FC Skidtfisk

Ved sidelinjen står min far. Han har filthat på. Han har placeret sin jakkesætsbeklædte pastorbag i en jagtstoks udslåelige håndtag. Den agerer nu fjollet lænestol. Han har en jakke på, selv om det er sommervarmt. Ellers kan man se hans rygpukkel for tydeligt. Alle ved dog, den er der. Også mine holdkammerater. Der er én, der under opvarmningen ser ondt på mig og kalder min far for en kamel. Jeg belærer ham og siger, det beviser, hvor snotdum han må være sådan at kalde min far for en kamel, når han ikke ved, det er en dromedar, han mener. De andre griner ad ham. Sådan!

Men jeg fortryder faktisk, jeg har sagt det. Min far ville jo sige, jeg skulle vende den anden kind til. Især i et tilfælde som Hans-Peter, der bestemt heller ikke er stolt af sin far. Han hedder Arne – eller bajer-Arne, for han kommer nemlig kun til kampene, når han har drukket. Så står han stangvissen og råber tåbeligheder, der gør alle flove. Ingen formår dog at gribe ind. Heller ikke min far. Han replicerer blot, da bajer-Arne brøler: ”Jamen, goddaw præsti, kan De ikke be’ en bøn for holdet?!” at det vil han da gerne, hvis Arne vil bede med. Det vil Arne dog ikke. Han foretrækker at falde i boldnettet. Vi skriger af grin – af Hans-Peter.

Men Johnny har det endnu værre. Hans mor er luder. Hun er ganske vist prostitueret, men det ved vi alle, er det samme. De bor i et skur ude i Strandbyen. Det er noget, man ikke taler om, hverken om gesjæften eller om rønnen, der både agerer tag over hovedet og rum til arbejdspladsen, der siges at være Johnny skibsbriks. Men alle ved det i hvert fald, og alle ved, at Johnny ved det ligeså godt som os. Derfor stikker han altid piben ind, når der er mobning under opsejling. Han ligner i det hele taget de nussede vægge, han altid går og klemmer sig op ad. Der er ikke meget centerforward i ham, men det er der, han gør mindst skade. Så gemmer han sig bag deres forsvarere. De kender så heller ikke historien. Det må være trygt for ham.

Mehmet har det heller ikke nemt. Han er tyrker. Det har han fra sin far. Det er en kendt sag i forstaden, at alle tyrkere går med kniv, at de slår deres koner, som går i kropslangt sengetøj, og at de har en anden tro, som ikke er ligeså fin som vores, selv om de beder meget mere end os. Mehmets far er to meter høj, så han aftvinger dog respekt. Nej. Han aftvinger frygt. Det går helt galt, når han åbner munden og råber noget kaudervælsk til Mehmet, for ét er, det gør os andre enormt bange, noget andet er det gør Mehmet flov. Og en flov spiller falder over selv den mindste kridtstreg. Efter kampen går Mehmet ikke i bad. Det gør han ikke, fordi hans tissemand ser tovlig ud. Den mangler spidsen. Det hjælper ikke spor, Mehmet påstår, det er hans egen far, der har fjernet snippen. Hold op, hvor blev træner Anders i øvrigt vred, da han fandt ud af, det skyldtes os, Mehmet ikke mere ville i bad. Beslutningen stod dog ikke til at ændre. Mehmet bader hjemme.

Så driller vi i stedet lille Frank, der er lille på alle måder. Han ender altid med at stå at tude, men han må ikke slippe for badet. Hans far siger, at så må Frank fandeme lære at slå igen. Når Frank engang imellem prøver, er vi flere til at holde ham og flere om at slå tilbage. Derefter driller vi ham lidt mere. Det er så rart, når det ikke er én selv, det går ud over. Men vi giver ham også et godt råd engang imellem: Lad være med at lyt til din far, Frank. Alle bliver jo større med tiden. Vent med at slå til du er stor nok. Senere bliver Frank faktisk så stor, han får rygmærke på. Heldigvis er han ikke hævngerrig, men redder mig adskillige år senere fra en ellers fortjent røvfuld udenfor Boogie’s i Nørregade. Det er noget med en jaloux gut, hvis dame jeg er kommet til at kysse på. ”Hvis man ikke kan hjælpe en gammel holdkammerat, er man fandeme en lort,” siger han bagefter. Jeg giver flovt en taknemmelig bajer.

Når vi løber tør med Frank, har vi fået et nyt offer. Det er Ole S., der hedder Ole S., fordi vi også har Ole V. Ole V. siger, vi bare kan kalde Ole S. for Ole Skilt, for Ole S.’ forældre skal skilles. Det er bestemt ikke noget, man gør i forstaden – det varer et par år, hvorefter det til gengæld bliver kolossalt moderne – og det har Ole Skilt rigtig godt af. Eller det har han ikke. Der er ingen, der rigtig synes, han har godt af det, men det når man jo ikke at tænke, før man i pausen foreslår træner Anders, om han ikke kunne tage Ole Skilt ud. Han spiller jo som en skilsmisse. Så vræler Ole Skilt og løber over til sin mor – far er der ikke, for mor og far kan ikke være der samtidig uden at skrige ad hinanden – der vrisser, vi er en flok røvhuller. Hun undskylder dog overfor præsten. Hans søn er selvsagt ikke et røvhul. Så går de hjemad. ”Dromedarsøn,” hvæser Hans-Peter.

Så kommer tvillingerne ind. Der er aldrig rigtig nogen, der driller tvillingerne. De er jo ligesom hele tiden to. Det er også lidt synd for dem, de altid skal begynde ude. De er bare ikke bedre. Det er kun, når deres mor er med, det går galt for dem/os. Hun er ligeså høj som Mehmets far, og så går hun i bukser. En mor i bukser! Helt ærligt … Så kalder vi dem for bukseben og lover dem buksevand. Det er dog så som så med morskaben. De virker ligeglade på sådan en trist måde. Kunne de dog bare blive sure som os andre. Ole S. siger heller ikke en lyd til dem, da han ryger samme vej ud af banen som sin navnebror. Det sker, fordi træner Anders tror, det er ham og ikke mig, der har sagt det om skilsmissen. Han sladrer ikke. Om mandagen i skolen har jeg en Gasolin’-plakat med til ham. Jeg langer ham den og siger tak. Hans knyttede næver slapper heldigvis af. Man lærer hurtigt, man kan købe sig fra det meste.

Det skægge er, at når vi spiller på udebane, er der aldrig problemer. Udover træner Anders er der oftest kun to voksne chauffører/forældre med. Så i fraværet af forældre enes vi. Selv min far er en guttermand, som man pludselig siger ”du” til, når han en sjælden gang er med til at transportere os til Langeskov, Nyborg eller Søhus mv. Han giver så også altid is. En dag tager vi ind til OB og taber sure 6:0. Han giver is alligevel. Han siger, det ikke er en skam at tabe, når man kæmper så godt som os. Jeg kan sagtens se, han ikke mener det, men bare køber aflad hos mig. Jeg tilgiver ham prompte. Der går flere uger efter dén kamp, før jeg er i skudlinjen igen.

Der er heller ikke bøvl til træning. Vi er faktisk så flinke, at træner Anders nu og da råber, vi er en børnehave, når vi undlader at tackle hinanden. Han kalder os også for skidtfisk. Det er, når vi er frække. Som med mange af hans andre ord fatter vi ikke, hvad det betyder. Mehmet af alle kommer en dag og fortæller, træner Anders siger skidtfisk, fordi han er jøde. Det har hans far selv sagt. Og ingen binder sig an med at være uenig i et udsagn fra en to meter høj, knivbærende, hustruvoldelig tyrk. Så vi er dømt skidtfisk af en jøde. Vi går ud fra, at Hanstholm ligger i Israel, hvor jøderne bor. Det er nemlig der, i Hanstholm, træner Anders kommer fra.

Vi er bagud 1:0, men heldigvis kommer Prebens far til anden halvleg. Det er nemt at se. Preben løber pludselig røven ud af bukserne. Hvis han ikke gør det, vanker der. Det ved enhver, der har været hjemme hos Preben. Smæk! siger det, lige på kinden, hvis Preben ikke gør som befalet. Og befalingen lyder igen og igen: ”Kæmp, Preben, kæmp!” Egenhændigt vender Preben kampen med to flotte oplæg, som jeg er så heldig at score på, samt et mål til sig selv. Udsagnet krydres nu og da med: ”Rejs dig, knægt, din skide tøsedreng!” hvis Preben er bukket under for modstandernes støvletramp. Så når vi driller Preben, siger vi til ham, at han skal spise en bussemand, eller siger vi til hans far, han ikke har kæmpet. Så æder han en bussemand. Det er aldrig hans egen. Det ville jo ikke være sjovt. Det er heller ikke sjovt den dag i efteråret, Prebens far står og råber sin søn an og befaler ham at rejse sig. Prebens ene fod sidder for mærkeligt til at bruge. Ole V., der står nærmest, besvimer ved synet. Han hedder Ole T. fra den dag af. T som i tøsedreng.

Det med T som i tøsedreng er faktisk Michaels idé. Dermed slipper han af med det øgenavn, han har haft, ligeså længe jeg kan huske. Jeg tror næsten, han hedder det. Men det er noget med, han ikke turde lægge tegnstifter på Fru van Dijks lærerstol, selv om han påstod, han turde. Thomas gjorde det så i stedet og fik en Helvedes ballade. Men Thomas lever højt på det endnu. Han blev valgt til anfører med 13 stemmer for og ingen imod, selv om han ikke kan spille fodbold. Når træner Anders vil skifte ham ud, råber vi altid nej. Det er først, da Anton kommer til klubben og på sit lede københavske proklamerer, at det røde fjols sgu’ da ikke kan spille bold, vi indser, Thomas ikke er en helt, men en jordbærhjelm. Inden vinteren er omme, er Anton anfører, trods hans ækle baggrund, og Thomas er begyndt at gå til dans.

Vi vinder 3:1 og synger sejrssang bagefter. Det er fedt. Vi ligger nu nummer to i rækken. Hvis bare vi kunne få forklaret vores uefne målmand, Per Kolort, han skulle blive hjemme på gården hos sin polske mor, ville vi sikkert kunne vinde rækken. Men Per Kolort får sig altid sneget med. Alle ved ellers, selv 3. holdets målmand er bedre. Heldigvis giver Hans-Peter og Thomas – og vist nok også mig – ham nogle sejrstærsk med våde håndklæder. ”Jeg lavede da ingen fejl i dag,” vræler Per Kolort. ”De scorede sgu’ da!” er der én – vist nok mig – der råber.

Og så videre.

Børn er onde ved hinanden. Hvis der ikke bliver passet gevaldigt på, gør deres ophav det endnu værre. Jeg tror ikke, træner Anders på noget tidspunkt er klar over, hvad der foregår. Han skælder os ud engang imellem, men vi forstår jo ikke altid, hvad han siger. Vi ved, at hvis vi er skidtfisk, har vi gjort noget galt. Men det meste af tiden siger han, vi er hans gutter. Eller også siger han kutter. Det betyder det samme. Der er i hvert fald ingen tvivl om, vi alle elsker Anders. Ham ville vi dø for – og såmænd også for hinanden. Hvis man ikke kan dø for en holdkammerat, er man fandeme da en lort. Hov, lille Frank, din tissemand er mindre end en negl!