Jan Mølby

I dag kender vi især Jan Mølby som en kontroversiel og kompetent tv-kommentator, der ikke er bange for at give sin utvetydige mening om spillerne eller spillet til kende.

Hans kommentatorstil står dermed i skærende kontrast til den, man ellers støder på på div. kanaler, hvor kommentatorerne og deres medsnakkeres fornemmeste opgave synes at være at bilde os ind, at en hvilken som helst kamp er god, intens, vigtig og derfor berettiget tv-føde. Og på den måde, på både godt og ondt, har ”Mølleren” altid været sin egen.

Det åbenlyse talent
Fra det øjeblik Jan Mølby trådte sine første fodboldstøvler i Kolding IF, var der ingen tvivl hos dem, der så ham spille: Her var et ganske åbenlyst talent. Han kom også hurtigt på div. ungdomslandshold i DBU-regi og var i 1981 som blot 17-årig midtbanespiller med til at føre Kolding op i landets bedste række. Året efter fik han debut på A-landsholdet i udekampen mod Norge, som et hold udelukkende bestående af spillere fra danmarksturneringen tabte 2-1. Med på holdet var en anden debutant, nemlig Michael Laudrup.
Og den legendariske landstræner Sepp Piontek kunne nok ikke lade være med at sammenligne de to unge, talentfulde mænd, der spillemæssigt havde mange af de samme kompetencer, siden der blev så stor en forskel på deres antal A-landskampe – ”Mølleren” fik 33, mens Laudrup, trods en længere, selvvalgt pause fra landholdet, fik 104.
Den ene, Mølby, var en stor kleppert, nu og da nærmest tyk, og ganske sin egen herre. Han kunne godt lide lidt fis og ballade, var lidt af en spillefugl og sikkert også svær at få i seng i ordentlig tid. Den anden, Laudrup, var en ekstrem dygtig og fornuftig spiller, der passede sine pligter uden svinkeærinder, og som lyttede til, hvad hans træner sagde.
Sagt på anden vis: Mølby som menneske stod altid lidt i vejen for Mølby som fodboldspiller.

Triumfer og tragedier
Disse tendenser skræmte dog ikke Ajax Amsterdam, der købte Mølby sidst i 1982, således han var med til at blive hollandsk mester og pokalvinder i 1983. To år forinden havde han løbet rundt og spillet mod klubber som odenseanske OKS og århusianske Skovbakken i den næstbedste, danske række, så det steg ham nok en smule til hovedet pludselig at være en feteret stjerne i en af Europas største klubber. Og han blev snart ”for stor” til Ajax.
I 1984 solgte hollænderne derfor den unge dansker til Liverpool. Dermed fik klubben fra Merseyside en spiller, der i løbet af de næste 10 år kom til at spille mangt en rolle for klubben – lige fra hyldet stjerne foran ”The Kop” med mesterskabspokalen i hænderne til en ”varm kartoffel” med halvanden måned i fængsel for at have kørt for stærkt (og såmænd også have stukket af fra politiet!).
Men Liverpool stod ved Mølbys side, som han stod ved klubbens side. Både gennem triumferne – der bl.a. inkluderede Liverpools første ”the double” (1986) samt det seneste mesterskab (1990) – og gennem tragedierne.

Helvede på Heysel og Hillsborough
Mølby kom på tæt hold af to skrækkelige oplevelser. Han sad på bænken i 1985, da Liverpool-hooligans forvandlede Heysel Stadion og det års europæiske mesterholdsfinale mod Juventus til en krigszone med 39 døde italienere til følge. Og fire år senere blev han i semifinaleopgøret mod Nottingham Forest vidne til FA Cup tragedien på Hillsborough i Sheffield (semifinalerne i FA Cuppen spilles på neutral bane), hvor div. ansvarlige mennesker ikke viste sig ansvarlige nok: 95 Liverpool-supportere blev mast ihjel mod hegnet, da strømmen af folk, der blev lukket ind på tribunen ikke var under kontrol.
Således synes Mølbys egne perioder med lidt for meget vildskab, gambling og fængselsstraf faktisk af mindre betydning. Men ingen tvivl om, at Mølby havde været en færdig mand i britisk fodbold, havde manager Kenny Dalglish ikke stået brast og bram med ”Mølleren”, da han i 1989 lod hånt om alt, hvad han havde opbygget af respekt og tillid – og så stort på færdselsregler og trafiksikkerhed og ræsede fra politiet i en biljagt, der var en James Bond film værdig. Heldigvis kom ingen til skade, men Jan Mølbys renommé havde fået uudslettelige rids i lakken.

Dansk dynamit
Trods det, at Danish Dynamite altså får en noget anden betydning, når man forbinder det med Jan Mølby og ikke med firsernes fremragende landshold, og trods Sepp Pionteks antipati var Mølby med i de meriterende slutrunder ved EM i Frankrig 1984, hvor han dog ikke fik spilletid, og ved VM i Mexico 1986, hvor han deltog i alle fire kampe. Han var ligeledes fast mand i truppen op til EM i Tyskland 1988, men Piontek siede ham fra kort før slutrunden. Mølby skulle efter Pionteks sigende have lidt af dønningerne fra en ankelskade. Han var dog ikke selv enig heri.
At styrmanden for Liverpools mange succeser i anden halvdel af firserne havde så svært ved at få en stamplads på landsholdet – han fik kun fuld spilletid i 15 af 33 kampe – siger selvsagt meget om det danske landsholds styrke i den periode, men sikkert som ovenfor beskrevet endnu mere om det kølvand af uregerlighed, der var, hvor Mølby kom frem.

Mølleren træder af
Efter tiden i Liverpool, som sluttede med en testimonial – en sjælden gestus i form af en kamp engelske klubber giver en spiller for lang og tro tjeneste, hvor overskuddet ubeskåret går til spilleren selv – blev Mølby manager for først walisiske Swansea (som spillende manager) og siden Kidderminster og Hull. Men det omrejsende managerliv passede ikke så godt med familien, der består af fruen Mandy og deres to børn. Mandy synes i øvrigt at have lagt en trods alt sund dæmper på Mølbys uregerlighed. Dog ikke mere end han, efter støvlerne blev lagt på hylden, bl.a. har ernæret sig som professionel pokerspiller – og som nævnt som tv-kommentator især.
Og også her deler han vandene. Nogle mener, måske i stil med Piontek, han er for kontroversiel. Andre, måske som Dalglish, glæder sig over, der endelig er en, der markerer sig. Men ligegyldig er han i hvert fald ikke og slet ikke som folk er flest.