Københavnske lærlinge

Vær vis på FCK’s pauvre indsats i går aftes i 1:3 nederlaget mod de grønblusede fra St. Etienne vil blive analyseret på kryds og tværs af en samlet dansk sportspresse, så det skal du slippe for her. Vel skal du ej!

Lærlingene
Jeg vil med at konstatere to ting: For det første kom FCK’s hvide trøjer med guldpåtrykte numre til at ligne den første kedeldragt, en VVS-lærling trækker i, og for det andet kom der ikke point på Danmarks konto i det store, europæiske regnskab – og det kommer der nok heller ikke, hvis gårsdagens kamp er et udtryk for den nuværende standard i Danmarks rigeste klub.

Kampen kort
Franskmændene vandt uden at spille sig ud. Et simpelt angreb efter halvandet minuts spil, hvor en smuk pasning over tredive meter røg over en uklar Ulrik Laursen og sad perfekt på Gomis’ pandebrask, hvorfra bolden dirigeredes ind bag en sagesløs Jesper Christiansen, afslørede, hvor lidt der skal til for at splitte FCK’s forsvar – og hvor langt der endnu er til den europæiske middelklasse for københavnerne.
At Morten Nordstrand minuttet efter sjuskede med sit straffespark, så den hurtige udligning gik fløjten, gjorde det selvsagt ikke nemmere for FCK.
Senere i 1. halvleg var den gal igen, således St. Etienne, via et simpelt angreb i FCK’s ventre side og en kvik afslutning fra kaptajn Perrin, kunne gå til pausen med en føring på 2:0.
I anden halvleg fortsatte FCK med at have bolden meget, mens franskmændene dog virkede giftigst. Santin reducerede, da hans sjuskede straffe trods alt gik ind, men snart efter sejlede Pospech rundt og svigtede sin højreside, hvorfor det var forholdsvist nemt for Payet at finte Mathias Zanka og loppe kuglen over en fremstormende målmand, der sekundet efter atter måtte brøle sin vrede ud – og se St. Etiennes vævre spillere juble.

Og fyldt med remoulade
Hvis og hvis – ja, hvis nu Nordstrand havde udlignet minuttet efter St. Etiennes føringsmål, havde det været en hel anden kamp.
Nej, det havde ikke. Selvfølgelig skal Nordstrand spytte gevaldigt i bødekassen for sin skødesløshed, men nederlaget skyldtes ikke hans sløje spark.
FCK prøvede at sætte sig på kampen, at styre spillet fremadrettet og så bort urutineret bort fra, de mødte et hold, der spiller kontrafodbold hver anden uge mod mandskaber, der for de flestes vedkommende er stærkere end det gennemsnitlige danske.
Lærlingen fik en lektion, der forhåbentlig vil give sig udslag i mindre naivt og mere fokuseret fodbold til næste hjemmekamp.
Derudover var det åbenlyst, at spillere som Ulrik Laursen, Mathias Zanka og Hjalte Nørregaard ikke har europæisk klasse, hvis spillet vendes mod dem – hvad det ofte gjorde, når FCK tabte en bold.
Lærlingen må altså indse, den altknusende offensiv fra Superligaen skal skiftes ud med en mere forsigtig fremdrift, når man har spillere, der overløbes med simpeltheder fra fodboldens ABC.
Ydermere må Don Ø og Co. spørge sig selv, om en ganske vist central, men åbenbart forældet figur som Ulrik Laursen var den rette at købe som erstatning for Gravgaard. Umiddelbart virker det ikke, som om han er den rette for unge Zanka at læne sig op ad. Januars transfervindue må stå på vid gab for Laursens efterfølger.

Håbet
Det kunne faktisk se ud, som om FCK kan drage nytte af ikke at føle sig tvunget frem på banen, alene fordi en kamp spilles i Parken. På udebane kan FCK afvente og slå til med direkte kontraspil – og lade defensiven stå samlet i vished om, at spredes den over for stort areal, kommer det til at gøre ondt.
Derudover er der altså tre kampe endnu. Det er endnu for tidligt at afskrive københavnerne – hvis de da selv vil afskrive den naive tilgang til den slags opgør, lægge lærlingedragten og tage mesterens nødvendige, kyniske betragtninger til indtægt og så spille, som om det virkelig gjaldt. Hvis ikke, så er det forbi, nærmest før det rigtig er begyndt.