Før landsholdets genfødsel

Her på tærsklen til VM 2010, hvor Danmark heldigvis er med, er vi endnu mange, som kan huske, dengang Danmark aldrig kvalificerede sig til en skid!

Smudsige proffer
Derfor er vi lykkelige for overhovedet at have kvalificeret os til det fine selskab, og vi forlanger ikke så meget mere af Olsenbanden. Det kan sagtens være, vi lyder lidt roligan-lalleglade, men det er godt gået, vi er med, og længere er den ikke.
Som en reminder om den tid, hvor Danmark tabte de kampe, der lå mellem de hæderlige nederlag, kommer nedenfor en hurtig gennemgang af den sidste VM-slutrunde, hvortil Danmark prøvede at kvalificere sig UDEN professionelle spillere.
DBU havde jo frem til 1971 den holdning, at professionelle var etisk besmudsede og ej fine nok til det danske landshold. Mystificerende …

VM 1970
VM i 1970 blev en stor succes på alle planer. Værterne ved VM i 1970 var så også trænede i at afholde store arrangementer, for Mexico City havde i 1968 lagt rekordskabende højder og faciliteter til De Olympiske Lege. Så nok var og er OL berammet til én by og ikke et helt land, som VM har været det siden 1934 (det første VM i 1930 afholdtes VM i Uruguays hovedstad Montevideo), men det krævede/kræver stadig et helt lands vilje at afholde.
Og spillemæssigt var det ganske enkelt det hidtidige højdepunkt i fodboldens historie.
Fem byer lagde stadion til – udover Mexico City var det Pueblo, Toluca, Guadalajara og Leon – og det var rigeligt, for dengang var der blot fire grupper a fire hold, som mødtes én gang med hverandre til to point for sejr og ét for uafgjort, og hvor de to gruppevindere kvalificerede sig til kvartfinalerne.

Grupper
Slutstillingerne i gruppespillet endte således:

A. Sovjet, Mexico (begge med 5 point), Belgien (2) og El Salvador (0).
Sovjetunionen, som nu jo ikke findes som andet og mere end en parentes i verdenshistorien, vandt altså gruppen, men efter lodtrækning. Efter nutidige termer var deres målscorer bedre end Mexicos – nemlig 6:1 mod 5:0 – men dengang talte man kun forskellen. Det bør nævnes, mexicanerne fik sejren over Belgien foræret af en argentinsk dommer, som opfandt et straffe til værterne – og de 120.000 tilskuere på Azteca Stadion – i stil med Henning Lund-Sørensen, da han ved VM i Spanien i 1982 forærede spaniolerne sejren over atter et historisk land, i.e. Jugoslavien.

B. Italien (4), Uruguay (3), Sverige (3) og Israel (2).
Uruguay og Sverige spillede en slags ”gruppefinale”, og svenskerne vandt 1:0, hvad der altså var et mål for lidt. At Danmark senere på året klarede 1:1 mod arvefjenden, fik visse dele af den danske sportspresse til at råbe op om, at de danske amatører var gode nok til VM. Man kan sige, der gik Århus i medierne. Sandheden var, Sverige havde kørt Danmark ud, og at 1:1 var rent tyveri.

C. Brasilien (6), England (4), Rumænien (2) og Tjekkoslovakiet (0).
Styrkeforholdet i denne gruppe var ligeså klar, som pointene fortæller. Et land, der heller ikke findes mere, nemlig Tjekkoslovakiet, var dog nær ved at narre et point fra de forsvarende verdensmestre fra England, men selv et X havde intet ændret i puljen. Og Brasilien brillerede med gudbenådet sambabold fra første fløjt.

D. Vesttyskland (6), Peru (4), Bulgarien (1) og Marokko (1).
I dette væld af hedengangne lande var Vesttyskland virkelig stærke. Blandingen af rutine, fx Uwe Seeler, og kåd ungdom, fx den med 10 scoringer samlede VM-topscorer Gerd Müller, var stærk, så nok imponerede Peru med den elegante trequartista Cubillas, men vesttyskerne var urørlige. Efter gruppespillet var der mange, som mente, tyskerne ville gentage ”das Wunder von Bern”, men de måtte vente, til de fik hjemmebane fire år senere, hvor de til gengæld lykkedes med alt – fx at slippe heldigt fra et gruppenederlag mod den anden tyske stat, som ej findes mere, nemlig Østtyskland.

Cuppen

Kvartfinalerne endte med, at Uruguay sendte Sovjet ud (1:0 efs) efter en halvskidt affære, Italien kvaste overlegent Mexico (4:1), vesttyskerne hævnede finalenederlaget fra ´66 mod England (3:2 efs) i en forrygende fodboldkamp, og Brasilien slog Peru med 4:2 i et opgør, hvor der blev spillet offensiv drømmebold fra begge parters side.

Semifinalerne fulgte trop med to gode opgør. Brasilien var i den ene for stærk for de ellers slidsomme uruguayanere, som drømte om at gentage nummeret fra 1950 (hvor de snød Brasilien for hjemmebanehyldest ved at slå dem 2:1 i finalen). De kom også foran, men i 2. halvleg viste brasserne klassen, og til sidst var der ingen tvivl om, hvem der var bedst. Det var der til gengæld i den anden semi, som måtte ud i forlænget spilletid, før Italien havde fået krammet på Vesttyskland med cifrene 4:3. Den ordinære endte i øvrigt 1:1 med vesttysk udligning i sidste øjeblik, hvorpå den forlængede eksploderede i et orgie af gode mål og en score, der gik fra 1:2 til 3:2 over 3:3 til den graciøse Gianni Riveras sejsmål i 111. minut. Heldigt i øvrigt man ikke endte med lodtrækning, hvad der havde været løsningen på en evt. uafgjort.

Vesttyskerne vandt bronze ved at slå Uruguay 1:0 i en halvfesen affære, hvad bronzekampen tit er. Man burde gå over til at give begge semifinaletabere bronze og så lade dem tage flyveren hjem – eller bare droppe det fis med den dårligste medalje.

Finalen mellem Brasilien og Italien er legendarisk, ikke alene pga. kampens – og på den tid også verdens – bedste spiller, Peles overjordiske præstation, men også fordi det bare er en fantastisk kamp mellem to hamrende gode hold. Her 40 år senere bliver finalen stadig vist i større eller mindre bidder, når alverdens fodboldfascination skal have billeder på. Facit er, at Brasilien fuldt fortjent vandt 4:1.

Efterskrift
Man tør dårligt håbe på et bedre VM end 1970 denne gang, endsige et ligeså godt. Vi skal nok nøjes med at være tilfredse, hvis arrangørerne faktisk magter arrangementet, hvis Messi, Robben og Cristiano når Peles middelpunkt, og hvis Danmark begår tre nydelige kampe – og måske får en fjerde med.
Fra den 11. juni til den 11. juli er jeg under alle omstændigheder i VM-mode, som det meste af verden er det. Og jeg glæder mig – med den ekstra krølle på, det altid er lidt sjovere, når ens eget land også har en aktie i postyret.