Der er dømt tvivl - igen!

http://www.voresfodbold.dk/content/og-der-er-d%C3%B8mt-tvivl

I forlængelse af min blog om den pågående debat af brugen af tv-billeder i forbindelse med fodboldkampe (jf ovenstående link) kommer her et par grelle eksempler på situationer, hvor billeder vist hverken kunne gøre fra eller til. Det er samtidig en lille historietime i emnet Copa Libertadores.

CL
Den sydamerikanske Champions League, Copa Libertadores (pudsigt nok: CL), skabtes efter et par års tilløb på et møde i COMNEBOL, det sydamerikanske fodboldforbund, i 1960. Den første turnering havde kun deltagelse af syv ud af ti mulige mesterhold. Mestrene fra Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Peru og Uruguay deltog, mens Paraguay, Ecuador og Venezuela lod deres mestre blive hjemme.

I begyndelsen havde turneringen i det hele taget kun begrænset succes iblandt de ellers fodboldgale folkeslag i Sydamerika, men efterhånden som det gik op for disse fans, at div. landes interne rivalisering havde fået en fodbold-katalysator, steg begejstringen. Fra 1966 stillede hvert land således med to hold hver, og dermed fik turneringen 20 deltagere. Og den blev ganske enkelt rasende vigtig for de store klubber i Sydamerika og deres supportere, at det ikke var uden risiko at dømme kampene …

Wright – or wrong?
I en CL kamp fra 1979 tog et åbenbart overmotiveret Clube Jorge Wilsterman fra Bolivia imod et mindst ligeså stålsat Olimpia Asuncion fra Paraguay. I en komplet sindssyg kamp, hvor spillerne nærmest drev klapjagt på hinanden, slap en boliviansk spiller i anden halvleg bl.a. fra et nærmest gadevoldsagtigt overfald på dommeren, den brasilianske Roberto Wright, med et gult kort. Der var allerede udvist så mange af hans holdkammerater, at en udvisning mere ville betyde, kampen skulle fløjtes af, da man jo skal have mindst otte spillere på banen for at måtte spille. Og det var dommer Wright ikke helt sikker på, han turde.

Tilskuerne tilsluttede sig dog den bolivianske spillers vrede og gav sig til at bombardere dommeren med div. forhåndenværende kasteskyts, når han kom indenfor rækkevidde, hvorpå Wright afbrød kampen i en snes minutter, til 120 politibetjente var blevet posteret rundt om banen for at beskytte ham.

Helt galt gik det alligevel, da en bolivianer lavede en tackling, der fik Bruce Lee til at ligne en spejderdreng med podagra og sad i brystkassen på en paraguayansk modspiller. Wright havde intet valg. Wright måtte gøre the right thing – altså give rødt kort og derpå fløjte af.

Klyng ham op!
Så gik tilskuerne ellers amok. Flere hundrede forcerede rækværk og politi, og politiet var ude af stand til at beskytte Wright, der flygtede ned i sit omklædningsrum, som han barrikaderede. Selv om det tyndede ud i det angrebslystne publikum, var der alligevel en del af de mest aggressive, som fik fat i noget, der kunne agere rambuk, og de gav sig til at bryde dør og murværk ned til omklædningsrummet.

Da dør og murværk kollapsede lykkedes det Wright i ly af støv, puds og knuste murbrokker at flygte ud på banen igen, hvor han dog slutteligt blev fanget. Adskillige mænd holdt ham fast, mens andre gik ud for at finde et reb at klynge ham op i! Redningen i form af en årvågen og solidt bevæbnet politimand dukkede dog op, og han fik Wright bragt i sikkerhed, inden hans dommergerning kostede ham livet.

Vold lig med succes
En anden og meget sigende hændelse, der viser, når vreden kammer over, tager udgangspunkt i den egentlig udmærkede angriber Salinas, der spillede på det kendte, argentinske hold Boca Juniors. Under en kamp i Copa Libertadores i 1978 prøvede Salinas direkte at kvæle dommeren, hvilket et par dage senere gav Salinas et halvt års karantæne. Når et mordforsøg giver et halvt års karantæne, kan man så fundere over, hvor meget/lidt det havde givet, hvis Salinas ikke var blevet afbrudt i sit forehavende og faktisk havde myrdet dommeren.

I det hele taget lader om ikke vold, så i hvert fald yderst fysisk fodboldspil til at have været vejen frem mod succes i sydamerikansk fodbold i slutningen af 1970’erne. Boca Juniors vandt Copa Libertadores i både 1977 og 1978, og en statistisk over deres kampe i den sydamerikanske cup fra de to vinderår viser, at de i hvert fald mht. frispark ikke var Juniors: Boca-spillerne lavede i gennemsnit 30 grove frispark tilsammen pr. kamp.

Selvfølgelig ”hjælper” det på statistikken, at det lykkedes Boca-spillerne at komme helt op på 45 grove frispark i enkelte CL-kampe, hvorfor der må have været opgør, hvor de ”kun” lavede en 15-20 stykker …

Ikke helt så slemt mere
Det skulle ikke være så slemt mere på de breddegrader. Efter sigende skulle virakken omkring CL minde meget om den begejstring, som vi føler og viser i forbindelse med Champions League og ikke andet.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om det, for jeg kan ikke se CL-kampe på mine kanaler – tror jeg nok – og må nøjes med denne turnerings historiebøger. Men det er sandt for dyden også drabelig læsning, der ikke behøver uddybende tv-billeder.