KB mod B1903

Sædvanen tro skal en spillerunde i Champions League have en anderledes intro. Den begynder sådan her: Det første jeg rigtig husker om dansk fodbold, er en hændelse, som skete hos Købmand Mark en onsdag ved 17-tiden før sommeren 1974.

Jeg er temmelig sikker på, det var en onsdag, for der var kø ud for den kasse hos Købmand Mark, hvor vi lagde vores tipskupon om vinteren, og køen må have betydet, det var ved at være sidste udkald for at aflevere kuponer, der jo havde deadline onsdag omkring aftenstide. Jeg ved også, det var før juli ’74, for vi – min far og mig – befandt os i Frederikshavn, hvor vi boede indtil da. Og skal det gøres endnu mere præcist, må det have været efter ’71, for jeg er født i ’67 og kunne, da hændelsen indtraf, læse små ord takket være min fars irriterende stræben.

Det eneste, der gør det hele en smule suspekt, er i bund og grund, at jeg er sammen med min far. Han handlede stort set aldrig ind. Jo, tændrør til påhængsmotoren, patroner til jagtgeværet, cigarer til ham og provsten o. lign. men ikke sådan almindeligheder og slet ikke hos en købmand. Men min mor kan selvsagt have været syg. Eller sur.

Jeg kan dog huske, at jeg spurgte ham, om de spillede i England igen. Tipskuponer og engelsk fodbold hang uløseligt sammen i min lille verden, og allerede dengang elskede jeg lørdage med TV-fodbold. Det var så hyggeligt – og ekstra hyggeligt, når min far havde tid til at sidde og blunde imens. Efter et par forklarende replikker om kuponer og fodbold stod det således min far klart, at det meste jeg vidste om dansk fodbold, var, vi boede så tæt på stadion, at vi kunne høre, når Frederikshavn scorede. Vi snuppede derfor en kupon på vej ud, selv om vi ikke kunne nå at sende den ind.

På vej hjem i bilen lå jeg på bagsædet – det med sikkerhedsseler kom først langt senere – og læste opgørene højt, så godt som jeg nu kunne, mens jeg glædede mig til, at vi skulle have røde pølser. Det er de mærkværdigste ting, man husker. Min far rettede mig, når AaB blev til ahb, eller Fuglebakken blev til fuldebaggen, mens han fortalte mig det, han vidste om holdene. Det var nu ikke det store, men det var milevidt mere, end jeg nogensinde havde vidst.

I min vidunderligt institutionsløse barndom hos min hjemmegående mor var der masser af tid til at drømme og lege. I vores have, der havde hønsenet i hækkene, for ellers stak jeg af, agerede en garageside ganske ofte mål i mit private drømmenes teater. Jeg spillede ganske enkelt kampe mod/med mig selv. Når jeg skød mod garagemuren, talte det først som mål, hvis jeg forinden havde rundet gyngestativet. Som jeg siger: Det er de mærkværdigste ting, man husker. I øvrigt har jeg senere hen været udsat for en del familiær hån pga. de jubelscener, man kunne se mig gennemføre ved mål. Så stod jeg og klappede mig selv på håret, gav derpå mig selv hånd, før jeg slængede en arm op og gav mig et par dask på skulderen. De må have troet, jeg var autist …

De næste par dage gik med at spille min danske tipskupon igennem. Det må have været varmt, for det var korte bukser, jeg tissede i, når spændingen om udfaldet blev for stort. Jeg skrev tipstegnet ned med en af min mors kuglepenne – min fars fyldepen turde man edderrødme ikke røre! – således jeg havde en udfyldt kupon, da det blev weekend. Og jeg glædede mig til at se resultaterne løbe ind, mens jeg håbede, de ville vise KB mod B1903. Af en eller anden grund var det min favoritkamp. Det har sikkert været den, jeg nemmest kunne læse.

Stor var min skuffelse derfor, da jeg den lørdag opdagede, DR var hærget af et eller andet åndssvagt – sikkert Kontrapunktet eller en latterlig operette, hvis der overhovedet har været andet end prøvebilledet – i stedet for fodbold. Det var lørdag eftermiddag, jeg havde en tipskupon, min far havde sagt, man spillede turnering på samme måde som i England – hvad var der dog galt?!

Således lærte jeg lidt mere om dansk fodbold og gav mig til at vræle. Først i arrigskab over der ikke var fodbold i TV. Dernæst i vrede over min far smed tipskuponen ud, fordi han ikke kunne bære tanken om, jeg muligvis ramte på en kupon, der ikke var sendt ind. Og slutteligt i afmagt da min far sagde, jeg skulle vente helt til vinter med at se fodbold igen. Her troede man lige …

Denne erindringsstribe har jeg i punktform. Vi kan undervejs have haft besøg af søde tante Anna, vi kan have fået ny bil, min storesøster kan have været i godt humør – nej, det ville jeg kunne huske – og naboens hus kan have været brændt ned til grunden, men det, jeg husker fra de dage, er disse abrupte scener, hvor dansk fodbold blev introduceret for min bevidsthed.

AaB laver formentlig ikke mirakler på deres rejse til drømmenes teater, når den dag kommer. Det kræver mere end en tur rundt om et gyngestativ at score dér. Det gode er dog, de stolte ålborgensere allerede har indfriet forventningerne med nogle fremragende indsatser i en svær gruppe – og skulle de få fingrene i den belønnende tredjeplads, ville det være det største udkomme, noget dansk hold har haft i div. europæiske cups gennem tiderne. Champions League er bare større, end alt andet nogensinde har været – og at bruge den turnering som ”springbræt” til UEFA Cuppens knald-eller-fald-kampe ville ganske simpelt være gigantisk.

Men det kræver en sejr over de tværstribede skotter fra Celtic. Alt andet vil formentlig betyde exit fra europæisk fodbold, når gruppespillet er slut. Dog håber jeg, det lykkes for AaB at kvalificere sig til UEFA Cuppen – og med fare for at falde for forhåbningernes falske fidusmageri så kan man jo ønske, at den første modstander her vil hedde: FC København. Ja, AaB mod FC København. FC København, der er brygget på de hvid- og blåstribede KB-traditioner og den hvidblusede B1903-vilje. KB og B1903. KB mod B1903. Se, det bringer minder frem …