Angriberen John Hansen fik sit internationale gennembrud ved de Olympiske Lege i London i 1948, der blev gennemført trods 2. Verdenskrigs endnu synlige beviser overalt i de europæiske lande med de mange flygtningelejre, den knuste infrastruktur og de udbombede byer. Man kaldte OL for begyndelsen af en ny tidsalder og en markering af en verden, der nu skulle leve i fred …
Gennembrud og bronze
Gennembruddet kom ved at score fire mål i de danske fodboldamatørers imponerende, meriterende 5:3 kvartfinalesejr over de fuldtidsprofessionelle superstjerner fra Italien, der havde fået lov til at trodse OL’s krav om amatørisme, og derfor var turneringens storfavoritter. Det var en sejr, der sendte chokbølger gennem Europas fodboldlande på linje med de danske 1992-heltes finalesejr over Tyskland.
Det endte med en flot bronzemedalje til de danske spillere, hvorefter mange af dem blev professionelle i udlandet, især – pudsigt nok – i Italien. John Hansen kom således til Juventus.
Døden i Torino
Faktisk var John Hansen på vej til den anden store klub i Torino, hvor Juventus jo hører hjemme. Torino Calcio bød på den danske forward, der efter længere tids tvivl og temmelig rodede kontraktforhandlinger, hvor Torinos mafialignende agenter åbenbart syntes skræmmende, valgte at takke ja til et godt bud fra Juventus. Det skete, selv om Torino dengang i 1948 formentlig var verdens stærkeste hold. Udover de tvivlsomme repræsentanter fra Torino Calcio hjalp det også på beslutningen, at Juventus ikke ville lade den danske måltyv komme til rivalerne. De fandt de sidste, ekstra penge frem og sikrede sig dermed danskerens underskrift. Dette reddede formentlig John Hansens liv!
Torino, der stort set udelukkende havde landsholdsspillere i sin trup, havde været i Lissabon til en venskabskamp, som John Hansen sikkert havde deltaget i, hvis han havde skrevet for Torino. På flyrejsen hjem gik det helt galt. Supergabjerget lige uden for Torino er ikke mere end 800 meter højt. Det formodes dog, at flyets højdemåler viste 2000 meter, så piloterne har følt sig sikre i det snuskede, tågede vejr på, at de var vel over Supergas tinder, da de fløj flyet direkte ind i bjerget.
Alle ombordværende døde, herunder 18 spillere. Italiens stærkeste klub blev bogstaveligt talt knust. Italiensk fodbold var selvsagt rystet over tragedien. Og John Hansen var som nævnt formentlig gået i døden med dem, hvis han ikke havde foretrukket Juventus.
Talentet ikke fra fremmede
John Hansen var enebarn, velsignet med fodboldglade forældre og havde ikke sit talent fra fremmede. Han fik sin debut i Københavns Idrætspark, som Parken hed i gamle dage, kun et par måneder gammel – i en barnevogn, forstås, for moderen så mange af faderens kampe for Frem. Faderen, der var en af datidens bedste, danske målmand, opnåede i løbet af 1920’erne og 30’erne 134 kampe for Frem samt 2 A-landskampe. Og han gik straks i gang med at træne sønnen, da denne blev gammel nok til at forstå fodbold.
Øvelserne bestod bl.a. i at sparke små papirkugler i kakkelovnen og at træne hovedstød med læderkuglen, hvor det gjaldt om at ramme nogle punkter, som faderen havde markeret. Således lærte John det, der senere blev hans styrke, nemlig et hårdt vristspark og et uhyre præcist hovedspil.
Fra kontornusser til fodboldprofil
Han var i det hele taget så glad for legen med bolden, at han var svær at få i skole og endnu sværere at få til at læse sine lektier. Hans forældre ville have, han skulle være skolelærer, der dengang var et højt respekteret job, men det lykkedes John at overtale sine forældre til at lade ham selv bestemme. Efter en noget sløj afslutningseksamen arbejdede han flere år som kontormand, inden han fik job på Carlsberg, hvor han ganske vist hyggede sig – men der skal ikke herske tvivl om, at for den aktive, unge mand med de stillesiddende jobs var det lykken at komme til Italien og leve af at bevæge sig meget, hurtigt og præcist.
I løbet af 1948 spillede John Hansen sine 8 A-landskampe med 10 mål til følge. Han havde også i et par år haft stor succes i danmarksturneringen og var bl.a. med til at vinde ”the double” med Frem i 1944, så det kom lidt bag på ham selv, at det blev så svært at lære at begå sig i Serie A. Bl.a. var han meget overrasket over, hvor hurtigt og især svinsk der blev spillet – de italienske spillere hev i modspillernes trøjer, skubbede med albuer og knæ og lavede grimme, professionelle frispark! – og det overraskede ham, hvor lidt af det svinske spil dommerne så …
Langsomt lærte John Hansen dog at begå sig. Han rendte derfor også ind i et rødt kort i ny og næ, når han praktiserede sin nye og aggressive, Fall-agtige spillestil. Når forsvarerne puffede til den 1, 87 meter høje superskytte, så skubbede han hårdt tilbage. Når de tacklede ham urent, tog han af og til hævn. Når de hev i ham, hev han i dem. Han lærte i det hele taget at begå sig som professionel og blev fantastisk ferm til at skaffe sig plads i feltet, selv når modstanderne satte to mand på ham.
Den gode tid
Efter gennembruddet i Serie A blev han en af de største angribere, Juventus nogensinde har haft i sin stald. I perioden 1948-54 scorede John Hansen 124 mål i 187 kampe, hvilket taler sit tydelige sprog om, hvor giftig en angriber denne dansker var.
Sammenspillet med andre danskere i klubben, fx Karl Aage Hansen og Karl Aage Præst, blev fasttømret og farligt og siden hen legendarisk, og den dag i dag ved enhver sand Juventus-tifosi, hvem disse spillere var. Og takket være en meget stærk trup, krydret med danskernes sammenspil og John Hansens eminente målnæse blev det bl.a. til to mesterskaber og to andenpladser i disse år.
Men det er ikke til at vide, om det overhovedet var blevet til mesterskaber, hvis ikke det fantastiske Torino-team var omkommet ved et flystyrt. Det flystyrt, John Hansen kunne have været med i.
Seneste blogindlæg
Chat på voresfodbold.dk
Seneste kommentarer
Nå, nu er den fikset efter en omgang hårdt arbejde (hvor kan man hurtigt glemme meget, især sprog)...
Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo.................0:4 AC Milan-Arsenal...
Runde 2 14/2- 14/2-23/2. Leverkusen-Fc Barcelo............1-2 AC Milan-Arsenal..................2-0...
Skiferien lurer lige om hjørnet, så jeg poster lidt i forvejen... Leverkusen-Fc Barcelo. 1-3 AC...
I et oplæg til en engelsk bog om CM/FM's 20 års jubilæum inviteres man til at indsende artikler. Et...
FC Vestsjælland vandt lørdag 1-0 over en anden 1. divisionsklub Brønshøj. Det skete i en...
Næstved tabte snævert til Brøndby i testkamp
Næstved gav superligaklubben Brøndby kamp til stregen i testkamp lørdag. Kampen sluttede med...
AB tabte lørdag hjemme i testkamp mod Herlev efter føring ved pausen. AB - Herlev 1-2
Esbjerg hentede 2-2 ude mod SønderjyskE
Esbjerg hentede fredag 2-2 i testkamp på udebane mod SønderjyskE, skriver Randers FC Frie fans...
Arsenal-Blackburn 1-0 Schalke 04-Mainz 05 2-0 Stoke-Sunderland 2-1 Manch City-Fulham 3-0 HSV-Fc...
Bold.dk
Tipsbladet - Fodbold
Engelske feed
danskfodbold.com




About Niels
Indsend kommentar