Det vidunderligste mål

Jeg tror, jeg har set 3000 fodboldkampe i mit liv. Alt inkluderet – og sikkert meget lavt sat. Det er jo ikke engang et snit på én om dagen i 10 år. Desuagtet har jeg derfor været vidne til mange ting. Meget har fået mit blod til at pumpe inderligt, noget har rørt mig til husbehov, mens andet nærmest har efterladt mig skindød med eftertanken: Hvorfor spildte jeg dog tid på det?

Jeg har set Allan Simonsen score sejrsmålet på Wembley. Jeg var der selv. Min storesøster og jeg taler endnu om Danernes kamp mod Den røde Hær på Grundlovsdag 1985, da demokratiet slog diktaturet – eller hvad der nu end skete – for vi så den sammen i tv-stuen i rækkehuset i Vollsmose, hvor vi boede. EM-finalen glemmer jeg heller aldrig. Hvilken eufori. Hvilket projektil – ramt lige i røven. Og nej, der var bestemt ikke hands på mål nummer to. Glem det, tyskere. Og hvilken scoring til de fantastiske og nødvendige 2:0 den unge Bisgaard lavede for de stribede nede i Madrid! Osv.

Men for mig er der ikke noget, der er bare på højde med to specifikke oplevelser. Den ene vil blive genfortalt nedenfor. Den anden må vente, til min datter Marie får opfyldt sit løfte og begynder at blogge her på sitet. Så kommer dén fortælling.

Intet mål har fået mig op at køre som et sejrsmål, jeg var vidne til i en flad, vestsjællandsk kirkeby en lørdag middag i efteråret 2006, hvor jeg overværede en kamp mellem det lokale hold fra FB, der spillede mod giganterne fra storbyen Holbæk. Der er flere pudsigheder ved denne kamp. For det første var der kun ti mand på banen – ad gangen. Fem på hvert hold, altså. For det andet kunne banen stort set ligge i et almindeligt straffesparksfelt. For det tredje regnede det på P-pladsen 10 meter bag os, men bygen kom aldrig ind over banen. For det fjerde var det den første gang, jeg var til stævne som træner for min egen søn. Og for det femte skulle vi møde altså møde Holbæk i en kamp om at vinde stævnet – Holbæk, som vi ellers, naturligvis før min trænertid, havde tabt til to gange tidligere på året. Første gang 10:1. Anden gang 5:1.

Vi kom da også bagud med det samme. De gav bolden op, spillede den lidt rundt og fes så ned og scorede. Men det var der ikke noget underligt i. Dels kørte vi, i.e. medtræner Søren og jeg, et yderst pædagogisk rotationssystem, hvor vi havde satset på at vinde de tre første kampe – hvorfor vi i fjerde og sidste altså måtte stille med de spillere, der nu stod for tur. Uden blusel kan jeg sige, at min knægt dermed var sat på bænken. Og dels vidste vi jo alt om Holbæks styrke.

Dog, kort efter Holbæks føringsmål skete uheldet, eller hvad man nu skal kalde det: Den dreng, der skulle spille hele kampen, fordi det var hans tur, fik en bold lige på næsen. Han blev lettere tummelumsk – og sikke meget blod, der dog kunne komme fra hans tud. Dommeren fløjtede af med det samme, så vi kunne få vor blødende helt af banen. Knægten kom ind i stedet. Den anden dreng på bænken stod egentlig for tur, men Søren ignorerede min antydning af dette. Så knægten gik hen og vandt dommerkastet – en naturlig følge af uheldet – driblede forbi tre mand og hamrede udligningen ind. Jeg selv så ikke målet, for da var jeg travlt optaget af at hente servietter i klubhuset til blodtuden. Men det var sådan, Søren beskrev det.

Vi gik til pausen med 1:1 efter en overraskende lige halvleg. Vi troede faktisk på det. Vi kunne mærke, miraklernes tid måske ikke helt var forbi. Jeg spurgte far blodtud, om sønnike blodtud skulle tilbage på banen. Sørens dræberblik, sendt fra det inderste kammer af hans smukke vinderinstinkt, sved forfærdeligt, men ret skulle være ret. Far blodtud mente, at det skulle sønnike blodtud naturligvis, men heldigvis var mor blodtud med. Hun mente, det kun var fodboldidioter som os, der overhovedet kunne finde på at overveje det. Søren sagde underligt nok, mens han pegede på mig, at: ”Ja, det sagde jeg også til ham!” Dén lo vi ad i flere måneder …

Vi holdt ved gennem anden halvleg. Holbæks træner havde inden finalen proklameret, at de jo ikke havde tabt en kamp hele året – og da heller ikke ville gøre det nu. Spillerne må have tænkt det samme, til de altså begyndte at tvivle, så klynke, derpå skændes og til sidst at slå op i banen. Vores kløede bare på. De fightede som bulldogs. De spillede hinanden, løb i huller, fintede – men brændte desværre.

Belønningen kom dog i sidste minut. Vi fik hjørnespark. Umiddelbart lignede det en fejlkendelse, hvad flokken af Holbækfolk da også råbte op om, men jeg er sikker på, en slowmo ville have givet dommeren ret. Naturligvis var der hjørnespark. Vi havde til netop den slags en indøvet detalje: Knægten skulle blive tilbage på midten og så snige sig med frem til langskud, når vor dødboldsspecialist lagde an. Den havde vi brugt med succes flere gange på selve dagen. Tre eller fire æsker var det blevet til på den konto. Hvor er det dog vidunderligt, når noget, man øver, lykkes! Det er de øjeblikke, man især lever for som træner.

Men, men, men, Holbæk havde luret os – så træneren brølede, at en spiller skulle løbe op og dække ham den lille rødhårede. Det var så knægten han mente. Han var i hvert fald den eneste rødhårede på banen. Lille var han også. Skuffet over at blive mandsopdækket af en vældig holbækker tøffede han alligevel lidt frem, mens hjørnesparket hårdt og fladt blev taget. Det var nemlig plan B. Kunne vi ikke komme til langskud, prøvede vi lykken. Holbæks forsvar clearede med en gevaldig ballonbold til følge.

Og nu kommer det, som vi alle har ventet på – eller rettere det, som jeg har glædet mig til at fortælle: Ca. midtskibs på Holbæks banehalvdel og en kende til højre tog knægten bolden ned med en retningsbestemt tæmning, der fulgte ydersiden af højre fod – bevidst eller ubevidst, det så i hvert fald overbevisende ud – og han kom derved forbi sin oppasser. I næste bevægelse huggede han langskuddet af sted. Og jeg kunne følge skuddet hele vejen. Det faldt lige ud for min vinkel. Jeg kunne se kuglen rejse sig i en stram, lige linje, der i hvert fald vidnede om, at nok kunne tæmningen være et udslag af held, men knægten vidste bestemt, i hvilken retning han sendte skuddet. Mellem venner og fjender og som trukket på en stålwire havde bolden fastfrosset kurs mod krydset i modsatte side.

Jeg fik en klar fornemmelse af, at noget ville komme i vejen. Holbæks målmand var yderst kapabel. Det havde han bevist mange gange. Der var også deres bageste mand. Han var frygtløs. Han havde tidligere i kampen sat hovedet på i hvert fald to kanonkugler fra knægtens fod. Derudover lignede det, at skuddet faktisk var en my for vinklet. Jeg var rede i sindet. Vi kunne måske nøjes med uafgjort. Vi havde ikke regnet målscoren sammen endnu, men måske var uafgjort nok til at vinde stævnet. Ellers havde vi gjort det imponerende alligevel.

Men der kom ikke noget i vejen. Og vinklen fejlede ikke det mindste. Jeg stirrede som en vantro, da kuglen smaskede ind i krogen med sang fra et metallisk klask, der genlød som i det skønneste kvad nogensinde sunget. Jeg sandede først, det var virkeligt, da Søren hoppede op på min ryg, mens han brølede j a a a a a a h. Så vågnede jeg og brølede med og så, hele vores forældreflok gjorde det samme. Det var nærmest en religiøs oplevelse …

Jeg tør godt indrømme, jeg ikke tænkte på meget andet i flere dage derefter. Jeg afspillede seancen på min indre dvd med kun øjeblikkes mellemrum, så snart jeg kunne komme til det. Suset af lykke og stolthed var det samme hver gang. Ord er næsten en for fattig udtryksform til at gengive det.

Siden er det blevet til mange flotte indsatser fra knægtens fødder, og Holbæk er blevet slået flere gange derefter. Knægten er bestemt ingen Messi, Kaka eller Bendtner, men han er en udmærket fodboldspiller, som scorer jævnligt og laver mange assists, som oplæg til mål selvfølgelig hedder på moderne dansk. Først og fremmest kæmper han dog på holdets vegne, hvilket er alfa og omega for enhver fodboldfan. Og så elsker jeg jo den lille, rødhårede gut og bliver lykkelig over at se, hvor normal og kammeratlig og (fodbold-)glad han er. Og mens jeg skriver disse linjer, bliver jeg atter helt varm om hjertet – ikke rørstrømsk, da det er såre usømmeligt i disse år, hvor alfahannen råder – ved at tænke på, han har scoret det vidunderligste mål, jeg ved. For det har knægten. Det var sejrsmålet til 2:1 over Holbæk i en 5-mandskamp i efteråret 2006. Det regnede på P-pladsen 10 meter bag os. Ikke en dråbe faldt på banen.