De uciviliserede

Det er ingen fejl, denne entry er placeret under dansk fodbold. Forklaringen kommer til sidst ...

I 1987 var jeg på sprogskole i Southampton. Hvorfor? Det er sagen aldeles uvedkommende – men det har aldrig forhindret mig i at snakke løs alligevel: Som nyudsprunget, weltschmerzplaget student og Lou Reed impersonator i motorcykellæderjakke og spidse sko af italiensk læder havde jeg søgt optagelse på engelsk på Odense Universitet (det hed det; ikke noget syddansk pis dengang) og følte mig sikker på optagelse, thi adgangskravet året forinden havde heddet 7,4 mod mine 8,1 – men jeg havde glemt Bertel Haarder i dét regnestykke (jeg var så også sproglig). Han satte diabolskbehændigt og drømmeknusende kravet op til 8,2 for min årgang. Rejsen og det seks ugers lange ophold, der var tænkt som en fornuftig forberedelse på mit nu forduftede studium, var dog allerede købt og betalt, så med alternativet arbejdsløshed som drive fór jeg af sted. Det kunne Bertel Bims heldigvis ikke bestemme.

Southampton lå i 1. division (det hed det; ikke noget Premier Leaguepis dengang) og skulle lægge fra land (egentlig en uheldig formulering med Titannic in mente …) hjemme på the Dell (det hed det; ikke noget St. Marypis dengang) mod selveste Manchester United (lige en parentes mere, for at det ikke skal blive for nemt for dig at læse) med Jesper Olsen og vist nok også John Sivebæk på holdet. Romeren Edoardo og freiburgeren Klaus ville gerne med mig til kampen, så vi skyndte os at købe billetter og fik oven i nogle dage at gå og glæde os i.

En af vore lærere, Geoff, mente, vi var sindssyge, for Uniteds supportere ville forvandle hele byen til en krigszone og ikke tage fanger, hvor meget vi end påberåbte os buddhistisk fred og almindelig neutralitet – hvis vi overhovedet kunne nå at sige noget, inden mundtøjet blev presset ind i kraniet på os. Vi lo. Så slemt kunne intet da være. Geoff var i øvrigt selv Unitedfan, men ville ikke slås i hartkorn med den flok præcasual hooligans, der var blevet kendetegnende for hans kære klub – og mange, mange andre engelske klubber på den tid. Som han sagde, gjorde det sagen hverken værre eller bedre, men på den front var de fleste klubber lige gode. Dog var MU stadig det bedste hold …

The Dell hed selvsagt the Hell i folkemunde. The Trash eller Worn-Out havde været bedre betegnelser, for hold op hvor var det slidt med knuksede trappetrin, flækkede og blegnede mure, sønderskudte bander med flossede reklamer og en række ramponerede standere samt kun få rækker siddepladser – og et imponerende, skinnende og veltrimmet metalhegnsbur bag den ene målende til udebanefans. Her stod alle Uniteds do. sammenpressede – mens vi andre stod sammenpressede på de andre tribuner, man syntes høre græde under trykket de få øjeblikke, the Dell ikke genlød af sang.

Heldigvis var vi kommet i god tid. Vi havde planlagt at gå på pub inden kampen, men da vi nåede halvvejs til stadion, havde vi allerede set mere politi end før i vore unge liv. Selv Edoardo, der havde været til Roma v. Lazio, var imponeret – ikke bange eller ved at blive nervøs eller pludselig påvirket af Geoffs maleriske beskrivelse af vor frivillige tur til dødsdromen, bare imponeret – så i stedet for at gå på pub, gik vi mod the Dell i den rigtige overbevisning, at der ville vi være sikrere – ikke fordi vi var bange eller ved at blive nervøs etc., bare sikrere.

På gåturen fik vi en imponerende oplevelse mere: En strækning fra banegården og hele vejen til stadion, hvilket var en lang strækning (alt dette hændte i et andet årtusinde, hvorfor jeg ikke husker den slags størrelser så nøjagtigt mere), men der var simpelthen bereden politi hele vejen, hvis det da er det, man kalder politi på hesteryg for. Vi havde endnu ikke mødt bare én af Uniteds fans, men vi var overraskede alligevel – ikke bange eller etc., bare overraskede – og kunne snildt regne ud, hvad en sådan fan var for en gemen størrelse.

Vi kom ind og fik os en ståplads i forreste geled. Det var én sølle meter fra sidelinjen et lille indersidespark fra midten. Vi glædede os allerede til at kunne klappe wingen på ryggen, mens vi stod og sludrede, så på den pudsige forsamling, der langsomt kom til og fyldte op – og så kunne vi høre dem. Vi kunne høre deres råbende sang, deres grovkåde urskovsbrøl, deres voldssydende ondskabskvad, der lød højere og højere, jo nærmere de kom. Grupper af Southamptons fans prøvede med modsang, men det lød sgu’ lidt spagt.

Og så kunne vi også se dem. De væltede ind i rødtklædte horder som balstyriske vikinger på tordenmjød og mjølnerstimulanser og fløj i stakke op mod hegnet og hev og flåede og spyttede og skreg og smed med lightere og mønter (efter kampen samlede vi i alt fire pund op, nok til en omgang på den lokale) og metalknapper mod os, så man frygtede, de snart ville tabe deres bukser. Og det var bare opvarmningen. Da de to hold løb på banen, gik de helt bananas.

Kampen var OK. Danny (tror jeg nok) Wallace, senere selv Unitedspiller, scorede to gange for hjemmeholdet, og United scorede også to gange (hvem målscorerne var, erindrer jeg ikke, og jeg nægter at google), så begge hold var tilfredse. Og lykkeligvis syntes begge holds fans også at være det. Vi forlod i hvert fald the Dell i god ro og orden, plus enkelte buk efter mønter, mens jeg undrede mig over, Uniteds fans blev stående i deres bur. Det viste sig, de ikke blev lukket ud før en halv time efter. Det sagde en vrissen og opspændt politimand til os, da vi formastede os til at spørge. Havde man hørt mage?! Det svarede til, 09’erne, når de en sjælden gang imellem var oppe i 1. division (det hed det; ikke noget suppeligapis dengang) skulle blive hængende, mens os stribede skred. Umuligt – i hvert fald uhørt (”udansk” var ikke et ord endnu). Edoardo sagde, at det gad man ikke engang i forbindelse med Roma v. Lazio. De fandt jo bare et andet sted at slås, så de kunne ligeså godt slås lige udenfor stadion, hvor politiet allerede var. De kære italienere …

Vi gik ned på den lokale og bænkede vore denimdækkede måse på de dertil hørende barstole og fik den omgang, Uniteds fans havde skænket os. Vi gennemgik kampen og morede os over, jeg havde råbt ”hej, Jesper,” til Jesper Olsen, da han kastede indkast et par meter op ad linjen set fra vor paket. På uhøfligste vis havde han ignoreret mig, men Herregud. Der var også nogle søde piger at kigge på, selv om britiske chicks generelt ikke er de kønneste og gir én indtrykket af, Gud har været fraværende i tankerne, da de røg i formen. Edoardo sendte kække latinoblikke til dem, mens Klaus knappede skjorten op, for han havde hår på brystet. Jeg forpuppede mig mut og reedsk i min tunge, lynlåsbefængte kappe og var heldigvis ligeglad.

Med ét vidste vi, kampen havde været slut i mindst en halv time. Vi var i hvert fald ikke i tvivl om, Uniteds fans var på vej af sted blot få gader fra den lokale. Policens sydende megafonstøj blandede sig med de vildeste krigshyl og de mest indædt gjaldende slagsange, jeg mener at have hørt – og jeg har hørt det meste. Seancen lagde pubben komplet tavs for en stund, selv jukeboxen ligesom døde midt i et nummer, til lyden af invasionsstyrken var forsvundet. Herpå talte ALLE om de uciviliserede fra nord, før den almindelige passiare atter faldt på plads.

Vi blev hængende ganske længe, for dels ville ikke lade Uniteds fans være ene om at give omgange, og dels mente både Klaus og Edoardo bestemt, de var ved at score – til det langt om længe gik op for dem, det var den samme chick, de bagte på. Det grinede vi ad og daffede så, ualmindeligt pænt tillakkede, og ud i den lyse sommeraften og gik tilbage mod de hjem, der så åbent og elskværdigt gav os husly og mad under opholdet – og kunne følge sporene hele vejen. Der var ganske enkelt ikke noget indenfor det berednes grænser, som kunne smadres, der ikke var blevet smadret. Postkasser, lygtepæle, stativer, husruder, biler, flasker. Et sted lå der en halvt afbrændt Southamptontrøje. Et andet sted en dunk benzin. Et tredje sted lå der, hvad der grangiveligt lignede et træben, til vi så, det var et rundboldbat (Klaus mente ganske vist, det var til baseball) med skræmmende lange søm i, der stak ud på kryds og tværs. Et fjerde sted lå der en død, halvt fortæret solsort. Det kunne selvfølgelig skyldes en kat, men vi var sikre på, det skyldtes en Unitedfan, der var blevet blodtørstig på hjemvejen. Et femte sted lå der en flænset cykel ved siden af en mærkelig, svastikatilmalet dukke, som lignede en blanding mellem en deform ballon og en kvinde med nogle temmelig markerede huller i. Edoardo sagde, det var en Lolitadukke, som en ensom mand kunne bruge, hvis han ikke havde råd til en luder. Åh, jeg var sgu’ så uskyldig og rødmede over at have spurgt. Et sjette sted lagde Klaus sig og kastede et par pints op. Vi var enige om, det også skyldtes United. Et syvende sted satte vi os og delte en joint, Edoardo havde med. Herpå fortoner aftenen sig.

Søndagen gik med nedersaksiske tømmermænd og forberedelse af en tekst, jeg var sat til at gennemgå på klassen dagen efter. Det var svært at koncentrere sig. Jeg var fraværende som Gud, da Han hældte hunbriten i formen. Når mit hoved ikke værkede med overhængere, værkede det med gårsdagens oplevelser. Jeg kan huske, jeg tænkte, at sådan blev det heldigvis aldrig i Danmark. I Danmark ville man altid kunne gå på stadion side om side med modstandernes fans. I Danmark var der ingen uciviliserede.

Det første Geoff sagde til mig om mandagen, var: ”I’m glad you made it.” Det var jeg pludselig også. Jeg var ikke længere i tvivl om, det svarede til at trodse døden at gå på stadion i England og slippe levende derfra. En hvid rotte eller blind mår ville have lært af det første gang og aldrig have gjort det mere, men mig forhindrede det dog ikke i at gå på the Dell to gange til – begge gange pudsigt nok alene (og hermed ingen sammenligning mellem mine to venner og div. dyr) – og se Southampton spille mod hhv. Wimbledon og QPR. Førstnævnte ankom så også kun med en fanskare a la FCNs, var ganske fredelige at skue og kunne vist ingen sange, og sidstnævnte kunne det lokale politi klare uden heste. Men jeg gøs lidt alligevel.

I øvrigt tog det hele ugen at få ryddet op i byen efter mødet med United. Godt der ikke er danske byer, der har det sådan, når deres stolthed har lagt græstørv til en fodboldkamp. Godt man ikke skal frygte at blive slået i hartkorn med nutidens slagsbrødre alene af den grund, man følger et fodboldhold og fx blive udstillet i Fyens Stiftstidende og fremstillet som uciviliseret, fordi man går i march mod fodboldvold. Godt man i det hele taget kan gå stille og frygtløs på stadion, hvem ens hold end skal møde. Ih, hvor dejligt.