De kom, de så og de sejrede...

...på Goodison Park...og Carroll fik den endelig i kassen

Høj solskin, den varmeste oktoberdag siden ruder konge var knægt, og tre point til LFC...det er smukt. Det var ikke verdens bedste kamp - hverken fra Everton eller Liverpools side, og det skal da også med det samme siges, at kampen blev præget af et rødt kort, som absolut må blive et af samtaleemnerne på de lokale Pubs rundt omkring i Beatles-byen resten af dagen.

God kamp dommer - synd du ikke så den
Det er måske en overdrivelse, men det fremmer som bekendt forståelsen. Efter 22 minutters spilletid, hvor Everton var spændte som flitsbuer, og objektivt set havde førertrøjen, blev Jack Rodwell sendt i bad noget tidligere end han nok havde regnet med - det var lidt ærgeligt for kampen. Selv med mine knaldrøde LFC-briller synes jeg ikke tacklingen var til rødt. Jo jo - Rodwell kommer måske lidt vel aggressivt ind i tacklingen, men tv-billederne, som vi jo er nogen der er så heldige, at vi kan se igen og igen, viste, at han stort set ikke ramte Suarez...well - rødt kort blev det, og så er den vel egentlig ikke længere.

Den hollandske Duracell kanin
Dirk Kuyt - Dirkie...den flyvende hollænder..kært barn har mange navne - men Den hollandske Duracell kanin, er det jeg finder mest passende. Jeg begriber ikke, hvordan den mand kan straffe sin krop så hårdt. Han løber, løber, løber og løber...hvis han ikke hørte dommerens fløjte - så havde han med garanti feset rundt på banen endnu. Den arbejdsindsats han ligger for dagen, er imponerende for at sige det mildt. Det kan godt være, at han ikke er fodboldens flotte fyr, og han er absolut heller ikke den, der kan tage flest på vristen, men Dirkies engagement, spillelyst og fanden-i-volskhed driver af ham, som duggen fra en frisk-serveret pint i en lummer kælderbar. Tak Dirkie - fordi du igen og igen løber de ekstra meter, arbejder den ekstra tand og giver det sidste du har...du ville blive en god amish - de arbejder også lidt hårdere end os andre. Og så pyt med, at du brændte den største chance man kan få i fodbold...denne gang gik det jo godt.

Carroll - han er det største fejlkøb nogensinde...
...har jeg igen og igen måtte lægge øre til, når diskussionerne er blomstret op hist og her. Og ja - det har ikke været prangende på nogen måde, når man tænker på, at han har kostet det samme, som vi danskere årligt køber dåseøl for syd for grænsen ved det sauerkraut-elskende folk. "Men det tager sin tid, at falde ind på et hold - målene skal nok komme", har jeg chantet for de vantro - og i dag kom der heldigvis et. Godt opspil af Bellamy og The Great Spaniard, Jose Enrique, som sendte bolden stille og roligt ind i den lille box, hvor Carroll ganske sikkert har sin største styrke. 1-0 til Liverpool...Bum. Det er klart, at man forventer mål fra en angriber i den prisklasse, men trods alt gik der ikke så længe før han scorede, som ham der spanieren LFC solgte til Chelsea..ham der...øhhh....ej, nu har jeg glemt navnet...han scorede i sidste uge, og fejrede det med et rødt kort...meget mærkeligt synes jeg, men ham om det. Nu hvor Carroll har prikket hul på den berømte byld, ville det ikke gøre noget, hvis scoringerne kom i en lind strøm...gerne et par stykker mod United også.

El Pistolero - sløj, men dog målscorer
Lad det være sagt med det samme. Det var ikke en vanvittig imponerende indsats Suarez leverede i dag. I det hele taget var offensiven meget idéløs, og det er der ikke råd til, hvis man vil blande sig i toppen. Det blev ellers serveret på et sølvfad, da udvisningen kom, og LFC burde ret beset også have været foran ved pausen. Det skete jo så ikke, men takket være et stort forsvarskiks fra The Toffees fik Suarez alligevel mejslet sig ind, som en af dem man husker efter kampen - sådan er det, at være angriber. Der er dog plads til forbedring mht. attituden. Selv ikke jeg, gider at se når armene bliver smidt i opgivende folder, og han hovedrystende lunter rundt på banen - der må han gerne stramme lidt op.

En grim sejr - men trods alt en sejr
Det var, som jeg indledte med ikke en flot kamp. Der var langt fra det vi så i dag til betegnelsen 'The Friendly Derby'. Men de grimme sejre giver også tre point og heldigvis for det. For en stund er der europæisk fodbold på menuen for Liverpool, men dagen er jo heller ikke slut endnu. Der er lang vej. Offensivt har LFC kvaliteterne, imens jeg er mere bange for defensiven, som bestemt kan blive bedre. I første omgang ved at få den danske viking og Glen Johnson tilbage - forhåbentlig inden næste uges kamp. Men for nu er der plads til at være glad, læne sig tilbage, nyde sejren - og en kold pilsner. Skål for det. YNWA