

Døden skal have en årsag.

Når man virkelig brænder for noget, lidenskabeligt, helt ind til benet, er der desværre en stor fare for, at det, man brænder for, også bliver det, der får én til at brænde ud. Dette måtte Chico, en blot 17-årig chilensk hotelpiccolo på grusomste vis sande under VM-slutrunden i 1962, der fandt sted i knægtens hjemland.
Uruguays landsholdsspillere mødte denne Chico på det hotel, hvor de var indlogeret for turneringen. Spillerne tog ham med det samme til sig som deres maskot. Chico var nok lille af statur, men kvik, hurtig i replikken og meget fodboldinteresseret, og han gik straks op i denne rolle som maskot. Det var jo ikke hvem som helst, der havde valgt ham. Det var spillerne fra det land, der havde fostret de første verdensmestre. Og så behøvede han heller ikke bære kufferter. Uruguays ledelse beordrede ganske enkelt hotelchefen til at sætte en anden til det, mens VM stod på.
Chico var derfor ovenud lykkelig, da Uruguay vandt deres første puljekamp med 2-1 over Colombia efter at have spillet aldeles nydeligt. Det sås jo tydeligt, hvilken positiv virkningen han havde på truppen…
Men allerede i den anden puljekamp, der stod mod Jugoslavien, gik det galt. Uruguay kom ganske vist foran efter blot 19 minutter, men allerede inden pausen førte Jugoslavien med 2-1. Og da Drazen Jerkovic scorede til 3-1 i starten af anden halvleg, brød Chico sammen. Han fik et hjerteslag, faldt forover med et skrig, der efter sigende kunne høres på hele langsiden – og døde.
Uruguayanerne følte både sorg over tabet af deres chilenske maskot og en hel del samvittighedsnag. Det var jo næsten deres skyld, at knægten var død. De betalte for hans begravelse og deltog selv deri – for så også at gå ud at tabe den sidste puljekamp 2-1 mod Sovjetunionen, på et uheldigt mål to minutter før tid. En kamp, de ellers havde svoret, de ville vinde for at ære maskottens minde.
At spillerne fra Uruguay dårligt turde vende hjem efter den miserable indsats i Chile, se, det er en helt anden historie.