Fodbold, ikke heste!

Med udgangspunkt i det, jeg har mest forstand på, nemlig fodbold, spørger jeg: Hvorfor er der i Odsherred tre små klubber på et område på størrelse med en mindre, dansk by? Hvorfor er disse tre klubber ikke for længst samlet under fælles paraply i fx Odsherred United? Hvem har i det hele taget glæde af at være få, svage og spage?! Vi begynder naturligvis at lede efter svar i fodboldens moderland …

Godmodigt dril
Vittige hoveder har før pointeret, hvor morsomt det er, at jeg som Derbysupporter går så meget op i hestevæddeløb. På samme måde fik danske Evertonfans førhen at vide, de måtte holde meget af cykler. En fra min skoleklasse holdt med Arsenal. Jeg kaldte ham konsekvent Gunner. Osv. Alt sammen godmodigt dril.
Jeg synes generelt, det er denne godmodige tone, der er på tværs af landet. Det skyldes formentlig, at mange af os på en eller anden måde er på afstand af vore engelske hold. Jeg er fx opdraget til ikke at bryde mig om Leeds United – men det er så også det. For mange fans i Derby er hadet dog virkeligt – og i øvrigt gensidigt.
Det ondsindede aspekt gør sig først rigtig gældende herhjemme, når det drejer sig om rivaliseringen mellem Brøndby og paraplymandskabet FC København. Nu og da prøver fx Horsens og Vejle at puste sig op til lignende modsætningsforhold, men det er en pendant uden bid.
Og så gør det sig desværre gældende, når det kommer til div. egnsklubber.

Hvor’ du fra?
Som tilflytter i Odsherred har jeg flere gange undret mig over svaret, hvis jeg har spurgt en bosidder i en af Odsherreds byer, om vedkommende er herfra. ”Nej!” har det lydt på det bestemteste. ”Jeg er fra Vig.” Eller Egebjerg. Eller Høve. Etc. Jeg har blot tænkt: ”Så er du da også herfra.” Men det er man åbenbart ikke. Det er måske grunden til, at der heroppe ved vandet ligger tre klubber på en radius af 9-10 km, i.e. Højby, Nykøbing Sj. og Rørvig. Man er nemlig ikke herfra, men fra Højby eller Nykøbing eller Rørvig, og derfor skal der være tre små foreninger i stedet for én større, selv om flere årgange mangler spillere – og der alle tre steder er gode spillere til et halvt hold, som samlet ville give én stærk trup.
Sammenlægningsforsøget er blevet gjort, vil man måske indvende med reference til det nyligt kuldsejlede Nykøbing-Højby-samarbejde, der vist nåede til, enkelte hold fik købt spillertøj i den sammenlagte klubs kombinerede kulører, før man opgav ævred. Desværre. Førhen har der været andre tiltag, der har lidt samme skæbne. Desværre. Når jeg hører om dem, tænker jeg tit, om det mon ville hjælpe, hvis vi tilflyttere kom indover, så at sige, for vi ville ikke ane, hvem der har gjort hvad mod hvem (for 25 år siden), så vi ville få det til at fungere – med fare for der snart ville være tre udbrydergrupper, der lavede hver deres nye klub. En i Højby. En i Nykøbing. En i Rørvig.

Odsherred United
Som fodboldtræner i en af klubberne har jeg ved hvert et lokalderby (!) kunnet notere mig, at hvis vi kombinerede årgangene, ville vi søreme have en stærk flok. Vi kunne i løbet af 10-15 år blive Odsherreds førende fodboldafdeling, hvis vi fx samlede årgangene fra 1999 til d.d. og opdrog dem til, de var Odsherred United, for der er mange dygtige spillere iblandt dem. De vil nu ende med at rejse ind i landet, med det samme de får sig en scooter eller et togkort for at komme til at spille med ligestillede. Og for dem, der ikke har ambitioner i den retning, vil fodbolden være passé, i det de gode rejser, og holdet dermed lukker.
Det pudsige er dog, at nød nu og da lærer hold at samles – altså, når årgangene bare bliver udvandede nok, kan man pludselig godt finde sammen. Eksempelvis er damerne i Trundholm og Fårevejle så vidt vides gået sammen for at kunne stille et hold. Naturligvis efter flere er holdt op eller rejst ind i landet, bl.a. fordi det var så svært at stille hold, og fordi det i forvejen kneb med motivationen, når flokken bestod af seks, der ville, og syv, som bare ville være med. Havde man været samlet fra start, havde der været et hold til hver slags spillere og et meget mindre frafald – til glæde for både elite og folkelighed.

Ned med øksen
Man kommer ikke udenom, at Odsherred er fattigt på uddannelsessteder og mange spillere derfor ender med at forlade området, når fremtiden skal sikres. Men hvorfor skal de rejse efter god fodbold på fx sjællandsserieniveau (eller højere, sagde drømmeren) før den tid? Og hvorfor skal god fodbold ikke være en af mange gode grunde til at vende hjem, når embedseksamen er taget? Som det er nu, er det vist kun Trundholm FC, som kan siges at have et vist lokkende niveau. Uden det på nogen måde skal lyde nedsættende om det glimrende TFC-projekt, er det ganske enkelt for lidt at få ud af det.
Mit forslag er derfor at få fat i et par tons jord, hvorunder stridsøksen for evigt skal ligge. Der skal også nogle store, brændbare papirsposer til, hvori det gamle nag skal puttes, inden poserne ryger på Skt. Hansbålet. Og så skal der erkendelse til: Hvis Odsherred skal markere sig på fodbold-landkortet, ja, på noget som helst landkort udover det, der viser de svageste områder af landet, så skal vi samles under færre, men stærkere organisationer. Sammen har vi en vis vægt. Hver for sig er vi lette som fjer.

Forza Odsherred
Når jeg taler om ovenstående rundt omkring, mødes jeg dog med en iskold skepsis, der kan tage pusten fra de fleste. Måske jeg allerede må sande, at jeg om føje år ligger og rakker til og fra Holbæk for at se min ældste spille god fodbold. Det gør såmænd heller ikke spor. Jeg har ikke det fjerneste mod Holbæk – eller Nordvest FC for den sags skyld – men han kunne ligeså godt have spillet i cykelafstand på Kongeengen eller i Højby eller Rørvig. For mig er det ét fedt.
Jeg vil såmænd vove den påstand, at ikke kun fodbolden, men alle idrætsgrene kunne have glæde af en sammenlægning. Men jeg er så også bare en pokkers tilflytter, der ikke har 25 års nag at slæbe rundt på og ikke ønsker at markere én by frem for en anden og sagtens kunne heppe på Odsherred United. Spilledragten? Blå som havet ved herredets kyst og himlen over vore hoveder. Grøn som engene og en renvasket tavle. Og rød som blodet i vore åre. Det vil se Herrens ud, men ikke sådan at glemme!