En blasfemisk tanke

Jeg får nu og da – i et splitsekunds del af et minimalt øjeblik – den tanke, at jeg kan ændre på the sins of the fathers …

Hvis nu man forestillede sig, at man gik rundt og holdt med en klub, der altid tabte. Ville det så være rigtigt at føre denne passion videre på sit ophav?

Burde man ikke tænke på afkommets vel og således præge det til at holde med en klub, der vandt?

Hvis man tænker tanken endnu videre og forestiller sig, man holdt med en klub, der ikke har haft en stjernestund siden, velan, hvad skulle det være? fx 1975, var det så ikke på tide på opportunistisk vis at ophæve forbandelsen og fise ud i nærmeste sportsbutik og købe en – stadig ganske hypotetisk, understreger jeg – asiatisk børnearbejdsfremstillet trøje med Manchester United eller Arsenal eller endog Barcelona, hvis denne blasfemiske tanke skulle trækkes ud af England og ind i fastlands-Europa, således afkommet kunne spejle sig i optur og kammeraternes misundelse i stedet for at forfølges af spørgsmål som ”hvem er det?” eller ”er det ikke hestesport?” eller andre tåbeligheder?

Ja, i et splitsekunds del af et minimalt øjeblik, var det så ikke netop det, man burde?

Men heldigvis kommer man til fornuft med samme hast, som man kom til ufornuft. Man ved jo lykkeligvis bedre end næsegrus falden for pop og mesterskabsstjerner ved logoet og hype og andet utidighed – om ikke andet, så fordi det jo går op og ned i fodboldens verden. Det er i hvert fald det halmstrå, man har at klynge hele sin fodboldkærlighed til. Og om ikke andet er det da 100 gange mere charmerende at holde med en underdog end med de lette greyhounds, der løber rundt i det forjætte PL/CL-land og fører sig frem. Det er det bestemt.

Så jeg trykker confirm og har således igen betalt for endnu en omgang Derby-udstyr til alle mine børn.