Girls! Girls! Girls!

Denne entry handler trods overskriften ikke om et gennemgående tema i de fleste ungersvendes underbevidst – og bevidste – drømme, ej heller er den en analyse af et af mange hits med den kære Elvis Presley, men alene at betragte som et slået slag for det i fodboldhenseende svage køn, nemlig kvinderne.

En hurtig og ganske uvidenskabelig undersøgelse fra min side af div. fodboldfora og do. blogsitets indikerer på det kraftigste, at det er småt med debatterende damer – hvilket i mange andre forhold ville være prisværdigt, men ikke her – som kaster sig ud i overvejelser om the beautiful game, i.e. fodbold, og andet, åndeligt guld i denne forbindelse. Man får faktisk det mærkværdige indtryk, at kvinder generelt ikke interesserer sig for fodbold …

Det er en manglende interesse, som bl.a. bakkes op af og udpensles i danskespils reklamer, og som med al tydelighed ses i fx div. elektroniske fodboldspil, der med storsælgende Football Manager i spidsen toner rent, kønsfascistisk flag og ikke udgives med eksempelvis de to-tre største kvindeligaer som spilbare muligheder. I betragtning af hvor mange rædsler af obskure ligaer i alverdens lande man kan spille, burde det være en mulighed – om man ejede viljen.

Den manglende interesse kan selvsagt også have noget at gøre med, at kvinder generelt på et eller andet tidspunkt i opvæksten synes at glemme noget så væsentligt som at lege. Den ene dag står man side om side med dem som de bedste kammerater nede i børnehaven og udlever legendariske konkurrencer som ”hvem-kan-spytte-længst” eller ”rul-bussemænd-på-tid”. Den næste dag går man i skole sammen, og de er som flyttet ud på en anden og hamrende kedelig planet (der lugter af parfume), hvor de har lært at sige: ”Gud, hvor er du barnlig…”

Dog tror jeg, den manglende interesse grundlæggende skyldes, fodboldverdenen ikke har sørget for at arbejde mere målrettet mod det, i fodboldsammenhæng, endnu ikke ganske erobrede område, som kvindekønnet er. Egentlig ufatteligt tåbeligt i enhver henseende – både sportsligt, socialt og økonomisk. Der har endda været masser af muligheder. Også herhjemme. For faktisk kan de danske fodboldkvinder, hvad de danske fodboldmænd ikke kan: De kan vinde VM.

Damebladet Femina lagde i 1959 – i ligestillingens spirende ånd – navn, tøj og sko til fodboldklubben Femina, der op gennem 1960’erne var Danmarks eneste virkeligt gode kvindehold, som gerne vandt div. interimistiske turneringer, det deltog i. Faktisk var Femina så gode, at holdet i 1970 var identisk med det danske landshold, der deltog i det uofficielle VM i Italien. Kvindernes verdensmesterskaber var dengang endnu uofficielle, fordi div. fodboldorganisationer (ikke overraskende) var mandsdominerede og (heller ikke overraskende) havde underkendt potentialet i ”det andet køn”.

Danmarks deltagelse blev en stor og velfortjent succes for de danske kvinder. Efter sejre over Vesttyskland og England lykkedes det Danmark foran 65.000 tilskuere på Stadio Communale i Torino at vinde meriterende 2-0 over værtsnationens favoritter – der ved stillingen 1-0 havde brændt et straffespark. De danske mål blev sat ind af Helene Østergaard Hansen i det 17. minut og Maria Sevcikova i det 86. minut. Sidstnævnte var i øvrigt ved at koste os sejren – ikke i selve kampen, men ved skrivebordet pga. en mulig italiensk protest over, Sevcikova (og såmænd også en anden dansk spiller, Jana Mandikova) ikke var dansker, men politisk flygtning fra det dengang så sovjetisk terroriserede Tjekkoslovakiet. Italienerne viste sig dog store nok til ikke at protestere.

Året efter var der uofficielt VM igen. Denne gang foregik det i Mexico. Danmark stillede nu med et udvalgt hold fra hele landet, som på baggrund af flot fodbold og stor taktisk indsigt fra træner Jørgen Andreasens side nåede frem til finalen. For at nå hertil havde Danmark klaret 1-1 mod de nu halvprofessionelle, italienske kvinder og slået både Argentina og Frankrig med sikre 3-0. Danmarks mest fremtrædende spillere på vejen mod finalen havde ifølge annalerne (her: Guinness Fodboldbog 1990) været angriberen Lis Lene Nielsen og anføreren Inger ”Tulle” Pedersen, der senere nåede op på 25 officielle landskampe for Danmark. I nutidstermer og overført på herrerne ville det svare til mindst 100. Imponerende.

Selve finalen blev spillet mod værtsnationen i overværelse af imponerende 110.000 tilskuere på Estadio Azteca i hovedstaden Mexico City, hvor en kun 15-årig pige fra Holbæk stjal billedet totalt og fik sit livs fodboldoplevelse. Susanne Augustesen hed hun, og hun lavede alle tre mål i Danmarks sejr, hvor det oven i købet lykkedes den danske defensiv at holde de giftige mexicanere fra at score. Danmark var atter verdensmestre i fodbold.

FIFA og UEFA blev trods alt opmærksomme på den succes, disse to slutrunder havde været. Efter et møde i november 1971 opfordrede de derfor alle medlemmer til at sætte gang i kvindefodbolden, hvilket DBU blot fire måneder efter gjorde. Der blev lagt en større slagplan for det følgende tiår, som skulle resultere i en landsdækkende turnering, hvilket slutteligt lykkedes. De første sæsoner blev mesterskabet dog afgjort ved, at de lokale landsdelsmestre mødtes i en afsluttende cupturnering – altså på nogenlunde samme set og vis, som herrernes danmarksturnering var blevet søsat 60 år forinden.

De første officielle Danmarksmestre blev Boldklubben Ribe, da holdet i 1973 kunne løfte pokalen efter finalespil mod Stjernen Svendborg. Ribe gentog kunststykket året efter, igen ved at slå Stjernen. Samme år spillede Danmark, under træner Kent Falkenvig, sine første officielle landskampe ved turneringen om Det nordiske Mesterskab. Sverige blev slået 1-0 på mål af Ann Andreasen, der også var på håndboldlandsholdet, og hun blev dermed Danmarks første målscorer i en officiel landskamp. Finland blev derpå udraderet 5-0, og de danske kvinder rejste hjem fra Sverige som nordiske mestre.

Femina blev danmarksmestre i 1975, og således kom det hold, der lagde kimen til den danske kvindefodbold, også til at stå med pokalen. Der gik endnu nogle år, før andre hold end Ribe og Femina begyndte at spille en rolle i slutstillingen, men dansk kvindefodbold var sat godt i vej – og i 1979 lykkedes det oven i købet det danske kvindelandshold at vinde det sidste uofficielle EM, en turnering, der herpå også blev sat i officielt system.

I de senere år har Danmark ikke helt kunnet følge fodboldudviklingen i lande som Kina, Tyskland, USA og Norge, hverken på klub- eller landsholdsplan. Men på positivsiden tæller det, at i samme periode er de danske kvinders rammer omkring fodbolden blevet væsentligt forbedret – og bliver det til stadighed. Og for nylig noterede jeg mig da også, via tv-sporten, at Danmark spillede en udmærket omgang bold – på et omtrent fyldt Viborg Stadion. Så de danske kvinder er måske på vej til igen at hæve sig over deres middelmådige, danske kolleger på herresiden?! Der er i hvert fald basis for at udbrede fodboldspillet endnu mere …

Jeg vil i hvert fald stå ved det løfte, jeg nyligt gav i min blog: Jeg vil følge de danske kvinders bestræbelser på atter at vinde EM, når dette arrangement løber af stabelen næste år.