Flemming Povlsen

Nedenfor følger en lille fortælling om Flemming Povlsen. Som de andre portrætter har dette cæret bragt i månedsmagasinet Goal.

Billedet fra EURO 1992 er legendarisk: Flemming Povlsen står i landskampdragten og løfter pokalen efter finalens sensationssejr på 2-0 over Tyskland, mens glædestårer løber ned ad kinderne på ham. Han ligner egenlig bare en stor dreng, er krølhåret, snavset og lykkelig. Folket hylder ham. Han er på toppen af sin karriere. Derfra går det stort set kun nedad gennem flere år.

Fra gennembrud til Dortmund

Flemming Povlsen debuterede som blot 18-årig for AGF i 1984 og blev efter sin første sæson for ”de hvide” kåret til årets fund. Hans ivrige angrebsspil og opportunistiske tilgang til gamet fangede udlandets interesse og bragte ham året efter til spanske Castilla, Real Madrids rugekasse for unge talenter, hvor han dog kun spillede én sæson i den næstbedste række, før tyske 1. FC Köln i 1987 slog til og hentede Flemming.
Det var ikke så meget, Flemmings optrædender i det spanske, der overbeviste tyskerne om, han var værd at investere i, som det var hans entré i dansk landsholdsfodbold, der fx begyndte med en forrygende sejr på 5-0 over Grækenland i OL-kvalen – i øvrigt en kamp hvor Flemming både scorede, fik en advarsel og blev udskiftet efter en typisk smittende, energifyldt indsats – der senere blev fulgt op med endnu et mål i 8-0-sejren over Rumænien.
De to følgende sæsoner skabte han sig et stort navn i Tyskland. 1. FC Köln vandt to sølvmedaljer, og Flemming vandt supporternes hjerter, fordi han aldrig gav op i sin jagt på bolden og altid ydede det maksimale. Han var ikke selv en typisk afslutter, hvilket hans kølnertids 19 mål i 71 Bundesligakampe viser, men den forvirring hans entusiasme skabte i modstandernes forsvar, og det blik han havde for sine medspillere, kastede mange mål af sig. Kølner-fansene var derfor også vrede på klubbens bestyrelse, da de i 1989 lod Flemming rejse til hollandske PSV Eindhoven, hvor det blev til endnu en sølvmedalje og en sejr i den hollandske pokalfinale.
Borussia Dortmund ville dog have Flemming tilbage til Bundesligaen, så efter blot en sæson i det hollandske stod han atter klar til at hærge de tyske baner med sin gejst og konstante jagt på bolden blandt modstandernes forsvarere – og ligeså vild kølner-fansene havde været med ham, ligeså vild blev dortmunderne det. Igen var det ikke pga. mange scoringer, ialt 20 i 116 Bundesligakampe for de gulblusede fra Dortmund, men især pga. hans fight og uopslidelige vilje.

Efter triumfen

Udover det legendariske billede af Flemming Povlsen med pokalen huskes han også for sin tvist med den hollandske målmand, Hans van Breukelen, under semifinalens straffesparkskonkurrence. Nerverne er på højkant, da van Breukelen, som Flemming spillede sammen med i PSV, går op til Flemming, der skal gøre sig klar til at sparke, og siger nogle knap så pæne ting om Flemmings kone! Flemming skubber ham vredt væk, gør sig klar til at sparke og sætter så kuglen ind til højre for van Breukelen, der nok får lappen på, men redde den kan han ikke. Flemming hilser derpå tilbage med en hurtig, knyttet næve...
Men efter Danmarks meriterende sejr ved EURO 1992 begyndte der at komme skader på Flemming Povlsens cv, hvilket i første omgang kulminerede i foråret 93, hvor han – ironisk nok i en kamp mod 1. FC Köln – ødelagde ledbåndene i det ene knæ. I første omgang frygtede man, karrieren var ovre, men Flemming fightede sig tilbage og fik come back i Bundesligaen sidst på efteråret 93. Han var dog ikke rigtig på toppen resten af den sæson.
Så efter sommeren 1994 glædede Flemming sig til at skulle være fuldstændig fit og komme tilbage på Dortmunds stærke mandskab. Men allerede i oktober gik det galt igen. Flemming smadrede sit andet knæ. Mens hans holdkammerater kæmpede sig vejen frem mod mesterskabet, kæmpede Flemming for at vende tilbage. Han fik en enkelt kamp i foråret 95 – men måtte indse, det var slut. Knæene kunne ikke mere holde til professionel fodbold.
Så fra at stå og græde glædestårer ovenpå finalesejren 1992 stod Flemming tre år efter og kunne ganske vist kalde sig tysk mester, men også 28-årig fodboldinvalid. Tårerne var da af fortvivlse og frustration, for hvad pokker skulle han nu gøre?

Vejen tilbage

I første omgang flyttede Flemming Povlsen hjem til Danmark og prøvede at finde sig til det rette i sit nye liv. Det kunne han dog ikke. I længden kunne han ikke se en mening i det. Som så mange andre, der pludselig mister en betydelig del af deres identitet og gerning, fik Flemming en depression, som han var fanget i gennem længere tid. Og det var svært at finde en vej tilbage.
Men langsomt fik Flemming bragt sig selv på fode og returnerede til fodboldens verden. Det var måske ikke på første parket som hidtil, men ligafodbold i Brabrand, undervisning af morgendagens stjerner på Hessel Gods og engagementet som sportsdirektør i FC Aarhus gav ham alligevel glæden, viljen og energien tilbage. Depressionen var endelig fortid.
I skrivende stund er han højre hånd for Kent Nielsen i AC Horsens, hvor han er ”spillernes mand” i trænerstaben. Hans stadig drengede tilgang til den elskede sport smitter stadig af og glæder alle i hans omgivelser. Han afviser dog, han kunne tænke sig at blive cheftræner en dag, for han tror, ansvaret ville fjerne muligheden for at lege med. Et sådan udsagn passer perfekt til billedet af en stor dreng, der med glædestårer løfter fodbold-Europas fornemmeste trofæ.