Fremtidens SAS Liga

Jeg er ikke glad for at indrømme det, slet ikke i et forum hvor min hustru ku’ tænkes at læse med, men jeg følger grundigt med i SAS Ligaen og ser en del, velan, næsten alt SAS Liga tv-bold. Det er der i og for sig ikke noget nyt i, jeg har gjort det gennem flere sæsoner, og det er på den baggrund, følgende skal læses.

En vovet påstand
Fodboldverdenen er ligeså stabil som en hveps, der bærer på et hus. Krak, kaos, kiks og koks kommer og går i næsten samme hast som cheftrænere og afrikanske spillere. Men jeg har immerhin prøvet at inddele de nuværende hold i landets bedste række i tre forskellige kategorier mht. sandsynligheden for at se dem som nedrykkere i løbet af få år og dermed også sat mig selv i gabestokken. Dog vover jeg det, for jeg har som nævnt set det meste …

De sikre
FCK og Brøndby er på sin vis synonymer for den fremgang, dansk fodbold har kæmpet sig frem til og nydt de seneste sæsoner. B1903 og KB’s overbygning, FCK, synes at være økonomisk og organisatorisk usårlige, og Brøndby, der var den første klub med fudtidsproffer herhjemme, har efter rodede år genfundet fodfæste, selv om nedgangen synes at ha’ påvirket den almindelige holdning til Vestegnens helte. De rykker bestemt ikke ned.
OB og nyrige FCM er de pt. mest stålsatte og prospekte klubber, som kan og vil være med, der, hvor det er sjovest. OB har nu en organisation, der nærmer sig FCK’s styrke, og et økonomisk fundament, som gør det muligt at betale endog meget høje lønninger og udsætte spillersalg, til det rette tilbud kommer. FCM er stadig ”klassens frække dreng”, der bl.a. har et givtigt akademi og nu også en bredt funderet supporterflok, som strækker sig videre end det midtjyske. AaB er at finde i samme kategori som de to klubber, men synes dog at ha’ et spinklere fundament mht. truppens bredde og den generelle tiltrækningskraft. Mesterskabet, som forhåbentlig ikke bliver til en sovepude, viste dog, Lynge og Co.’s hårde arbejde virker. De tre klubber rykker heller ikke ned.

De usikre

Der bliver gjort et stort stykke arbejde i Randers, Horsens og Århus, men sidstnævnte adskiller sig markant ved at være en traditionsklub – hvis traditioner dog er temmelig blakkede! – med en imponerende tilskueropbakning og langt om længe også en stabil økonomi med plads til lønninger, som kan trække gode spillere til. Det lader til, AGF endelig er under sikker styring. Men det har man jo troet før …
Randers og Horsens skal arbejde hårdere og har trods renoverede stadions og mange drømme ikke samme fundament. Randers synes at have et mulehårs føring på dét målfoto i.f.t. Horsens, hvilket bl.a. den meriterende ansættelse af træner Colin Todd bevidner. Men derfra og så til at sige, at ingen af disse tre klubber ikke er at finde en række under i løbet af få år, er efter min mening at tage munden for fuld.

De pressede

Vejle har stolte traditioner og store ambitioner og kan åbenbart betale rutinerede, men endnu stærke spillere en løn, der får dem til at vælge den klub. Vejle er ydermere centralt placeret i forhold til meget af Danmark, er stærkt besat på trænerpladsen og ligner en organisation, der er muligheder i. Esbjerg har sin vante, noget afsides plads i kanten af landet, hvilket er klubbens hæmsko og ikke gør den til et trækplaster for købeobjekter, et udmærket stadion og nogle ”fiskere”, der ikke vil bryde sig om at se på sig selv som næstbedst og er klar til at spytte i klubkassen igen, hvis/når det atter bliver nødvendigt. SønderjyskE – med Danmarks tåbeligste ”E” – er solidt funderet i den lokale bevidsthed og økonomi og har ambitioner i det lange perspektiv, hvor det erkendes, der sagtens kan blive tale om en tur eller to mere ned, før man endelig kan konsolideres i den bedste række. Allan K.’s legetøj, FCN, er en pudsig underdog, som har svært ved at klare sig i skyggen af FCK og Brøndby, og som lever at (gen-)opfinde spillere på do.’s overskudslager og i mindre klubber. FCN brillerer fra tid til anden, falder igennem ligeså tit og må finde sig i at blive betragtet som en slags forvokset rugekasse.
En nedrykker kan sagtens findes iblandt disse – især taget i betragtning, at klubber som Viborg, Silkeborg og måske også Herfølge samt Lyngby snart igen vil være at finde iblandt denne gruppe af klubber. Man kan bestemt ikke afvise, de ovennævnte fire også hurtigt vil finde vej tilbage efter en nedrykning. Størst fare lever FCN sådan set under, da det synes at være især et énmandsprojekt, som nok vil blive afhændet til anden side, den dag SAS Ligaens projektører ikke mere skinner på Farum.

En vovet påstand – igen
Kort trukket op kan man sige, at vi har en ”big five” herhjemme bestående af FCK, Brøndby, OB, FCM og AaB – og resten er altid en smule i nedrykningsfare. Hvis jeg vender bøtten helt på hovedet (og tager både livrem og seler på), lyder påstanden således: De næste mange sæsoner vil det danske mesterskab blive fordelt mellem ”the big five” og ingen andre.
Slutteligt vil jeg tillade mig selv et ”hemmeligt” bud på en evt. sekser og syver i flokken, nemlig AGF og Vejle. AGF kunne ende i samme positive situation som OB, for potentialet er bestemt til stede, men der er endnu for mange, som husker, hvordan det plejer at gå i Århus, når man ellers synes, det går bedst, så det må vente nogle år endnu. Vejles potentiale er også stort. Klubben huskes endnu for de mange af fortidens stjernestunder og spillerfavoritter, og derudover lægger et voksende oplands erhvervsliv og supportere mange penge i trekantområdes førende klub. Hvis/når Kolding og Fredericia kommer til fornuft, og Trekanten United ser dagens lys, virker det i hvert fald sandsynligt, at Vejle kan komme til at mænge sig med de, der pt. er de største.
Tilbage er der vel blot at sige: Nu sidder jeg i gabestokken … God kamp!