Information Skriv til voresfodbold.dk Forsiden

FCK, Brøndby og OB

Niels's billede

Overskriften burde hedde ”Noget om Niels Christian” eller slet og ret ”Annalernes ocean”, men nu hedder den altså ”FCK, Brøndby og OB”.

De er nævnt i tilfældig rækkefølge som ligeværdige i samme kategori: De klareste bejlere til titlen som danmarksmester 2008-09. Dermed er de også hamrende uinteressante for denne artikel, og overskriftens eneste formål var såmænd at lokke dig indenfor, hvilket ”Noget om Niels Christian” eller ”Annalernes ocean” næppe havde. Jeg stod faktisk og vaklede mellem ”Enormt store bryster” og så den, jeg slutteligt valgte. Men nu du er her, kan du jo ligeså godt blive hængende …

Annalernes ocean
Mit virkelige ærinde er dette: Vi skal fylde iltflaskerne med historisk oxygen og dykke ned i annalernes ocean til dybderne omkring det Herrens år 1968. Her sigter vi bl.a. mod en markant fodboldpersonligheds endelige gennembrud og en sigende kamp i danmarksturneringen mellem KB og Vejle. Men inden vi når helt derned, vil jeg til en begyndelse nævne, at netop de to klubber på hver deres måde er historiske og gennem en årrække blandt de dominerende herhjemme.
Med de to første mesterskaber i DBU’s historie overhovedet, 1913 og 1914, gjaldt dominansen i KB’s tilfælde fra den spæde start og frem til klubbens 15. og sidste mesterskab i 1980. Herefter blegnede KB som en slidt skonnert og gik slutteligt sammen B1903 for at skabe Danmarks nyeste fodboldflagskib, FCK. Vejle for sin part blev i 1958 mestre for første af i alt fem gange, men har nu i flere år ageret elevatorhold mellem landets bedste divisioner. Ambitionerne har de dog stadig derude i Nørreskoven. De er bare blevet vanskeligere at indfri.

Pirater og plimsoller
Dog er Vejle som KB mejslet ind i DBU’s historie. I 1978 blev Vejle Boldklub nemlig de første, professionelle danmarksmestre, efter DBU’s forældede, anti-professionelle holdning langt om længe led skibbrud, og vi kunne få indført penge OVER bordet herhjemme.
To mænd var året forinden gået sammen om at lægge et voldsomt pres på DBU. De to var den nuværende marginalminister, Helge Sander, der dengang var en visionær mand, og hele Danmarks dygtigste rødspætte, frederikshavneren Harald Nielsen, som senere var med til at søsætte FCK. Sammen lancerede de en mulig piratliga med professionelle tilstande på en sådan facon, at selv de ældre herrer i DBU kunne se, den ikke var en umulig størrelse.
Måske af frygt for en sprængning, måske af simpel fornuft vedtog man i februar 1978 derfor indførslen af pengefodbold i Danmark. Dette lokkede bl.a. en aldrende, engelsk verdensmester ved navn Bobby Moore til 3. divisionsmandskabet Herning, der endnu ikke var blevet bonkammerater med Ikast og dermed underleverandør til FC Midtjylland. Som de første i DBU’s historie mødte Herning i øvrigt HIK i en professionel match, der ganske vist var en træningskamp, men havde hele 12.000 kroner på højkant. Og således har de også deres specielle plads i historien.
Den plads kunne de såmænd nok have undværet, for professionel fodbold viste sig hurtigt som en dårlig gesjæft. Der er god ræson i at mene, det havde været viist af DBU at begynde med en professionel overbygning a la Sander-Nielsen i stedet for at smide alle divisionshold ud i ukendte farvande, for mangt en klub især i de lavere divisioner kom i økonomisk, høj sø og monetær, stiv kuling, der flåede sydvesten af hovedet og var ved at knække masten på deres drømmeskibe – men nu blev det, som det blev, og Vejle vandt som nævnt den første profsæson.

Noget om Niels Christian
Men vi skulle jo ned til 1968, og for at komme det må vi omkring en nu og da forkætret person, som har sit ganske eget syn på tilværelsen. Hans navn er Niels Chr. Holmstrøm, og hans titel må være FCK Emeritus. Han var dengang blot 21 år gammel og en nok tung, men hurtig og talentfuld spydspids på et KB-mandskab, som var favoritter til den titel, AB havde vundet året før – det niende og hidtil sidste i akademikernes historie. For AB gjaldt det, at tabet af regissør Kresten Bjerre, der efter 1967-sæsonen skiftede til Houston, USA, viste sig for stort, og de fik en skuffende sæson – modsat den unge Holmstrøm, der også var kendt som ”Målstrøm” i den fantasifulde, danske sportspresse.
Kælenavnet slog han endeligt fast, da han styrede KB til en flot 5:1 sejr på Odense Stadion over ”de røde” fra B1909. I 1964 havde proletarernes favoritter fra Odenses skibhuskvarter vundet klubbens andet og definitivt sidste mesterskab – definitivt, da klubben nu er reduceret til underleverandør for FC Fyn – og var således ikke en hvilken som helst modstander. Det så den unge ”Målstrøm” dog stort på og scorede ganske enkelt kampens fire første mål.
I alt blev det til imponerende 23 mål i en turnering med kun 22 kampe. Han blev dermed divisionens suveræne topscorer med en margin på hele syv kasser til B1913’s Bent Jensen. Ikke sært den unge angriber blev københavnernes nye yndling og frem for alle andre dén spiller, man talte om – selv om AaB’s forsvarskolos Henning Munk-Jensen af uransagelige årsager løb med titlen som ”Årets Spiller”. Landsholdsdebuten kom således også sidst på året, hvor Holmstrøm fik en tidlig julegave – helt præcis den 4. december – i form af en plads i Danmarks startopstilling til kampen mod Irland i Dublin. Den kamp blev ganske vist afbrudt pga. tåge kort inde i 2. halvleg ved stillingen 1:1 og siden aldrig færdigspillet, men debuten talte i regnskabet, der otte år senere fik en slutnota på 15 med fire mål til følge.

Den meningsløse overskrift
For dog at give overskriften en lille smule mening er det bemærkelsesværdigt, at før de sidste spillerunder i Holmstrøms gennembrudssæson lå guldkampen mellem fire hold, som på hver deres måde ikke mere kan gøre sig gældende. Holdene var det frejdigt spillende Valbymandskab Frem, odenseanske B1913, hvis storhedstid netop var 60’erne, de tunge traditioners KB og så Esbjerg, der fra 1961 til 1965 vandt hele fire af fem mulige mesterskaber. Med truppen rimeligt intakt var de derfor stadig at betragte som naturlige outsidere til titlen.
Iblandt disse klubber kan man kun om KB sige, de har en aktie i en af vore dages favoritter, men ellers lever KB på nogenlunde samme niveau som B1913, der nok prøvede at repræsentere Danmark i Europa Cuppen for Mesterhold, men aldrig vandt et mesterskab – i nogle år fik ”sommermestrene” i danmarksturneringen, der fulgte kalenderåret, billetten til efterårets fineste Europa Cup – og nu også er reduceret til underleverandør for FC Fyn. Frem, der vandt sit seneste af i alt seks mesterskaber i 1944, kæmper med økonomien og spillet i den tunge ende af Viasat Divisionen og får formentlig aldrig mere en seriøs rolle at spille i dansk fodbold, med mindre en oligark eller saudiarabisk prins forelsker sig i Valby, mens Esbjerg, som vandt sit femte og seneste mesterskab i 1979, virkelig slider i det i bunden af SAS Ligaen – og trods pænt spil på et pænt stadion har alt andet end pæne muligheder for at blive mestre indenfor overskuelig fremtid.

De ny admiraler
Med andre ord har de seneste 40 år været den rene skørbug for mange af de førhen så traditionelle tophold. Og nye er hermed kommet til. Brøndby var bare en arbejderklassebaby i 1968, og OB havde endnu ikke vundet noget, der er værd at nævne. Ydermere har ”de stribede” først indenfor de sidste 20 år overtaget den fynske førertrøje, som førhen sad på ærkerivalerne fra B1909, der til da var Odenses største publikumsmagnet. Og FCK var bare en utænkelig konstellation.
I dag er de altså den danske fodboldflådes admiraler med FC Midtjylland og AGF som ivrige, ambitiøse matroser – som AaB, der nok skal få vind i sejlene, når det europæiske eventyr er slut. Iblandt disse tre forfølgere har kun århusianerne en titelsamling, som imponerer, men i og med de femdobbelte mestres seneste guld er fra 1986, og de i det hele taget har været gennem en kaotisk tid med blot sporadiske pokalfinaler som højdepunkter, er det en samling, som falmer.

Mere om Niels Christian
Men tilbage til 1968: Konstateret er det, at Niels Chr. Holmstrøm var årets mand på dokken, men hjalp det i sidste ende KB? Ja. Det må man bestemt sige. Slutstillingen lød på guld til Kjøbenhavns Boldklub, sølv til Esbjerg forenede Boldklubber og bronze til Boldklubben Frem – men alle havde de samme antal point!
I en tid med 12 mandskaber i landets bedste række, som mødtes to gange i løbet af kalenderåret, og med blot to point for sejr landede de alle tre på 29 point (B1913 på fjerdepladsen nåede 27), så målscoren blev afgørende.
KB’s lød på 50 – 26, hvoraf Holmstrøm med sine 23 mål altså stod for knap halvdelen. Esbjergs målscore var 41 – 25, og af disse 41 mål scorede den firedobbelte mester Bjarne Kikkenborg sølle ni. Frems score var klart dårligst og lød på 40 – 31, hvoraf Valbyklubbens topscorer Henning Hansen lavede de 13.
Konklusionen er hermed enkel: Holmstrøm var forskellen.

Den farlige arrogance
Vi mangler endnu at komme omkring kampen mellem KB og Vejle, som jeg indledningsvis beskrev som sigende. Niels Chr. Holmstrøm scorede naturligvis kampens første mål og var i det hele taget KB’s bedste mand på en dag, hvor resten af holdet svigtede. For pokker tog ved Vejle, der havde den laudrupske Tommy Troelsen som holdets tryllende styrmand, og Nørreskovens helte vandt flotte 4:1 over de senere mestre i en medrivende kamp, der afslørede KB’s vel sagtens eneste svaghed den sæson: De tog ofte for nonchalant og arrogant på opgaverne. Nogle vil sikkert mene, det egentligt er såre pudsigt, at Niels Christian Holmstrøm spillede på netop et sådan mandskab …
Denne attitude var slutteligt ved at koste KB’erne mesterskabet. De tabte fx til de senere nedrykkere fra OB, og med KB’s i alt seks nederlag i 22 kampe var både Esbjerg og Frem bedre end den københavnske boldklub på den front. De tabte kun fem. Men med Holmstrøms mange mål lykkedes forehavendet trods alt for KB.

Dødvægt
Niels Chr. Holmstrøm fortsatte med at score mange mål i årene, der fulgte. Det kastede naturligt nok et par givtige udenlandsophold af sig og såmænd også ny, hjemlig hæder, som kulminerede med endnu en topscorerpris og en fornem kroning som ”Årets Spiller” i sæsonen 1974. Men det hører et andet dyk til, for iltflaskerne er nu ved at være tomme, og vi må op til overfladen igen. Men for at nå op i tide må vi slutteligt smide noget dødvægt i form af følgende kuriositeter fra 1968:
2. divisionsholdet Randers Freja vandt for andet år i træk pokalfinalen, denne gang med 3:1 over favoritterne fra Vejle. Den lille stationsby Stoholm i det midtjyske reddede sig fri af nedrykning fra 3. division Vest, som blev vundet af Kolding. Frem Sakskøbing, der i 1960 tabte pokalfinalen til AGF, klarede skærene i 3. division Øst, som blev vundet af Holbæk, der dermed havde kursen sat mod klubbens hidtil bedste årti, 1970’erne. 2. division satte B1903 sig tungt og klart på og fik oprykningsfølgeskab af B1901, som i dag er at finde som underleverandør til Nykøbing Falster Alliancen, således de to årstalsklubber byttede plads med AGF og OB. Danmark vandt årets første to landskampe over hhv. Finland og Norge, men tabte så de næste fire, tre i VM-kvalen samt en venskabskamp mod de forhadte svenskere, før Luxembourg som et lille plaster på såret lagde venskabelig ryg til en afklapsning på 5:1 i Idrætsparken. Tågekampen i Dublin var årets sidste – altså med den debuterende Niels Chr. Holmstrøm på holdet.
Og så er vi oppe og hjemme igen. Jeg vil sige dig tak, fordi du fulgte med. Jeg håber, du har syntes, det var spændende at dykke ned i annalernes ocean og vil være med til at trække i frømandskostumet igen en anden gang. Der er jo så uendeligt meget at finde dernede …

Indsend kommentar

Vi offentliggøre selvfølgelig ikke din E-mail.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

More information about formatting options

Tilbage

Chat på voresfodbold.dk

  • 09:19:06 og hvad/hvem er Tonton....?
  • 11:10:12 Tonton ola Moukoku - giver mening hvis man har spillet CM okring årtusindskiftet
  • 11:10:36 *Zola
  • 11:11:20 *omkring
  • 11:11:39 *hvem flytter rundt på mit tastatur?!
  • 12:19:07 er der noget at sige til at man kun bruger én finger ad gangen på det dumme tastatur...:-)
  • 12:20:15 det er lige som nar maj gi hike på lummen...
  • 12:20:29 damn....
  • 12:22:34 gider ikke mere...
  • 13:06:00 hehe :)
Reload

Seneste kommentarer

Hårdt arbejde

Nå, nu er den fikset efter en omgang hårdt arbejde (hvor kan man hurtigt glemme meget, især sprog)...

MKN "2"

Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo.................0:4 AC Milan-Arsenal...

Sir B #2#

Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo............1-2 AC Milan-Arsenal..................2-0...

Crazylegs # 2

Skiferien lurer lige om hjørnet, så jeg poster lidt i forvejen... Leverkusen-Fc Barcelo. 1-3 AC...

PS.

I et oplæg til en engelsk bog om CM/FM's 20 års jubilæum inviteres man til at indsende artikler. Et...

FC Vestjælland slog Brønshøj

FC Vestsjælland vandt lørdag 1-0 over en anden 1. divisionsklub Brønshøj. Det skete i en...

Næstved tabte snævert til Brøndby i testkamp

Næstved gav superligaklubben Brøndby kamp til stregen i testkamp lørdag. Kampen sluttede med...

AB tabte hjemme til Herlev

AB tabte lørdag hjemme i testkamp mod Herlev efter føring ved pausen. AB - Herlev 1-2

Esbjerg hentede 2-2 ude mod SønderjyskE

Esbjerg hentede fredag 2-2 i testkamp på udebane mod SønderjyskE, skriver Randers FC Frie fans...

Pixi runde 1

Arsenal-Blackburn 1-0 Schalke 04-Mainz 05 2-0 Stoke-Sunderland 2-1 Manch City-Fulham 3-0 HSV-Fc...

GRATIS fodboldblog - vær din egen journalist.
voresfodbold.dk - giv os din mening.