Hvide løgne

Jeg vil her fortsætte rækken fortællinger, der indeholder nogle af de små, skøre historier, som også er i fodboldens verden. Takket være bl.a. Knud Lundberg og Fritz Ahlstrøm findes fortællingerne i div. fodboldværker. Suppleret med Google-opslag er de videregivet af undertegnede her.

Hvide løgne.

At lyve er en slem ting. I hvert fald hvis løgnen er sort og ondskabsfuld og kun brugt til at skade omgivelserne med. Den slags løgne er ganske enkelt skrækkelige, forbudt ved dansk lov og De Ti Bud. Og kun onde mennesker kan finde på at bruge den slags sorte løgne.

Men hvide løgne …

Hvide løgne kan være nødvendige. Ganske enkelt. Hvide løgne kan faktisk, brugt rigtigt, gøre ens liv lettere at leve. Hvide løgne er dem man bruger, når ens kæreste siger: ”Ser jeg for tyk ud i den her bluse?” Det er dem, man bruger, når man siger: ”Jeg lover aldrig mere at cykle uden cykellygte, Hr. Betjent!” Det er dem, man bruger, hvis nu ens favorithold er i pokalfinalen, men man er sat til at skulle arbejde …

Bill Smith var i foråret 1953 blot 17 år gammel, da han rejste hjemmefra fødebyen Bolton og kom i lære i herreekviperingsafdelingen i et stormagasin i London – men han var om noget Bolton supporter.
Og netop1953 var et stort år for Bolton, der ellers ikke kan siges ligefrem at vade i store år. Men de hvidblusede Boltonspillere havde spillet sig i FA Cup finalen og skulle møde Blackpool, der dengang var et af Englands stærkeste hold – men Bill troede på det. Bolton kunne vinde. De skulle vinde. Og han ville så gerne ind at støtte gutterne.

FA Cup finalen spilles altid om lørdagen, og Bill skulle på arbejde. Han havde endda allerede købt billet til finalen, men hele tiden udskudt problemet med at få fri. Det gjorde man nemlig ikke bare sådan førhen. Fik fri. Der skulle noget virkeligt specielt til. Og selv om en FA Cup finale med ens favorithold er endog meget specielt, så var det ikke den slags specialiteter, man kunne bruge. Slet ikke.
Men Bill fik dog en idé, ja, han kom på en løgn, en hvid løgn. Først på ugen gik han derfor, veltilfreds over sit eget indfald, hen til afdelingslederen og spurgte om fri følgende lørdag …

Følgende lørdag kom en ældre herre ind i stormagasinets herreekviperingsafdeling og fik fat i afdelingslederen med disse ord: ”Der arbejder en ung mand her, der hedder William (Bill) Smith. Jeg er hans bedstefader og ønsker meget at komme til at tale med ham.”
”Åh, desværre, Hr. det kan De ikke komme til,” måtte afdelingslederen svare. ”Han har fået fri, således han kunne deltage i Deres begravelse i dag!”

Så mens Bill var på vej til Wembley stadion, blev han afsløret. Resultatet blev, at han blev trukket i løn og fik en kraftig reprimande for at lyve, men han beholdt dog sit job – for heldigvis var afdelingslederen også fodboldfan.
At Bolton så tabte en af de mest seværdige cupfinaler nogensinde med 4-3, se, det er en helt anden historie …