En tur til Skotland

Sådan har det været i mange Herrens år. Sådan er det igen i år. Celtic og Rangers er efter få kampe rykket fra andre hold i den skotske Premier League. Nedenfor følger et tilbageblik på dengang, der senest var mere end to hold at tage alvorligt i Skotland – og det endda mere end blot indenfor landets grænser.

Skotsk spænding
Celtic Glasgow med de katolske rødder og Glasgow Rangers med den protestantiske baggrund er altdominerende i den skotske Premier League, som gang på gang prøver at spejle sig i den store stik syd, men spillemæssigt kun sjældent og aldrig konsekvent kommer op på englændernes niveau. Der synes ganske enkelt at mangle den ugentlige konkurrence, når så mange kampe trods alt har en bismag af walk over for de to bedste.
Sådan var det dog ikke tilbage i slutningen af 1970’erne og begyndelse af 1980’erne, hvor skotsk fodbold havde en pludselig opblomstringstid og hele fire, der spillede med i toppen af ligaen og i de europæiske cups.

Dundee United
I 1983 blev Dundee United mestre for første og hidtil eneste gang i klubbens dengang 73-årige historie. Skæbnen havde villet det således, at de i sidste runde skulle møde bysbørnene fra Dundee FC, der ganske vist ikke havde det store at spille for, men bestemt ikke havde tænkt sig at forære mesterskabet til deres værste rivaler. Anført af holdkaptajn David Narey sled United sig dog til den vigtige sejr, og de sluttede derfor med 56 points – ny rekord i tiden med to points for sejr – blot et sølle point foran både Celtic og Aberdeen, der fik hhv. sølv og bronze.
Året efter nåede Dundee semifinalen i mesterholdenes Europa Cup, og i 1987 lykkedes det dem som det første skotske hold nogensinde at nå frem til finalen i UEFA Cuppen, som de dog tabte til IFK Göteborg, der dermed gentog bedriften fra 1982, hvor svenskerne slog Hamburger SV med århusianske Lars Bastrup på spidsen.

Aberdeen
For ”the Dons”, som Aberdeen kaldes, ville man umiddelbart synes, det var fantastisk med bronze i 1983. Men det var det ikke. Dels vandt de i 1980 deres første mesterskab, så de havde fået smag for mere, og dels var klubbens manager, der blev hentet i St. Mirren i 1978, navnkundige Alex Ferguson, der er identisk med Manchester Uniteds nuværende do. Han var ligeså ambitiøs dengang som nu og så stort på, han var havnet i en skotsk udørk uden de store fodboldmæssige traditioner. Han ville vinde.
Under hans ledelse gik Aberdeen på få år fra at være et udmærket midterhold i den skotske liga til at være en trussel mod de absolut største, både indenlands og udenlands. I 1980 var det som nævnt lykkedes Aberdeen at blive mestre, hvilket de skotske medier umiddelbart morede sig en del over, faktisk på linie med de danske, da Herfølge lavede deres mirakel – men modsat Herfølges ”one hit wonder” gentog Aberdeen kunststykket gentaget i både 1984 og 1985.
Hvorefter de to store Glasgow-klubber igen satte sig på flæsket…

Aberdeens finest hour
I 1983, Dundee Uniteds mesterskabssæson, vandt Aberdeen for andet år i træk den skotske pokalfinale over Glasgow Rangers (i 1982 blev det 4-1, i 1983 ”nøjedes” de med 1-0), hvilket blev fejret på behørig vis – men slet, slet ikke i samme grad, som ”Glory of Gothenburg” 10 dage tidligere var blevet det.
Real Madrid skulle møde Aberdeen i pokalvindernes finale i 1983, og alt pegede i retning af en spansk sejr, for Real Madrid synes på forhånd at være et taktisk bedre og teknisk dygtigere hold end de skotske fightere. Men de fine finter fra Den iberiske Halvø viste sig ikke kun at have de tunge tacklinger fra De britiske Øer mod sig. Himlen var heller ikke med dem. Regnen væltede ned over Sverige …
Finalen blev spillet på Ullevi Stadion i Göteborg (eller Gothenburg på engelsk, deraf ”Glory of Gothenburg”). Banens beskaffenhed mindede hurtigt om konsistensen af underlaget i en fræk omgang mudderbrydning, og skotterne følte sig ikke underligt bedst til rette på dette underlag. De var og er ikke ubekendt med timelangt regnvejr og dårlige baner med ligeså mange vandpytter som græsstrå. Alligevel spillede spanierne, da de endelig kom i gang, faktisk bedst i lange stræk af den ordinære spilletid, hvor madrilenerne havde mange fine tiltag, bl.a. takket være den tyske midtbanegeneral Uli Stielike og den kvikke angriber Santiliana – men det var Aberdeen, der scorede først efter blot syv minutters spil ved den unge striker Eric Black. Reals lille, vævre angriber Juan Gomez Gonzales, bedre kendt som Juanito, udlignede dog på straffespark allerede i det 15. minut.
Resten af kampen var der mange pæne opspil og en del chancer, hvoraf de fleste altså tilfaldt den kongelige, spanske hovedstadsklub. ”The Dons” havde en klassekeeper i landsholdsmålmanden Jim Leighton, og han tog sig fermt af det, som stopperne Alex McLeish og Willie Miller ikke fik raget væk, og på midtbanen stred lille Gordan Strachan for at holde styr på Uli Stielike, hvilket lykkedes ganske pænt, selv om den lille, rødhårede hidsigprop var oppe imod en bedre boldspiller.
Dette umiddelbare spilovertag til Real Madrid så indskifter Hewitt, som havde erstattet målscorer Black sidst i anden halvleg, dog stort på, da han i den forlængede spilletid scorede målet til 2-1, der samtidigt viste sig at være afgørende. Alex Ferguson og hans skotske ildsjæle fik slutteligt overtaget, da banen havde trukket de sidste kræfter ud af de fornemme, spanske ben, og de konditionsstærke fightere kom til deres ret. For en type som Gordon Strachan syntes det næsten umuligt overhovedet at holde op med at løbe igen …

Én gang Ferguson, altid Ferguson
Men en Ferguson-sejr kræver også en Ferguson-kommentar. Han er en giftig herre. Så jeg lader et klassisk Ferguson-citat være den kommentar, der leder hen mod denne entrys afslutning. Ifølge Politikens Fodbold hvem-hvad-hvor 1983/84 sagde han: ”Real havde de bedste spillere. Vi havde det bedste hold. Desuden måtte vi vinde, fordi vi var det sidste britiske hold. Havde vi tabt, havde vi bare været et uheldigt skotsk hold.”
Ferguson rejste jo derpå til Manchester, hvor han siden har fejret store succeser, alt imens skotsk fodbold stort set har stået i stampe. Et enkelt svalefløjt i en UEFA Cup finale gør ingen fodboldsommer!

Skotske tilstande
Lige siden midten af 80’erne har den skotske turnering altså været gabende forudsigelig og hamrende kedelig – i hvert fald set udefra. I en periode på 5-7 sæsoner lykkedes det både Dundee United og Aberdeen at franarre de to store Glasgowklubber opmærksomheden, men siden hen er der intet sket på den front. Nærmeste udfordrer synes Hearts at være, men trods oligarske forbindelser og store løfter tror man ikke rigtig på det. Der er til stadighed skotske tilstande i Skotland.
Nu er Skotland dog sat på landkortet hos voresfodbold.dk – og det kan jo være, det sætter lidt skub i forfølgerne!