Hvem header til et ammeindlæg??

Da jeg er vokset op i en fodbold-familie, har jeg også altid spillet fodbold. Jeg kom godt nok først i en klub, da jeg fyldte ni – sikkert fordi jeg er pige …

Klubben lå fire km fra, hvor vi boede, så jeg cyklede til og fra træningen, der var sådan en jævnt kedelig ting med få, almindelige øvelser og så spil på to mål til sidst. Til gengæld var mine holdkammerater ikke kedelige. De var både søde og rare, men kunne også fornærme hinanden groft og såmænd rent fysisk spytte på hinanden – så kedeligt var det altså aldrig.

Alligevel forsvandt min ellers disciplinerede mødepligt med tiden. Jeg fik ofte en følelse af at være eneste på holdet, der brændte for selve spillet. Sammenholdt med den inspirationsløse træning stod jeg dermed overfor et valg: Enten skulle jeg holde op, eller også måtte jeg skifte klub. Jeg valgte det sidste og skiftede til naboklubben.

I min nye klub begyndte jeg at spille med de ældre piger, hvoraf mange havde samme attitude til fodbold som mig. Derudover var træningen meget bedre, og tonen var en anden og venligere mellem os spillere, så kammeratskabet var stærkere, end jeg var vant til – og så spillede vi faktisk ofte godt.

Desværre er det sådan med kvindefodbold, at der er så få spillere. Hver gang en spiller rejser eller holder op, står der ikke en ny og venter. Det problem løste et par af klubberne, herunder min, ved at samle div. hold, således man kunne mønstre et samlet, fælles damehold. Alternativet til denne sammenkogte ret var for mig at melde mig under fanerne i den næstnærmeste klub – og det var ikke noget rigtigt alternativ. Det ville betyde, jeg skulle bruge mere end den halve time, jeg nu allerede gjorde hver vej, og den tid havde jeg bare ikke.

På den ene side var sammenlægningen en god løsning, for der kom et hold ud af det. På den anden side har jeg nok altid været glad for at træne med de ældre, men sammenlægningen betød, at jeg – en gymnasieelev – nu fik holdkammerater, der var så meget ældre, at de største samtaleemner på holdet var ting, jeg ikke kunne forholde mig til. Ting som skoldkopper, kobberbryllup og ammeindlæg …

Nu og da var deres børn endda med til træning – en træning, der desværre mindede alt for meget om de første år – og i og for sig var det i orden, de havde ungerne med, da der var tale om dame senior – men helt ærligt: Hvor mange mænd må afbryde deres fodboldtræning, fordi noget af deres afkom skal ha’ pudset næse?!

Jeg har nu accepteret, jeg ikke går til fodbold mere. Gymnasiet betyder, jeg ikke kan ofre den ekstra rejsetid, alternativet kræver, og jeg har ikke noget at gøre på det ”gammelkonehold” med den ”gammelmandstræning”. Sådan er det.

Det ændrer dog ikke på, jeg er hamrende ked af det. Hvor er det dog surt at holde af et spil, som mænd prøver at holde på eneretten til, hvilket kvinder ligefrem bakker dem op i.

Jeg har også accepteret, der bare ikke er nok piger i min årgang, det er årgang 1992, i hele området, som både interesserer sig for fodbold og ønsker at spille det. Jeg kompenserer ved at se fodbold i TV – og løbetræne.

Det ændrer dog ikke på, at jeg udmærket ved, hvorfor jeg løber, når jeg løber. Det gør jeg, fordi jeg ikke har nogen at spille fodbold med. Øv.

Og slutteligt har jeg accepteret, at der dog er et lys forude: Når jeg engang har mand, hus og børn, kan jeg vende tilbage til klubben og få råd om skoldkopper, kobberbryllup og ammeindlæg …

Men når jeg tager til træning, har manden ungerne hjemme!