Da Harald var dreng i Frederikshavn, var han ikke specielt interesseret i fodbold. Det lå ikke i kortene, at han først ville blive superstjerne i italiensk fodbold og dernæst skulle være en af bagmændene til den fodboldrevolution, der i 1978 betød indførsel af professionel fodbold i Danmark. Hans far var derimod glad for spillet og prøvede gennem flere år stille og roligt at påvirke Harald i samme retning. På Harald 6 års fødselsdag d. 26. oktober 1947 fik han et par fodboldstøvler, selv om hans højeste ønske var en flitsbue! Først da Harald omkring 10-årsalderen opdager, at han faktisk er ret god til det der bold-halløj, ændrede hans mening sig. Det er nemlig sjovt at være god…
Begyndelsen
Og Harald var god. Rigtig god endda. Der gik ikke længe, før alle fodboldfans i Frederikshavn og omegn havde hørt om den langlemmede knægt, der scorede mål på samlebånd. Han blev udtaget til det jyske hold, som vandt landsjuniorstævnet i 1957. I finalen blev Fyn besejret 2-0, og Harald scorede det ene. Året efter debuterede han på ynglingelandsholdet, og i 1959 blev ynglingespilleren rykket op på byens bedste seniorhold, der spillede i landets næstbedste række.
Dengang fulgte turneringen kalenderåret, og det første forår som senior blev hårdt. Modstanderne var voksne mænd, der nok vidste, hvordan man skulle satte Harald på plads. Men han lærte en masse og var klar til anden halvdel af turneringen, da efterårssæsonen begyndte. I første kamp efter sommerferien scorede han fire mål i Frederikshavn 5-4 sejr over Aab. I løbet af efteråret satte han dårligt en fod forkert og var kraftig medvirkende til, FFI endte med at rykke op.
Men for Harald var kulminationen ikke hans holds oprykning. Kulminationen var debuten på det danske landshold d. 13. september 1959, hvor Norge blev slået 4-2, og den 17-årige angriber fra FFI scorede et mål. Og blev den hidtil yngste debutant for Danmark.
OL 1960
Dermed var vejen banet for Haralds deltagelse på Landsholdet ved OL i Rom i 1960. Danmark fik sølv, bl.a. takket være en særdeles overraskende sejr over Ungarn i semifinalen, hvor den danske keeper, Henry From, nærmest hypnotiserede en ungarer til at brænde et straffe. Billederne er klassiske: From går over og sætter sit tyggegummi fast på den ene stolpe, hvilket synes at fiksere ungareren. Han skyder i ”tyggegummisiden”, From kaster sig derover – og redder. Men vi tabte finalen 3-1 til Jugoslavien, der var kommet i finalen ved at spille 1-1 mod Italien – og derpå vundet på lodtrækning! At Harald Nielsen så siden har været kendt som Guld-Harald, selv om det kun blev til sølv, er lidt pudsigt.
Haralds slutrundespil i Rom havde vakt interessen hos de udenlandske klubber. Han drømte selv om at komme til Italien, for der havde spillere som John Hansen og Carl Aage Præst, som Harald havde som forbilleder, jo huseret. Men det italienske fodboldforbund havde gennem flere år nedlagt forbud mod import af udenlandske fodboldspillere, så det kunne ikke blive til noget.
Og så alligevel: Driftige folk i Bologna håbede på, at forbudet snart ville blive hævet. Så i 1961 købte de Harald. Om ikke andet kunne de altid sælge ham videre. Der var nok af interesserede klubber overalt i Europa.
Forbudet blev faktisk også hævet. Og Harald blev snart fodboldkonge i Bologna. Det betød dog samtidig, at landsholdskarrieren var forbi efter 14 kampe og 15 mål. DBU holdt jo stivnakket fast i en tåbelig regel om, at der ikke måtte være professionelle på landsholdet. Denne regel ændredes først i 1971.
Il freddo danese
Bologna satsede en dengang fyrstelig sum på 200.000 kroner på en blot toårig kontrakt med en maskinlærling fra Frederikshavn. Det var et stort sats, og det lykkedes. Sammen med Harald Nielsen fik Bologna sig en regulær storhedstid, der kulminerede med mesterskabet i 1964. Danskeren var deres store spiller i disse år, hvor han i to sæsoner blev samlet topscorer i det fodboldgale støvleland.
Så selv om den første halvsæson i Bologna blev brugt til at vænne sig til tempoet, hårdheden og vildskaben i det professionelle game, satte han faktisk en imponerende italiensk rekord for de første 100 kampe, han spillede: Han scorede 60 mål. Dette skyldtes nok især hans koldblodighed. Harald havde nok temperament, men han kunne styre det, hvilket var vigtigt i den regn af spytklatter og albuestød, han rendte ind i hos forsvarerne i de italienske klubber. Han mistede aldrig besindelsen og fik derfor også tilnavnet ”il freddo danese” – den kolde dansker.
Efter sæsonen 1966-67 syntes Harald Nielsen dog, der skulle ske noget nyt. Han skiftede klub. Inter købte ham, men Harald fik ikke helt gang i sit spil der. Så Inter solgte ham sæsoner efter videre til Napoli, men heller ikke der ville tingene rigtig lykkes. Derfor solgte også Napoli ham videre efter blot én sæson, til Sampdoria. Her spillede Harald i sit sidste år som professionel fodboldspiller.
Efterskrift
Ved siden af at drive egen virksomhed, som hans viv, Rudi – kendt som Mie i ”Far til Fire”, og han stadig driver med stor succes, har Harald Nielsen haft overskud til at præge dansk fodbold, også længe efter karrieren sluttede. Først lavede han og Helge Sander, tidligere borgmester i Herning og nuværende minister i Anders Foghs Rasmussens regering, enormt ravage i det traditionsbundne DBU, der længe kæmpede mod indførsel af professionel fodbold i Danmark.
De to fodboldglade visionære foreslog i 1977 at sprænge dansk fodbold og indføre en ”pengeliga” for de bedste spillere, hvilket så skulle betales af store virksomheder, der til gengæld fik masser af goodwill og reklame. Dette tvang det danske fodboldfolk til at indføre professionel fodbold. Så i 1978 spillede Herning og HIK den første professionelle kamp på dansk grund – og Vejle blev de første professionelle danmarksmestre.
Derudover var Harald små 15 år senere særdeles aktiv i tankerne bag og selve sammensmeltningen af de to hæderkronede københavnerklubber KB og B1903, hvilket jo skabte FC København. Han var således også FCK’s første klubformand. Og i de mellemliggende år har han altid haft en mening om dansk fodbold på godt og ondt.
Og det er svært at forestille sig, hvad dansk fodbold havde været uden FCK, uden professionel fodbold – og uden Harald Nielsen.
Seneste blogindlæg
Chat på voresfodbold.dk
Seneste kommentarer
Nå, nu er den fikset efter en omgang hårdt arbejde (hvor kan man hurtigt glemme meget, især sprog)...
Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo.................0:4 AC Milan-Arsenal...
Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo............1-2 AC Milan-Arsenal..................2-0...
Skiferien lurer lige om hjørnet, så jeg poster lidt i forvejen... Leverkusen-Fc Barcelo. 1-3 AC...
I et oplæg til en engelsk bog om CM/FM's 20 års jubilæum inviteres man til at indsende artikler. Et...
FC Vestsjælland vandt lørdag 1-0 over en anden 1. divisionsklub Brønshøj. Det skete i en...
Næstved tabte snævert til Brøndby i testkamp
Næstved gav superligaklubben Brøndby kamp til stregen i testkamp lørdag. Kampen sluttede med...
AB tabte lørdag hjemme i testkamp mod Herlev efter føring ved pausen. AB - Herlev 1-2
Esbjerg hentede 2-2 ude mod SønderjyskE
Esbjerg hentede fredag 2-2 i testkamp på udebane mod SønderjyskE, skriver Randers FC Frie fans...
Arsenal-Blackburn 1-0 Schalke 04-Mainz 05 2-0 Stoke-Sunderland 2-1 Manch City-Fulham 3-0 HSV-Fc...
Bold.dk
Tipsbladet - Fodbold
Engelske feed
danskfodbold.com




About Niels
Indsend kommentar