fodboldminder.dk

Jeg vil gerne slå et uegennyttigt slag for et site, jeg ved et tilfælde kom forbi i går. Det hedder www.fodboldminder.dk og kan give én et forførende melankolsk og dybt sentimentalt trip tilbage i tiden, hvis man er til den slags. Og det er jeg. Nedenfor følger en slags forklaring.

Jeg har altid samlet på NU-billeder. Min passion er aldrig forsvundet. De holdt bare op med at lave dem. En dag, hvor jeg som ung flyttede endnu engang, røg de ud sammen med kilovis af engelske samlebilleder samt andet fortidigt værk – fejlagtigt syntes jeg sikkert, det var barnligt at gemme på den slags ting – men ud af mit hjerte er de aldrig røget.

NU-billederne fulgte med i små lakridsæsker, der kaldtes for NU-pastiller, og var samlebilleder af danske fodboldspillere. Hvordan lakridserne smagte, husker jeg ej. Jeg tog oftest billedet ud, der var kun ét pr. æske, og gav resten af indholdet til min far. Men folk på min alder og opefter ved, hvad jeg taler om. Vi er en hel generation af NU-billede-drenge, der har givet Morten Olsen fra B1901 i bytte for Hans Aabech fra Hvidovre, har handlet Holbæks Benno Larsen for B1909’s Niels Sørensen, eller har modstået presset og beholdt en hvidbluset Allan Simonsen fra Vejle, selv om vi fik tilbudt både Slagelses Heino Hansen, Mogens Therkildsen fra OB og Frems Flemming Ahlberg i stedet. Man havde vel sine favoritter.

Købmand Dam i min barndoms Odenseforstad Seden bestod af Hr. Dam og Fru Dam. De var elskværdige mennesker, som godt kunne lide lakrids. Nu og da når jeg var med min mor ude at handle, trak Fru Dam mig til side og sagde, hun havde en lille overraskelse til mig. Når hun gjorde det ved andre børn, i hvert fald mine søstre, betød det et lille stykke slik. Når hun gjorde det ved mig, betød det, jeg skulle følge med ud i baglokalet, hvor hun fiskede en lille plasticpose frem. Deri lå 15-20 NU-billeder, som Hr. og Fru Dam havde husket at gemme til mig efter at have spist deres lakrids. Jeg måtte så love, jeg ikke fortalte, hvor jeg havde fået dem fra, for som Fru Dam sagde, så ville det jo være snyd overfor de mange andre drenge, der samlede. Jeg fortalte det aldrig til nogen – før denne dag, altså.

Hver gang var det som at blive udstyret med en pose diamanter. Det var det. Jeg kunne på den ene side slet ikke vente med at komme hjem og se, hvad der gemte sig i posen. På den anden side ville jeg heller ikke for hurtigt hjem, for så blev drømmene om Køges Charlie Petersen, Henning Munk-Jensen fra Frederikshavn, B1901’s Biri Biri og andre stjerner for hurtigt knuste – for det var tit de samme almindeligheder og ej datidens stjerner, man fik. Faktisk alt for tit. Men det holdt én hooked på NU-pastiller, og man vidste det jo godt. Man vidste faktisk mere om handel og vandel, end man anede! Men derfor skulle drømmen også have lov til at leve lidt.

Hjemme igen så jeg selvfølgelig, at jeg endnu engang fik suppleret mine samlehæfter med en-to-tre nye spillere og min velvoksne byttestak med 15-20 styks – men det gjorde ikke noget. Byttere var vigtige, vidste jeg. Jens Letort gav mig engang sjældne John Worbye fra Hvidovre for ti af mine byttere, jeg havde i adskillige lag – selv om jeg lod, som om jeg smertedes ved det. En anden gang fik jeg lokket billedet af Arne Dyrholm, der var lærer på min skole og gammel B1913-helt, fra Michael Knudsen, hvis far ellers havde spillet sammen med Arne. Det krævede hele 20 byttere, men dem havde jeg lige fået, så det var intet problem. En dag købte jeg et samlehæfte i trøstegave til min ven Anders Jensen, der gik i min lillesøsters klasse, og hvis mor lige var død, og limede en stor omgang byttere i. Han blev så glad, han lokkede sin far til at lave hot dogs og varm kakao til os, så vi var nær ved at flække, da vi havde forædt os færdige.

Det sjove er, jeg husker det så tydeligt. Jeg har svært ved at huske, hvad der er sket de sidste femten år af mit liv, men succes som byttemager i NU-pastillernes rige en sommerferie i 1977 står mig lysende klart.

Så jeg er aldrig holdt op med at samle på NU-billeder. Og da jeg kom ind på fodboldminder.dk og genså bunkevis af disse fossilagtigheder eksponeret, blev jeg på den ene side trist om hjertet, for hvor er tiden dog gået, og på den anden side også glad, fordi jeg ikke er den eneste, der har samlet – og husker.

Det var da en slags forklaring.