Husker du Birger Jensen?

I rækken af genudsendelser af artikler fra Goal om danske fodboldhelte er turen kommet til legendariske Birger Jensen, der ikke blot var en fremragende målmand, men også en festlig fyr...

De fleste fodboldelskere på tværs af kloden var sommeren 1978 overhovedet ikke i tvivl: Danmark havde pt. verdens bedste målmand. Godt nok var der vesttyskernes Sepp Maier, Italiens Dino Zoff og englændernes Ray Clemence at konkurrere med – men de kunne ikke stå mål, om man så må sige, med denne fantastiske dansker, hvis fantomredninger egenhændigt holdt belgiske FC Brügge inde i mesterholdenes europæiske finale i maj 1978, selv om de blev spillet ud på kryds og tværs af legendariske Liverpool. Finalen endte fortjent med engelsk 1-0 sejr, men kampens store spiller var Brügges Birger Jensen.

Birgers dæmoner

Han havde utvivlsomt alle de kvaliteter, der forlanges af en topmålmand, men ydermere havde han også nogle ”dæmoner”: Han kunne nu og da få direkte black outs i kampens hede og fx jagte en høj bold i feltet, det var tydelig for alle andre, han umuligt ville kunne nå; og så fandt han sig bl.a. ikke i at blive bestemt over. I mange tilfælde et udmærket, menneskeligt træk, men for det meste ikke velanset i professionel fodbold.
Han fik hurtigt lagt sig ud med Brügges berømte træner, østrigeren Ernst Happel, der i perioden 1974-1978 fik skabt et hold af absolut fineste, europæiske klasse. Happel var en streng mand med klassiske dyder som kæft, trit og retning. Han billigede ikke pjank, næsvisheder og useriøs levevis, hvilket kostede den danske klassekeeper flere omgange ude af truppen. Fx spillede Birger kun 23 ligakampe i sæsonen 1977/78, der som nævnt ellers gav ham prædikatet ”verdens bedste”.
På samme måde røg han hurtigt af landsholdet, da Sepp Piontek kom til. Selv om Sepp senere tøede op og blev knap så piskesvingende i sin stil, tilgav han aldrig Birger, der efter sigende skulle have varmet op til en landskamp ved at gå på grillbar!
Så i en alder af blot 28 år, hvor en målmand ellers først nærmer sig toppen, var hans landsholdstid forbi. Ganske vist vandt Danmark i Birger Jensen sidste landskamp med 3-1 på udebane over Spanien – en kamp hvor Preben Elkjær fik sit internationale gennembrud med to scoringer – men hans plads blev herefter overtaget af KB’s Ole Qvist, der i det civile liv var politimand, retlinet i sin levevis og ikke videre sprælsk.
Birgers diametrale modsætning, fristes man til at skrive…

Fra B1903 til Belgien

Da Birger Jensen i september 1973 debuterede på landsholdet, skete det som B1903-spiller på et dansk hold, der nok vandt 1-0 over Norge i Trondheim, men var uden datidens store, danske spillere. Dengang blev DBU stadig betragtet som et hyggehold, en adspredelse i hverdagen, når de professionelle fra udlandet sporadisk kom hjem til kamp. Og de kom kun sjældent hjem samtidigt, så det danske landshold tabte langt oftere, end det vandt. Men trods de amatøragtige forhold holdt debutanten Birger buret rent, som han også ofte gjorde for B1903, klubben, der senere fusionerede med KB til det, vi i dag kender som FC København.
Flere gode lands- og klubkampe fulgte. Og allerede i 1974 havde han gjort det så godt, at FC Brügge købte ham. Og nok eksporterede Danmark dengang bunkevis af spillere, de danske amatører var før indførslen af professionel fodbold i 1978 enestående billige, men kun yderst sjældent en målmand. Så ingen tvivl om at Birger Jensens talent var åbenlyst. Hurtig på stregen, stærk i en-mod-en situationer og god i feltet – bortset fra de få gange, som nævnt, hvor han ligesom mistede overblikket.

Brygget til succes

Han gik direkte ind på FC Brügges førstehold og stod 31 af 38 ligakampe i den første sæson, hvilket er ganske imponerende af en kun 23-årig målmand. Men han havde også forholdsvis nemt ved at falde til, da den mere rutinerede Ulrik le Fevre allerede var at finde i klubben, og den nu glemte angriber Hans Aabech blev købt til klubben samtidig med. Siden hen var andre danske profiler at finde i klubben, men ingen så trofast som Birger Jensen.
I de følgende 13 sæsoner spillede han for den belgiske storklub. Serien af finaler og triumfer for FC Brügge i denne periode er ualmindeligt imponerende: Fem belgiske mesterskaber (1976, 1977, 1978, 1980 og 1988 – Birgers afskedssæson), to gange sølv (1985 og 1986), to belgiske pokalsejre (1977 og 1986) og to finalenederlag (1979 og 1983) samt to europæiske finaler (UEFA Cuppen i 1976 og mesterholdenes i 1978), som Liverpool dog i begge tilfælde vandt.
I alt blev det til hele 382 kampe mellem stængerne for FC Brügge, inden han skiftede til den noget mindre, belgiske klub, SK Lierse, og kort efter igen til hollandsk fodbold, hvor han afsluttede karrieren med godt et halvt år hos RKC Waalwijk.

Den fælles bevidsthed

At Birger Jensen ikke huskes noget videre herhjemme, skyldes altså især, at da roligan-toget virkelig kom i fart, og danskerne holdt deres indtog først ved EM i 1984 i Frankrig og dernæst ved VM i 1986 i Mexico, da havde han ikke været at finde blandt passagererne længe.
Men spørger man en belgisk fodboldfan, hvem denne Birger Jensen er, så vides det. Så mange målmænd, der har været verdens bedste, findes der trods alt heller ikke i belgisk fodbold. Og når den store klub fra Brügge, hvor Birger Jensen stadig bor, holder sin årlige fest for gamle spillere, er Birger Jensen altid festens midtpunkt. For nok kunne hverken Ernst Happel og Sepp Piontek holde den kække Birger Jensen ud, men de tidligere holdkammerater har det med ham, som FC Brügges fans har det: De elsker ham.