Maltrakterede maltesere

Efter landsholdets vanvidssejr i Portugal nedskrev jeg følgende svada:

I miraklets kølvand

Der er ikke gået mere end en halv time, siden Daniel Jensens firsttimer tog en afvej og dansede ind bag Quim. Danmark har vundet 3-2 over Portugal efter en mirakuløs afslutning, som sendte tankerne en tur til Camp Nou i 1999, hvor Ole Gunnar Solskjær knuste Bayern Münchens hjerter i den historiske Champions League-finale.

En sejr – et mirakel – som skal fejres, før den kan synkes. Men midt i glædesrusen er det vigtigt, at vi – og Morten Olsen og kompagni i særdeleshed – ikke negligerer det, vi så i de første 80 minutter.

Danmark udviste mandsmod, offervilje og karakterstyrke. Dionysiske dyder, som ikke bør forklejnes, men alene er de ikke nok til at føre Danmark til Sydafrika.

Men Danmark udviste også manglende besiddelse af andre dyder, der er vigtige ingredienser i Olsens VM-opskrift. Den danske angrebsmaskine manglede olie. Der var ingen kreativitet, ingen fantasi, ingen idé. Og slet ingen bevægelse uden bold. Alle fire ingredienser skal indfinde sig – og det kan kun gå for langsomt – hvis Olsen og kompagni ikke skal tage tre på stribe af den kedelige slags.

Status er, at det danske landshold har fire point efter to udekampe mod Ungarn og Portugal. Isoleret set er det fornemt. Sætter man landsholdets præstationer under lup, får man øje på et par dagklare ridser i lakken.

Dermed kommer det atter til at handle om Danmarks mest udskældte sportsfigur. Tidligere på dagen skosede Allan Nielsen ham for at ”trække fantasien og kreativiteten ud af folk”. Uden at have et lige så indgående kendskab til Morten Olsens arbejdsmetoder, er jeg tilbøjelig til at give Allan Nielsen ret. Systemet virker skabelonskåret, nærmest kunstigt. Der er ingen bevægelse uden bold, og jeg kan ikke lade være med at undre mig: Må de overhovedet bevæge sig længere end en skematisk fastsat radius ud fra deres udgangspunkt?

Jeg vil ikke deltage i debatten om talkombinationer. Først og fremmest mener jeg ikke, det er afgørende, om det hedder 4-4-2, 4-3-3 eller 4-5-1, og for det andet spiller vi i min bog allerede 4-4-2, men fløjspillere er øjensynlig angribere, når Morten Olsen er træner. Det handler om den taktiske plan, og på dette punkt mener jeg, kritikken af Olsen er velplaceret og fuldt ud berettiget. Jeg er enig med koret, der synger om manglende talent og dalende kvalitet i spillermaterialet, men netop denne erkendelse burde fremkalde en revision af det taktiske koncept. De danske spillere har tydeligvis ikke de tekniske færdigheder til at spille den polerede form for fodbold, som Portugal demonstrerede i aften. Olsens taktik er et selvbedrag.

Påskuddet for den krampagtige fastholden i konceptet har altid været en romantisk vision om, at Danmark skal spille seværdig fodbold. I Danmarks to første VM-kvalifikationskampe er det Ungarn og Portugal, der har underholdt mig. Når Danmark havde bolden, kedede jeg mig. Det har været fantasiløst, idéforladt og alt andet end seværdigt.

Hvorfor så blive ved, Olsen?

Jeg håber, at de danske spilleres mandsmod, offervilje og karakterstyrke har vundet noget af nationens tilslutning, og fodboldlandsholdet igen kan blive folkets hold – en titel, der efterhånden er blevet overtaget af Ulrik Wilbeks håndboldherrer. En presseboykot er dog næppe måden at genvinde nationens tillid og sympati.

Det er kvalifikation til VM måske, og Morten Olsens tropper har taget det første skridt på vejen. Nu mangler bare fantasi, idé, kreativitet og frem for alt bevægelse uden bold.

Det var oprigtige og utilslørede tanker efter en kamp, hvor Danmarks bedste fodboldben haltede af sted i den portugisiske kontrast. Resultatet var fantastisk, spillet allerhøjest mådeligt.

I går, mod Malta, gik begge kriterier op i en højere enhed. Morten Olsen fik sin pligtsejr, og fodbold-Danmark fik den underholdning, dets hold så længe har forsømt at levere, til trods for at det er trænerens mantra. Der var fantasi, der var idé, der var kreativitet, og der var bevægelse uden bold.

Og paradoksalt nok var det to spillere, der før gårsdagens sejr ikke havde spillet en landskamp i år, som gjorde det muligt. To spillere, der blot har været med i henholdsvis 11 og 16 A-landsholdskampe. To spillere, der efterhånden så ud til at befinde sig i periferien af Olsens cirkel over landsholdsemner, hvor han velvilligt har reserveret pladserne i centrum til folk som Christian Poulsen, Dennis Rommedahl og Jon Dahl Tomasson. Og dét uanset, hvad de betaler tilbage med.

To spillere, der hedder Søren Larsen og Kasper Bøgelund.

Der er gået mere end tre år, siden Søren Larsen var det hotteste navn i dansk fodbold. En kometentré med seks mål i hans fem første landskampe bragte ham på alles læber.

Inden gårsdagens sejr havde de fleste glemt ham. Tilsyneladende også hr. Olsen.

For da han efter den overvældende start spillede fire kampe, heraf to betydningsfulde, uden at komme på måltavlen, var han færdig i rødt og hvidt. Små ti minutter i 3-0-sejren over Island den 21. november sidste år er eneste bindeled mellem gårsdagens sejr og et 0-2-nederlag i en venskabskamp mod Frankrig dateret den 31. maj 2006. Søren Larsen fik tyve minutter på græsset, ti flere end han havde fået fire dage inden, da Olsens tropper i en anden venskabskamp delte med Paraguay.

Siden VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan for nøjagtig tre år siden har Søren Larsen, en mand der har nettet otte gange i elleve landskampe, altså spillet under en halvleg i rødt og hvidt. Fraset de godt 75 minutter i går, hvor han var kampens dominerende skikkelse.

Vist har maltesiske forsvarsspillere ikke just ry for at være skarpe i markeringerne, men det kræver alligevel sin mand at vinde hver eneste bold, der kommer i nærheden af én, hvad enten det er med hoved eller fødder. Det er en tung byrde at skulle vikariere for Nicklas Bendtner, men Søren Larsen excellerede i rollen som klassisk tankcenterforward. Han var en 7-Eleven-spilstation, valgte hele tiden den rigtige løsning, kom til en stor håndfuld målchancer og blev tomålsskytte. Bestået til UG med kryds og slange. Kampens bedste spiller.

Nu ærgrer jeg mig blot over, at han næppe starter inde i den omvendte kamp 28. marts næste år. Dertil er Morten Olsen for forankret i sin tro på den gamle garde – navnlig hans kaptajn, Jon Dahl Tomasson, der er lige så sikker på sin plads i startopstillingen som Osama Bin Laden er på at få en hård medfart, hvis han en dag camperer foran Det Hvide Hus.
Indrømmet, et halvt mål pr. landskamp er en flot statistik, og Jon Dahl har været med til at tegne landsholdets nuværende kontrafej. Men det er vel at mærke kontrafejet af et hold, der har misset to slutrunder i træk og som følge af spillemæssig krise havde mistet folkets tillid og velvilje.

Jeg har også en mistanke om, at det var Jon Dahl, der orkestrerede presseboykotten i Portugal for at fastholde Olsens gunst. Det virker simpelthen ikke plausibelt, at 24 fodboldspilleres samlede intelligenskvotient skulle være så lav, at de ikke kan se manøvrens stupiditet. Derfor antager jeg, at en klike bestående af rutinerede spillere, der ligger højt i hierarkiet, har befalet dette dumhedens akt.

Ja, 3-0 over Malta er godt nok. Men det var mere end bare det. Spillet var det bedste, holdet har leveret længe, og i anden halvleg så jeg noget, jeg ikke kan mindes at have set i årevis: Glæden ved spillet var tilbage hos det danske landshold. Midt under anden halvleg, en snes minutter efter 3-0-målet var der brede smil på de danske spilleres læber. Baggrunden var selvfølgelig billig; det er lettere at hygge sig, når man er oppe 3-0, end når man er nede 3-0, men det var alligevel forfriskende at se.

Smil på læberne, både hos spillere og befolkning – over tre point og over flot spil. Tilliden og velviljen er ved at vende tilbage.

Og så glemte jeg helt Kasper Bøgelund, der med sin opportunistiske angrebsiver og fornemmelse for et-to-kombinationer ikke blot er en værdig vikar for Lars Jacobsen, men en mand, der kan gøre det mere end almindelig svært for Jacobsen at generobre sin plads.