Henning Jensen var i 1982 kun en lille halv time fra at slå Ulrik le Fevres ”verdensrekord”, der lød på nationale mesterskaber i tre forskellige lande. Men så udlignede københavnske B93 til 2-2 mod Jensens klub, AGF, i sæsonens sidste kamp og sendte dermed guldet til Fyns fodboldstolthed, OB – og Jensen måtte ”nøjes” med at afslutte sin imponerende karriere som tysk, spansk og hollandsk mester.
Fra fodboldforbud til fodboldstjerne
Havde Henning Jensens forældre tilbage i 1956 lyttet til familielægens råd, var hans karriere stoppet, inden den overhovedet var begyndt. Lægen mente nemlig, at den 7-årige Hennings fødder ikke kunne tåle fysisk belastning, da knægten var platfodet. Det var en ganske almindelig antagelse dengang. Man kunne fx ikke komme i militæret, hvis man havde denne ”skavank”. Men Henning ville det anderledes og fik heldigvis lov af sine forældre til at trodse lægens råd og spille fodbold i den lokale klub, Nørresundby.
16 år senere debuterede han som Nørresundby-spiller på landsholdet i Danmarks 2-1 hjemmebane-nederlag til Englands amatører (!), på et tidspunkt hvor klubben blot lå i danmarksserien. Han kæmpede for en plads i den trup, der skulle repræsentere Danmark ved OL i München 1972 og havde såmænd også fået den, hvis han ikke var blevet professionel i mellemtiden.
OL var endnu forbeholdt amatører (en regel som Danmark i modsætningen til mange af verdens lande håndhævede), så Henning måtte gøre op med sig selv, om han ville til OL eller til Bundesliga-klubben Borussia Mönchen-Gladbach, som lokkede med en lukrativ kontrakt.
De tre mod de seks
Henning valgte Borussia og Bundesligaen, hvor han snart slog igennem. Om han spillede hængende angriber eller helt fremme på spidsen, var ham lige meget. Han var giftig uanset hvad og havde et utroligt godt blik for sine medspillere. Især hans sammenspil med holdkammeraten Allan Simonsen blev legendarisk. De vidste altid, hvor de havde hinanden. Det var, som om de kunne finde hinanden i søvne. Ren dansk intuition.
Henning tog alle med storm – og blev i 1973 udtaget til ”de tre mod de seks”, der var en showkamp på Wembley, som skulle fejre, at Danmark, Storbritannien og Irland (de tre) var blevet optaget i EF. Han spillede ingen pragtkamp, men scorede til gengæld et af de flotteste hovedstødsmål, der er set på Wembley: En bold bliver slået ind fra fløjen, men den lægger lidt bag Henning, der dog på mirakuløs vis får kastet kroppen bagud og givet bolden et smæld med panden. Bolden går utageligt ind – og DBU valgte at notere Hennings indtræden i den absolutte europæiske fodboldtop som en landskamp.
Henning ville væk
Borussia Mönchen-Gladbach var en magtfaktor i 1970’ernes tyske fodbold. I Henning Jensens tid lykkedes det bl.a. klubben at vinde den tyske pokal og UEFA Cuppen samt det tyske mesterskab i både 1975 og 1976 – og Henning Jensen havde en stor (plat) fod med i succesen. Så stor, at Real Madrid slog til, da de fik mulighed for at købe Henning Jensen.
Først ville Borussia dog ikke lade Henning rejse. Han var ganske enkelt for vigtig for holdet. Men han ville af sted. Så Henning Jensen tog i sommerhus i Danmark, hvorfra han meddelte klubledelsen, at enten solgte de ham, eller også standsede han omgående karrieren. Og så måtte tyskerne sælge. Henning Jensen skiftede det grå Ruhr-område ud med høj, spansk sol. Og det års største kontrakt i spansk fodbold.
Pengene var givet godt ud, set fra spaniernes side. Efter at have brugt den første sæson på at falde til var Henning en af nøglespillerne på det Real-hold, der vandt mesterskabet i både 1978 og 1979. Han er stadig en populær skikkelse i kongeklubben. Også selv om han ville væk igen, da kontrakten med Real udløb i 1979. Det var tid til at komme nærmere hjemlandet. Ajax Amsterdam havde et talentfuldt hold og et super tilbud, så Henning skiftede den spanske hovedstad ud med den hollandske.
Fra Ajax til AGF
Henning havde succes i det hollandske med det samme og var med til at vinde mesterskabet allerede i sin første sæson i klubben. Det teknisk prægede Ajax-spil passede ham fint, omgivelserne var trods alt noget mindre kaotiske end det fodboldgale Madrids, og han havde hele tre danske holdkammerater, nemlig Sten Ziegler, Frank Arnesen og Søren Lerby.
Efter to sæsoner var det dog slut. Det gik ikke helt så stærkt for den langlemmede jyde mere. Og AGF var ikke sene til at reagere, da de hørte om dette. For nok var Hennings platte fødder ikke længere, hvad de engang var, men fodbold kunne manden stadig spille på et niveau, der så rigeligt rakte til den bedste danske række. Missionen var som allerede nævnt også nær ved at lykkes. Og under alle omstændigheder spillede Henning Jensen to gode sæsoner.
Humlen til nedtur
Henning Jensen engagerede sig i tøjfirmaet Hummel i slutningen af 70’erne, og bl.a. derfor spillede Real Madrid i Hummel i en periode. DBU og DHF fulgte trop, men på trods af den kraftige eksponering i forbindelse med EM-guldet i 1992 (og damernes flotte OL-guld), gik Hummel i 1993 teknisk konkurs – og Henning Jensen ligeså.
Der fulgte nogle svære år, hvor familien Jensen skulle på fode igen. Fra at have levet et luksuspræget liv med en feteret fodboldstjernes gage til brug, skulle den lille familie pludselig forholde sig til konkurs, lejebolig og en tur på bistandskontoret.
Henning har siden rejst sig og bl.a. ernæret sig som spilleragent og importør af spanske vine. For nok gik det pludselig ned ad bakke. Men en sindig jyde som Henning kæmper sig altid tilbage – om så end familielægen siger, han ikke må spille.
Kort om Henning Jensen
Født den 17. august 1949
Styrke: Uselvisk, glimrende overblik
Svaghed: Ueffen mht. defensiv-pligter
Klubber på eliteniveau:
Borussia Mönchen-Gladbach (1972-1976)
Real Madrid (1976-1979)
Ajax Amsterdam (1979-1981)
AGF (1981-1983)
Bedrifter: Tysk pokalvinder 1973, tysk mester 1975 og 1976, spansk mester 1978 og 1979, hollandsk mester 1980, vinder af UEFA Cuppen 1975.
Landskampe: 22
Mål: 10
Seneste blogindlæg
Chat på voresfodbold.dk
Seneste kommentarer
Nå, nu er den fikset efter en omgang hårdt arbejde (hvor kan man hurtigt glemme meget, især sprog)...
Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo.................0:4 AC Milan-Arsenal...
Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo............1-2 AC Milan-Arsenal..................2-0...
Skiferien lurer lige om hjørnet, så jeg poster lidt i forvejen... Leverkusen-Fc Barcelo. 1-3 AC...
I et oplæg til en engelsk bog om CM/FM's 20 års jubilæum inviteres man til at indsende artikler. Et...
FC Vestsjælland vandt lørdag 1-0 over en anden 1. divisionsklub Brønshøj. Det skete i en...
Næstved tabte snævert til Brøndby i testkamp
Næstved gav superligaklubben Brøndby kamp til stregen i testkamp lørdag. Kampen sluttede med...
AB tabte lørdag hjemme i testkamp mod Herlev efter føring ved pausen. AB - Herlev 1-2
Esbjerg hentede 2-2 ude mod SønderjyskE
Esbjerg hentede fredag 2-2 i testkamp på udebane mod SønderjyskE, skriver Randers FC Frie fans...
Arsenal-Blackburn 1-0 Schalke 04-Mainz 05 2-0 Stoke-Sunderland 2-1 Manch City-Fulham 3-0 HSV-Fc...
Bold.dk
Tipsbladet - Fodbold
Engelske feed
danskfodbold.com




About Niels
Indsend kommentar