Hvorfor blev jeg fan af Chelsea?

Hvornår eller hvordan man bliver fan af en fodboldklub er nok forskelligt. Nogle bliver det af lokale forhold, andre på grund af deres fædre (Undskyld kvinder, det er mig bekendt sjældent på grund af deres mødre). Men hvorfor bliver man fan af en ”middelklub” sidst i 60’erne eller 1970?

Jeg har ingen tilknytning til England, min far er komplet ligeglad med fodbold.

Hvor fik jeg interessen for at se tipsfodbold næsten hver lørdag med ofte mere eller mindre ligegyldige kampe fra den engelske 1. division som det hed den gang?

Men den første fodboldkamp jeg kan huske er FA cuppen i 1970 i mellem Leeds og Chelsea. Jeg var 11 år gammel og så den med min meget gode ven. Om vi før kampen var henholdsvis Leeds fan eller Chelsea fan erindre jeg ikke. Men jeg husker at jeg i kampen holdt med Chelsea og han med Leeds. Men jeg ved siden har jeg altid været Chelsea fan (Måske vi bare havde en protest mod hinanden, for senere med andre interesser, var jeg fan af Deep Purple og han Uriah Heep, men det er en anden historie)

Men det var jo en fantastisk kamp på Wembley, der kunne ende ud med hvilket som helst resultat.

Som jeg husker kom Leeds foran med 1-0 og kort efter udlignede Chelsea i den ordinære kamp. Så kom der vist overtid og Leeds kom igen foran inden Chelsea igen udlignede.

Chelsea vandt omkampen på Old Trafford (Den gang var der ikke noget der hed straffesparkskonkurrence) med 2-1. Jeg kan ikke erindre jeg så kampen, men jeg ved ”The King og Stamford Bridge”, Peter Osgood scorede det første mål.

Mine helte den gang hed Peter Osgood, Peter Bonetti og især Ron Harris. Ron var en helt. Den ultimative forsvarsspiller med mere end 600 kampe over 20 år. For mig en rigtig Chelsea figther som ”vi” senere fik i Dennis Wice og i dag har i John Terry.

Jeg fulgte Chelsea så meget man kunne i 70’erne, Købte endda som ikke helt almindeligt den gang merchandise i England, en hue og halstørklæde. Jeg har desværre det ikke mere.

Nu kunne vi jo ikke se så meget fodbold dengang som i dag. Højst en kamp om ugen, lørdag eftermiddag, og så lidt landsholdsfodbold, men ofte forskudt. Og dansk fodbold var en by i Rusland.

Dette er jo nok grunden til at drenge under 40-45 år unge næsten altid har et engelsk favorit hold, og da der ikke var mange kampe og vi ofte så ”små” hold er folk der holder med Chelsea, Derby, Tottenham, West Ham, Ipswich, Queens Park Rangers, Everton….. med mange flere og ikke senere hold som Looserpool, Arsenik, og Manchester Bluf…..

Ellers hold fra Tyskland, Italien eller Spanien. Det er kommet til senere.

Men om jeg mistede interessen for fodbold i 1976 på grund af krisen i Chelsea (Kom i midtfirserne i økonomisk krise på grund af bygning a en stor tribune, som i dag stadig er en del af Stamford Bridge) og derved rykkede ned i 2. division, eller en begyndende interesse for øl og piger ved jeg ikke.

Men jeg så ikke så meget fodbold, men husker dog at jeg altid så resultaterne for 2. division før 1. division da Chelsea lå der.

Interessen kom vel langsomt tilbage i starten af 90’erne, og selv om Ken Bates er beskyldt for mange grimme ting, fik han vel langsomt ændret Chelsea fra et lille hold til et hold noget over middel….

Og så kom der en dag en rig russer og ændrede engelsk fodbold totalt, men det er jo en helt anden historie.

Men den har gjort det, i mine øjne, meget sjovt at være Chelsea fan….

Og så er der jo historien om ”The Special One”, men der er jo også en anden god historie

Med venlig hilsen
Per Pilgaard
(”The One And Only”, and fan of The Special One” and Chelsea)