Information Skriv til voresfodbold.dk Forsiden

FIF's slagsang

Niels's billede

Jeg tror, jeg kan den endnu, Fjordager Idrætsforenings slagsang.

Der er løbet kolossale mængder vand i Odense Å, siden jeg som syvårig forstadsknægt i grønne shorts lærte den, så FIF kan ha’ skiftet slagsangen ud, men med tidens tand som bidende forbehold sku’ den være som følger:

I FIF der har vi et rigtigt fodboldhold/
Når vi på banen løber ind, så er vi cirka tolv/
Vi varmer grundigt op, og vi regner med en sejr/
Og efter kampen går vi hen og får en stille bajer/
Det er gutterne fra Fjordager, det er dem, vi holder med/
Selv i nederlagets stund er der altid ro og fred/
Men vinder vi så kampen, og det gør vi tem’lig tit/
Er der ingen her på holdet, hvis humør, det er skidt!

Min mor var ikke sikker på, det var en god sang, første gang jeg stolt sang den for hende. Den stødende foretagsomhed, ”en stille bajer”, var en smule uartig, mente hun, hvis den kom fra en fregnet dreng på 1, 23 meter – men hun overgav sig dog, da jeg forklarede hende, at det der med de ”cirka tolv”, var skide skægt, hov, nej, søreme morsomt!

Vi sang den, når vi vandt. Og som sangen så viseligt siger, var det noget, vi gjorde ”tem’lig tit” – faktisk vandt vi alle kampe, det første år jeg spillede. Mindste sejr var på 9:0 – hvor vi fortjent fik skældud for vor manglende fokus på dagen – mens største sejr var 23:0. Vi kom både i BT og Se & Hør under overskriften ”Danmarks mest scorende hold” – en titel, jeg ikke var med til at ha’, før jeg år senere spillede på FIF’s tovlige 2. yngling, hvor vi holdt regnskab med, hvor mange kællinger vi nåede at duske i løbet af sæsonen. En ganske anden slags, men immerhin scoringer – og vi var sikre på, vi atter var ”Danmarks mest scorende hold”, selv om smukke Brian fik fast dame på i løbet af efteråret og dermed fik vor score til at gå ned i tempo.

”Vi varmer grundigt op” har jeg ingen erindring om, men jeg kan huske engang, hvor vi sku’ spille på udebane mod Odense KFUM på deres værste mudderhul af en opkørt bane. Det væltede ned med regn, og vi fik ordre på at sidde i omklædningsrummet til 30 sekunder før kick off, hvorpå vi spænede ud på banen, det var så måske opvarmningen, og gik i gang. Vi vandt 21:0. Det ved jeg, for i lommebogen fra det år har jeg sirligt ført notits med den slags vigtigheder. Jeg har skrevet følgende om kampen: ”KFUM-FIF 0-21 jeg fik våde ånerbugser men lavede 6 mål. Deres målman sage, det var hans beste kamp.”

Det var faktisk det vildeste, det med målmanden. Min mor, der således havde taget hul på mange års trolige udebanekørsel til en sport, der ikke sagde hende det store – tak, mor! – rakte mig efterkamps-bananen, da deres målmand gik forbi os og jublende fortalte sin mor, at det var den bedste kamp, han nogensinde havde spillet, for han havde aldrig været så beskidt!

De følgende sæsoner sang vi den ikke helt så ”tem’lig tit”, og jeg kan da huske, at ”selv i nederlagets stund er der altid ro og fred” ikke passer helt. Jeg vrælede i hvert fald, hver gang vi tabte. Nogle gange nåede jeg ikke hjem, endsige ud af omklædningsrummet, inden tårerne væltede ud af øjnene på mig. Det var enormt flovt at sidde halvt omklædt og komme til at tude, hvilket bare gjorde mig endnu mere rasende.

Stjernestunden kom, da jeg som 1. lilleput var med til at blive danmarksmester i DAI-regi. Vi blev efterfølgende inviteret på rådhuset, hvor der var borgmesterhåndtryk samt røde pølser og sodavand ad libitum. Hold kæft, det var sejt – hvis det ikke lige var, fordi jeg havde gjort en skræmmende opdagelse:

I finalen mod Løgstør var jeg som sædvanlig placeret som det, der dengang blev kaldt for venstre wing. Jan Knudsen – senere i 1983 som B1909-spiller ”Årets Fund” i 3. div.! – var angriber, men egentlig at finde overalt på banen. På et tidspunkt har jeg bolden, som jeg afleverer til ham. Jeg går så med i et overlap. Jan gir sig til at drible, mens han igen og igen kigger ud mod mig, ventende på, jeg skal komme forbi til returbolden. Han dribler uden om én, kigger op, dribler uden om den næste, kigger op, dribler uden om den tredje modstander, kigger op – og mister så tålmodigheden. Han kører forbi to mand mere, før han fra 25-30 meters afstand hamrer sejrsmålet ind i krydset. Vi jublede helt vildt, men jeg græd også indeni, for da døde en drøm. Jeg indså, jeg aldrig ville blive professionel. Jeg glemmer aldrig det sønderrivende, hjerteskærende øjeblik, da den erkendelse sker. Én på skrinet – og videre.

De følgende år spillede jeg på de forhåndenværende 2. hold. Jeg gad ikke kæmpe for at være 5.-8. bedst blandt de gode, når jeg ku’ være kongen af, dødboldspecialist på og anfører for 2. holdet. Det var sjovere – og betød så også, jeg for anden gang i min karriere kom på ”Danmarks mest scorende hold”. Jeg resignerede ikke, for jeg elskede troligt fodbolden, men jeg fandt en anden måde at gribe det an på.

Senere har denne anden måde at gribe det an på bl.a. ført en glædesfyldt trænergerning for min ældste søns hold med sig, en masse artikler til Goal og en række andre skriverier om fodbold, engagement i div. fodboldsites og såmænd også glæden ved fx at sidde i Ådalen og interviewe den venlige og interesserede Morten Bisgaard om hans tid i Derby. Gennem disse mange års skriverier er stjernestunden i øvrigt, at min første Bisgaard-artikel blev trykt i Derby Evening Telegraph. Det er næsten som at blive Årets Fund …

På voresfodbold har vi en rigtig fodboldblog
Og alle folk må lege med, vi’ aldrig mange nok
Hvem du end holder med, og hvad kampen end må blive –
Nja, den slags poesi må jeg hellere overlade til andre og kløgtigere mennesker at skrive.

Og jeg kløjs også i det, fordi den rigtige slagsang sidder så fast i mit hjerte.

Indsend kommentar

Vi offentliggøre selvfølgelig ikke din E-mail.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

More information about formatting options

Tilbage

Chat på voresfodbold.dk

  • 09:19:06 og hvad/hvem er Tonton....?
  • 11:10:12 Tonton ola Moukoku - giver mening hvis man har spillet CM okring årtusindskiftet
  • 11:10:36 *Zola
  • 11:11:20 *omkring
  • 11:11:39 *hvem flytter rundt på mit tastatur?!
  • 12:19:07 er der noget at sige til at man kun bruger én finger ad gangen på det dumme tastatur...:-)
  • 12:20:15 det er lige som nar maj gi hike på lummen...
  • 12:20:29 damn....
  • 12:22:34 gider ikke mere...
  • 13:06:00 hehe :)
Reload

Seneste kommentarer

Hårdt arbejde

Nå, nu er den fikset efter en omgang hårdt arbejde (hvor kan man hurtigt glemme meget, især sprog)...

MKN "2"

Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo.................0:4 AC Milan-Arsenal...

Sir B #2#

Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo............1-2 AC Milan-Arsenal..................2-0...

Crazylegs # 2

Skiferien lurer lige om hjørnet, så jeg poster lidt i forvejen... Leverkusen-Fc Barcelo. 1-3 AC...

PS.

I et oplæg til en engelsk bog om CM/FM's 20 års jubilæum inviteres man til at indsende artikler. Et...

FC Vestjælland slog Brønshøj

FC Vestsjælland vandt lørdag 1-0 over en anden 1. divisionsklub Brønshøj. Det skete i en...

Næstved tabte snævert til Brøndby i testkamp

Næstved gav superligaklubben Brøndby kamp til stregen i testkamp lørdag. Kampen sluttede med...

AB tabte hjemme til Herlev

AB tabte lørdag hjemme i testkamp mod Herlev efter føring ved pausen. AB - Herlev 1-2

Esbjerg hentede 2-2 ude mod SønderjyskE

Esbjerg hentede fredag 2-2 i testkamp på udebane mod SønderjyskE, skriver Randers FC Frie fans...

Pixi runde 1

Arsenal-Blackburn 1-0 Schalke 04-Mainz 05 2-0 Stoke-Sunderland 2-1 Manch City-Fulham 3-0 HSV-Fc...

GRATIS fodboldblog - vær din egen journalist.
voresfodbold.dk - giv os din mening.