With a Friend like this - who needs enemies?

Dommer Kevin Friend var Fulhams tolvtemand i deres smalle 1-0 sejr på Craven Cottage

Hvad var det lige der skete igår aftes, da LFC måtte tage slukørede hjem fra Fulham? Liverpool spillede godt. Hele kampen igennem – og de var, objektivt set, det dominerende hold i går. Jovist tempoet var skiftende men langt hen ad vejen, synes jeg der var god fart i afleveringerne, pasningsspillet fungerede fint, de røde fandt hinanden i nogle gode kombinationer, og de kom frem til nogle store chancer. Men så stopper det også der. Jeg har nemlig sagt det før, og det er da heller ikke fordi det kræver en doktorgrad at pege på det altoverskyggende problem - LFC har stadig store problemer med at score mål.

Kevin Friend – Fulhams tolvtemand
Når man ser en fodboldkamp er følelserne i spil. Nogen gange mere end andre. Equador vs Fiji får eksempelvis ikke mig op at ringe, på samme måde som Danmark vs Tyskland gør. Men min pointe er, at der er følelser på spil, som bliver påvirket af de 22 spillere på banen – og så de tre der skal styre løjerne – linjevogterne og dommeren. Netop sidstnævnte vil jeg lige dele et par synspunkter omkring.

En god dommer lægger man ikke mærke til siger de kloge. Det er måske derfor jeg i dag tydeligt husker navnet Kevin Friend. Der blev begået det ene frispark efter det andet på Suarez, som er så hurtig på fødderne, at ikke mange kan følge med. Men frisparkene blev ikke dømt!! Det betyder, at Luiz slår lidt op i banen, han finder den sydlandske så-kan-det-sgu-også-være-ligemeget-de-dømmer-aldrig-til-min-fordel attitude med dådyrøjne og udslående arme frem, og det gider dommerne jo slet ikke se på, og så er den onde cirkel startet.

Vores gode ven Kevin slap ikke taget om kampen dér – han fortsatte ufortrødent med at øge sin fejlkvotient, og dømte forkert offside ved Suarez’ scoring til 1-0. En scoring som potentielt kunne have taget den sidste luft ud af Fulhams ihærdige forsøg på at hægte sig på Liverpools høje tempo. Og så skulle man tro det var slut der. Men nææææææææ nej – Kevin satte sit sidste præg på kampen og udviste Spearing med 18 minutter igen, hvor presset for alvor lå på Fulham. En udvisning som også var en forkert beslutning. Tacklingen var hård ja – men bolden blev tydeligt ramt først.

Det allerværste var næsten, at målscoreren for Fulham, Clint ”skallesmækker” Dempsey fik lov til at blive på banen, da han svingede sin pandebrask i masken på Bellamy. Manden, der skulle have været udvist, fik i stedet lov at afgøre kampen. Fulham trak sig tilbage fra slagmarken som sejrherre, og som en overskrift lød i en engelsk avis ’ With a Friend like this – who needs enemies’. Det er i sandhed rigtigt set med LFC-briller.

Mestre i disciplinen ’Ram træværket’
Efter kampen, som jeg ikke gad se slutningen af efter Dempsey havde held til at prikke bolden ind efter Pepes lidt halvskidte clearing, sad jeg med en tom fornemmelse. Har man selv spillet fodbold, kender man det. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne man dominere en kamp fuldstændig, og så alligevel stå tilbage uden point? Først og fremmest har man sig selv at takke. Men jeg synes faktisk ikke man kan sætte en finger på nogen der spillede decideret dårligt for LFC. Uden tvivl – der var da aktioner, som man helst havde været foruden, og afleveringer der vel nok var tættere på at give en tilskuer kraniebrud, end de var på at ramme den egentlige modtager – men alt i alt blev der over hele linjen kæmpet. Forsvaret havde godt fat, og Fulham kom ikke frem til meget. Måske en tre-fire halv- og helstore chancer blev det til. I den anden ende markerede Liverpool sig så endnu engang som mestre i disciplinen ’Ram træværket’. Endnu to stolpeskud blev det til i denne kamp – kan det da for f***** ikke snart blive ’stolpe ind i stedet for stolpe ud’?

Når ret skal være ret - og selvom jeg er fristet til at give manden med fløjten skylden for nederlaget, ved vi jo alle, at det aldrig er dommerens skyld. Ikke helt i hvert fald, men at sige, at Kevin Friend havde en finger med i spillet i går er i min optik ikke helt forkert - så er det sagt!

I næste kamp venter QPR – kan LFC ryste skuffelsen af sig, og få bolden trillet over kridtstregen?? Lad os håbe - og lad os samtidig håbe at enhver anden end Kevin Friend skal dømme den kamp.