Er der nogen der ved, hvor målet står?

...Liverpool spillerne vidste det ikke i lørdags.

Herre jemini – endnu engang var det de store afbrænderes dag – da Liverpool lørdag tog imod oprykkerne fra Swansea. Kampen blev en lidt tam affære – fordi Swansea ikke rigtig bed fra sig, bortset fra på deres kontrachancer. Selvom The Swans dog skal have ros for at gøre en god indsats. Men mest af alt fordi Liverpool ikke formåede at lukke kampen – eller som en af de andre gæster på pubben så sjovt formulerede det ’Liverfool spiller som vi kender dem’ – ak ja – en sjov joke, at kalde dem Liverfool…i 80’erne – ikke engang efter adskillige pints, ville jeg synes det var sjovt, men fornyelse er åbenbart ikke det helt store hit blandt alle LFC hatere. Nå, tilbage til kampen.

Store afbrændere, tenniscifre og må vi så få nogle flere mål…
2. halvleg var klart mest ophidsende, som det jo nærmest plejer at være. Selvom Carroll havde en ret stor afbrænder i første halvleg, som vel nok var kampens største chance, tog det lige lidt tid, inden The Reds kom i omdrejninger. En lidt sjov, eller nok nærmere tragikomisk statistik fortæller, at det er tiende gang Liverpool rammer træværket. Det er de altså gode til i Pool – det kan ingen tage fra dem.

Hele 2. halvleg – undtaget de momenter, hvor kontraen blev sat i gang af LFC-fejl, stod der Liverpool på. Jeg skylder dog lige, at sende en tak til Pepe, som i et par tilfælde fik reddet æren for LFC (så glemmer vi sidste uges fadæse af spanieren lidt hurtigere). Mon ikke Swansea også sendte deres tanker til deres keeper i de døende minutter, hvor han diskede op med et par pragtredninger, som reddede dem det ene point.

Bolden blev sådan set flyttet godt nok rundt, selvom der var rigtig rigtig mange dumme boldtab, men i front blev der brændt chancer, som bare ikke må brændes i ’den slags kampe’. Det er efterhånden en godt slidt kliché, at Liverpool ikke vinder de ’nemme’ kampe – men weekendens resultat er bare en reminder om, at LFC stadig ikke er vokset fra de komplekser, som de kæmper med, når de ’små’ hold kommer på besøg.

Jeg savner de dage, hvor modstanderne bliver savet midt over, og ryger hjem med tenniscifre – lidt ligesom da City var på besøg på Theater of Broken Dreams ved bysbørnene sidste weekend. I ved – dem der, som kalder sig røde djævle – men som den dag var statister i egen hule - hvor kan man da stadig glædes over det resultat. Det ville glæde mig meget, hvis Liverpool bare én gang i nærmeste fremtid kunne prøve at score mere end to mål, som indtil videre kun er sket mod Bolton, hvis jeg eller husker rigtigt. Meget gerne søndag d.20 – hvor Chelski tager imod Scouserne. Jeg frygter egentlig ikke den kamp så meget, som den netop spillede kamp mod Swansea.

Som sagt har Liverpool komplekser mod midter- og bundholdene – mens de rent faktisk plejer at spille ret godt mod dem der blander sig i toppen. En sejr søndag er derfor absolut ikke urealistisk. Og så er der jo også en del – skal vi kalde det uro, omkring Chelski i denne tid. Terry er anklaget for racistiske bemærkninger, og så sidder der vel også en øretæve på 3-5 til Arsenal og spøger et sted i baghovedet på spillerne. Det har man da lov til at håbe.

Straffe, offside og tredje pointdeling i træk
Nå – tilbage igen. Selvom LFC brændte store chancer fik de ikke det straffe, som faktisk var der. Suarez blev igen nedlagt i feltet – da støttebenet blev fjernet på ham, men dommerens fløjte var tavs. Vi kan diskutere det til hudløshed, men jeg synes ikke han divede i situationen. Men man ligger som man har redt – og jeg kan derfor kun sige ’tør øjnene og tag en kiks’ til mig selv, for straffet blev ikke dømt, og sådan er det – færdig, BUM.

Jeg kan endda ikke engang brokke mig over, at Kuyt blev dømt offside, da han endelig fik stanget bolden i kassen, og alle inklusiv ham selv troede, at han blev dagens helt. Linjevogteren stod og flagede, og der var heller ingen tvivl. Der var desværre offside – så duracell-kaninen Kuyt blev ikke dagens mand i skysovs alligevel. Æv bæv.

Kampen endte så, som den startede, og det er nu sket i de sidste tre hjemmekampe, at LFC kun har fået ét point. Kors hvor er det bare frustrerende. Men der kan ske ting og sager. Hvis drengene i rødt lige napper en Chelski-skalp og Aston Villa ellers gider at tæve Spurs, og Norwich tager point fra Arsenal – så er det pludselig sjovt igen. Men hvor er det da tragisk, at Liverpools succes er betinget af andre resultater – det havde været sjovere, hvis de bare selv kunne sørge for de gode resultater. Men det er svært, når man spiller uafgjort, så snart man får chancen – og når man i øvrigt kun har været i stand til at score sølle 14 mål i 11 kampe. Derfor ville det også pynte på målscoren – hvis Suarez og co. Lige lavede en ordentlig håndfuld træffere når turen går til London. Jeg håber King Kenny fortæller dem hvor målet står - og lur mig, om der så ikke også står lidt skudtræning på programmet i de kommende uger. Det burde der i hvert fald gøre.

YNWA