Hvor blir målene af?

Nedenfor kommer der en række – måske uhyrlige – påstande om den moderne fodbold og savnet af de gammeldags topscorere, for hvem et snit på omtrent ét mål pr. kamp ikke var noget særsyn, samt et bud på, hvorfor de ikke er mere.
Og første påstand begynder således: Jeg vil se mål. Det er det, jeg vil. Kampe, der ender 0:0 eller med et smalt 1:0, er ikke nødvendigvis kedelige – men kampe, der fx ender 4:3, 8:5 eller 6:2, er aldrig kedelige. Og sådan er vi flest! Hermed er der altså lagt fra land …

Tre målmagere
Gerd Müller, Jairzinho og Teofilo Cubillas. Har man alderen mod sig, har man til gengæld viden med sig og ved dermed sikkert, hvem de tre herrer er. Under alle omstændigheder scorede disse tre spillere hhv. ti, syv og fem mål på hhv. seks, seks og fire kampe, altså 22 gange til sammen på i alt 16 kampe, tilbage ved VM i Mexico i 1970. Derved blev de nr. et, to og tre på den slutrundes topscorerliste. Og alle tre havde et snit over ét mål pr. kamp. Ganske imponerende.
I min levetid er man således gået fra at være en dygtig angriber, når man havde et snit på 0,75 til 1+ pr. kamp, til i dag, hvor man er Farlige Frank og Bomberen Bernburg, hvis ens snit kan holde sig så nogenlunde på oversiden af en scoring pr. 3-4 kamp. Knapt så imponerende.
Samtidig med lider mange ligaer og slutrunder under, at et ofte scorende mandskab kun netter det halve af, hvad et do. gjorde for 40 år siden. Med EURO 2008 som en undtagelse, der giver håb for fremtiden, fordi det offensive spil blev belønnet og det defensive behørigt straffet, så er det vel ikke forkert at sige, at med målslugernes uddød har de målrige ligaer lidt samme skæbne.
Men hvorfor er det blevet sværere at score?

Tempoet
Er utvivlsomt højere nu, men det skulle ikke være en bet for angriberne. Ved et højere tempo skal der bl.a. sideforskydes mere, hvilket ender med at skabe forvirring – og plads.

Banerne
Er blevet klasser bedre og knap så fulde af overraskelser, tilfældige opspring og snublehuller – og mht. sidstnævnte må forskellen siges at være ens, for nu at bruge en tåbelig, nedslidt frase. Der er fifty-fifty på, om bolden springer fra knolden til gene eller til gavn for angriberen.

Bolden
Er blevet meget, meget bedre og med sin optimerede spinning faktisk til afslutternes fordel. Man flækker heller ikke pandeskindet på en syning mere eller sparker til en nærmest ubrugelig, ubevægelig, ti kilo tung læderkugle, der har suget regn.

Kittet
Som bolden er klæderne og især støvlerne også forberede og med deres teknologiske udvikling taget til indtægt atter noget, der må være til angribernes fordel. Når bold og støvle mødes, skabes der uforudseelige baner i luften, hvilket er surt for målmanden og let at se på de mange gentagelser fra utallige vinkler, vi fodres med i fjernsynet.

Taktikken (del 1)
Får tit skylden for at være mere defensiv nu end dengang – men både Vesttyskland, der blev nummer tre, og Italien, der tabte 1970-finalen til Brasilien, forstod at spille med fem mand i forsvaret og med taktiske finesser som mandsopdækning og åreladende tilbagelægninger, der dengang måtte samles op (og samles op og samles op og …) af målmændene. Uruguay, der blev nummer fire, gjorde faktisk alle tre ting med imponerende konsekvens. Og verdensmestrene fra Brasilien spillede en gummiudgave af deres berømmede 4-2-4, der ofte endte i en moderne 4-4-2 med de dertil hørende defensive pligter. Og glem så ikke, at Chapman allerede i 30’erne lagde taktik efter, hvem hans hold skulle møde.

Nærkampene
Siges at have været mere reglementerede – men det blår trækker fx John Hansens selvbiografi hurtigt ud af ens øjne, når han beskriver sin entre i italiensk fodbold omkring 1950, hvor der blev opdækket med skub, slag, spyt og trøjehiv; eller hvis opmærksomheden rettes mod engelske hardhitters som Nobby Stiles eller Alan Ball, der i 60’erne og 70’erne uddelte tæv på den defensive midtbane. Ja, der er blevet hevet og flået, skubbet og slået og stemplet ud og ind i hvert fald gennem de sidste 60 år.

Pragteksemplarer
Her findes en del af forklaringen, for spillerne er blevet meget større og konditionsstærkere, og med det hollandske totalfodbolds indførsel in mente også taktisk mere bevidste – men først og fremmest altså større og stærkere. Fortidens frygtindgydende forsvarere ville i dag blot være mellemvægtere i en sværvægtsring. Selv den kære Arsene Wenger melder åbent til pressen ud om, hans forsvar er for lille – hans centerforsvarere er fx under 1,85 m … - og fylder for lidt i landskabet omkring the Emirates.
Men der er noget om snakken. Dette vokseværk svarer til at fylde tre-fire mand ekstra ind på hvert hold, og dét er til fordel for forsvarene. En frygtet forsvarer i 70’erne var Dave Watson, der i dag ville have været en noget tyndbenet half-back. Berti Vogts ville aldrig komme på mere. Selv Henning Munk-Jensen ville have været en gennemsnitsgnom.

Taktikken (del 2)
Hold, der baseres på en enkelt spiller, er for nemme at slå. Det løste de i Bundesligaen allerede sidst i 60’erne, hvor man bare satte en Sepp Piontek eller en Horst Höttges som mandsopdækker på angriberen, hvorpå den pot var ude. Dernæst baseres meget spil nu på de spillere, der formår at agere i rummet mellem modstandernes midtbane og forsvar og bruger dette rum som udgangspunkt til at stikke i de huller, der opstår. Den offensive midtbanespiller Henrik Hansen som topscorer i Horsens sidste år, Christiano Ronaldos rasende mange mål med afsæt i fløjen – han ville således også have været undtagelsen, der bekræftede min regel, hvis han havde været striker – eller Jon Dahls mange landskampsmål sker på denne konto, hvor de starter nede i banen eller falder ned i banen, inden de vender om og finder frem i hullerne. Ydermere baseres dette spil på at bruge angriberen som target man, altså som en slags spilfordeler nummer to, der fordeler de bolde, han modtager fra midtbanens spilfordeler. Slutteligt fokuseres der voldsomt på dødboldene og hermed også på de største spillere, og de er bestemt ikke nødvendigvis at finde i angrebet.

Summa summarum
Man kunne bare fjerne reglen om off side og måske supplere med en regel om, et hold kun måtte have seks spillere på egen halvdel. Man kunne også bare skære 11-mandsfodbold ned til 9 uden at mindske banestørrelsen. Man kunne for den sags skyld også indføre, en målmand kun måtte parere eller oven i købet, at alle frispark gav straffe. Så ville det snart regne med mål – men der ville heller ikke være tale om fodbold mere.

Jeg tror, vi snart ser en virkelig fremgang i målscoringerne. De fleste har erkendt, man i underholdningsbranchen i længden ikke kan leve af at underholde med det, der pr. definition er kedeligt – 0:0 eller et smalt 1:0 – og så finder man andre metoder til at score. De offensive midtbanefolk er brudt igennem. Afsluttere som David Villa og Fernando Torres, der førhen var én af på hvert hold, vil i fremtiden stå som dinosaurer i et spil, hvor den tids del Piero, Lampard, Gerrard, Messi etc. vil runde de 20 mål pr. sæson – til man finder ud af at dæmme op for det.
Men til det er forfinet og udført, synes jeg stadig, vi mangler målslugere og i det hele taget mål. Højre back må for min skyld gerne være sæsonen topscorer – bare det sker med et snit på 0,75 til 1+ pr. kamp.