Morten Olsen - den naturlige landstræner?

Følgende er at læse som optakt til den lovede debat om Morten Olsen.

Der er tre job i Danmark, som langt de fleste danskere har en mening om. Dronningens, statsministerens og så landstrænerens – og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge. Sagt på anden vis bestrider træneren for det danske forboldlandshold en stilling, som mindst 1½ mio. mennesker har en mening om – og en stor del af disse er ofte af den opfattelse, at det kunne de såmænd gøre bedre. Så det kræver sin mand – og en sådan mand er Morten Olsen.

Fra højre wing til libero

Da Morten Olsen i 1969 i en alder af 20 år skiftede fra barndomsklubben Vordingborg til B1901 – nu en del af Nykøbing-Falster Alliancen – i Danmarks bedste liga, var han en meget talentfuld, offensiv højrekantsspiller. Og det var da også som sådan, at belgiske Cercle Brügge købte ham i 1972 efter en serie overbevisende indsatser for falstringerne og det danske landshold.
I Cercle tog Olsen hul på et 14 års ophold i Belgien, hvor han i dag også har privatadresse. Det kastede fire belgiske mesterskaber og en europæisk titel af sig og sendte ham længere og længere tilbage på banen, til han endte i den rolle som libero, han bestred så fremragende i den sidste halvdel af hans i alt 102 landskampe.

Fra Cercle til RSC

I Cercle var der plads til at udvikle sig som spiller. Klubben har altid været ”lillebror” i forhold til naboklubben FC Brügge, og supporternes forventningerne er derfor ikke så store, at en ung spiller ikke kan få plads til at lave de fejl, man lærer og modnes af. Olsen blev bedre og bedre og til sidst også for god til Cercle. I sommeren 1976 skrev han derfor kontrakt med storsatsende Racing White, der manglede en dygtig midtbanespiller – hvilket Olsen havde udviklet sig til.
Racing gav Olsen det første belgiske mesterskab, men klubbens ambitioner viste sig slutteligt at være større end deres pengetank. Den eksisterer derfor ikke mere pga. konkurs! I 1980, mens folkene bag Racing prøvede at redde stumperne, skiftede Olsen til RSC Anderlecht, der gør FC Brügge rangen stridig som Belgiens største klubhold.

Mesterskaber og europæisk succes

Her spillede han de efterfølgende seks sæsoner, der kastede tre mesterskaber og to finaler i UEFA Cuppen af sig. Finalen i 1983 blev vundet over Benfica, mens finalen i 1984 blev tabt til Tottenham, hvor Olsen var en af Anderlechts syndere i den afgørende straffesparkskonkurrence.
I disse år hos Anderlecht, samt de sidste tre år hos 1. FC Köln i Bundesligaen, hvor han afsluttede karrieren, viste han sig at være blandt verdens førende liberos, til glæde også for de danske roligans, der i anfører Olsens tid så landsholdet kvalificere sig for første gang til en slutrunde i både EM (1984) og VM (1986).

Landsholdsspilleren Olsen

Morten Olsen debuterede for det danske landshold i sin første hele sæson hos B1901 og spillede sin 102. og sidste landskamp knap 19 år efter i en alder af 39 år og 10 måneder, hvilket gør ham til den ældste landsholdsspiller til dato i DBU-regi. Begyndelsen på A-landsholdet var ellers ikke så lovende: Olsen blev skiftet ud i de første tre starter. Men ukuelig dengang som nu voksede han med opgaven, og bl.a. takket være hans arbejdsiver og alsidighed – udover højre wing og libero har Olsen spillet alle pladser på midtbanen og såmænd også flere kampe som venstre back for landsholdet – bed han sig fast i truppen.
Som flere andre af hans samtidige benyttede Olsen Danmarks kvalifikation til OL i München 1972 som springbræt til en professionel karriere. Derved kunne han ikke kom med til OL, der dengang var forbeholdt amatører, men til gengæld skiftede han et job som farvehandler, hvad han er af uddannelse, og fritidsspiller ud med en stilling som professionel i fodboldens verden. En stilling der for Olsen har vist sig at være en livstidsstilling.

Farvel fodbold – og goddag igen

Da Morten Olsen i en alder af 40 år havde spillet sin sidste seniorkamp, trak han sig for en stund tilbage fra fodbolden. Selv om mange af 1. FC Kölns supportere havde rystet på hovedet ad klubbens bestyrelse, da de signede en 37-årig dansker til at stabilisere forsvaret med, var det tre år og 80 Bundesligakampe senere glemt. Han blev hyldet – og husket. Så da 1. FC Köln i 1993 lå og rodede i bunden af Bundesligaen, bad de Olsen træde til igen, denne gang ikke kun for at stabilisere forsvaret, men selve klubben, hvilket da også lykkedes.
Men knap to år senere havde den temmelig firkantede og autoritære Morten Olsen fået lagt sig ud med klubbens stjerner – en hændelse, der synes at være en gentagelse af hans tid i Brøndby (1990-92) samt senere også i Ajax Amsterdam (1997-99). Han blev succeserne til trods fyret i alle tre klubber.

Landstræner Olsen

Som fra første fodboldfærd lærte Olsen dog af sine fejl og var en hel del mere ”rund” i det, da DBU bad ham afløse Bo Johansson som landstræner sommeren 2000. At han ydermere overtalte Michael Laudrup til at blive sin assistent viste sig at være lidt af en genistreg: Laudrups mere smilende, pressevenlige facon var et perfekt supplement til Olsens mere strikte natur. I øvrigt er det vel heller ikke så tosset at have en assistent, der stadig ville spille på landsholdet, hvis han ikke selv havde ønsket at stoppe!
Denne blanding af menneskelige kundskaber har Olsen siden benyttet sig af, først ved Keld Bordinggaard, der nu har ansvaret for Danmarks talentfulde U-21 landshold, og i dag ved den tidligere landstræner for Danmarks kvinder, Peter Bonde.
Og selv om kvalifikationen til VM 2006 og EM 2008 glippede, sidder Olsen formentlig mere sikkert i sit sæde, end statsministeren gør. Det er vel kun dronningen, der overgår Olsen i dén henseende.