Når fodbold bliver ligegyldigt

Denne entry handler om dansk amatørisme kontra dansk professionalisme, om naivitet og forældede holdninger, om et bagstræberisk DBU, der i mange Herrens år mere var i vejen for udvikling og succes end katalysator for do. i dansk fodbold.
Men den handler også om otte helt almindelige mænds skæbne, om, hvad der bedst kan betegnes som tilfældighedernes spil, og om de situationer, hvor fodbold bliver ligegyldigt.

De anti-professionelle

Frem til 1958 var OL det største, et dansk fodboldlandshold kunne kvalificere sig til. Det lyder mærkeligt i disse dage, hvor vi dels er vænnet til dansk deltagelse i de fleste store slutrunder, og hvor OL mestendels er forbeholdt spillere under 23 år – men det er sådan, det forholder sig. Grunden hertil skal findes i DBU’s opfattelse af, at verdensmesterskaberne var en for sporten ”uetisk” størrelse, da det jo var tilladt professionelle at deltage, og professionalisme nedbrød i følge Dansk Boldspils Union fodboldens gentlemanånd.
Holdningen stod DBU stejlt på frem til 1958, hvor Danmark for første gang forsøgte at kvalificere sig til en VM-slutrunde. Denne slutrunde foregik så også i Sverige, og netop naboskabet var en af grundene til opblødningen i DBU’s holdning: En evt. kvalifikation ville fx være økonomisk overskuelig...
Den antiprofessionelle anskuelse slap dog ikke sit tag i fodboldens ledelse og havde blandt meget andet den betydning, at første gang, der var udenlands-proffer med på et dansk landshold, var helt fremme i 1971 – til en landskamp vi i øvrigt tabte til Portugal med hele 5-1! – på trods af danske spillere siden 2. Verdenskrig havde huseret med stor succes på tværs af Europa. Det er ikke urimeligt at mene, Danmark kunne have mønstret et af verdens stærkeste landshold både i årene omkring 1950 og 1960.

Et mylder af spillere

Hvis en dansk spiller før 1971 blev professionel – hvilket var lig med at spille i udlandet, for professionel fodbold blev først indført herhjemme i 1978 – afskar han sig samtidig fra flere kampe i DBU-regi. Så gennemført var DBU’s politik på området. Altså, een gang professionel, altid professionel.
Dette betød, at hver gang Danmark havde fået samlet et slagkraftigt hold og præsteret et flot fodboldresultat – som fx bronce ved OL i London i 1948 og sølv ved OL i Helsinki 1960 – blev holdet snart plukket fra hinanden via udenlandske opkøb, og så kunne man begynde forfra med at stykke et hold sammen.
Dette betød også, at det danske landshold tit var en blanding af de næstbedste, vi havde (de bedste var jo generelt udenlands) og af de uerfarne talenter, der endnu ikke havde tilspillet sig kontrakt udenfor landets grænser. Antallet af benyttede spillere på det danske A-landshold står i perioden efter 2. Verdenskrig og frem til midten af 70’erne generelt som omvendt proportionel af periodens resultater. Med et par olympiske medaljer som to enlige svaler.

Katastrofen

Bronceholdet i 1948 imponerede (og blev spredt for alle vinde), mens sølvholdet i 1960 nærmest udførte et mirakel. For optakten havde været den omtrent værst tænkelige. Mindre end to måneder før OL, helt præcist d. 16. juli 1960, spillede et dansk B-landshold mod et dansk U-landshold som en slags opvarmningskamp til OL. De formodede 11 i den danske startopstilling var fritaget for kampen, som de to hold skulle spille i Herning, og skulle blot træne dagen efter i Vejle – men det ændrede jo ikke på, at en lang række især sjællandske spillere måtte til Kastrup og stå på fly, som DBU til lejligheden havde chartret, for at komme frem til weekendens træning.
I et af de chartrede fly, en lille De Haviland fløjet af piloten Stig Vindeløv, satte sig Erling Spalk (19 år) fra Ikast, han havde militærtjeneste på Sjælland, Per Funch Jensen (21), Arne Karlsen (20) og Kurt Krahmer (22), der alle kom fra KB, Ib Eskildsen (19) og Søren Andersen (23), der begge spillede i Frem, samt AB’s Erik Jensen (29) og Køges Børge Basthold Larsen (29), der som den eneste af de otte havde et barn, nemlig en lille dreng ved navn Torden på knap 4 år (Torben fik selv en flot fodboldkarriere for Køge med 216 kampe i perioden 1975-83 og repræsenterede Danmark i både en J- og en Y-landskamp).
For Per Funch Jensen, Arne Karlsen og Børge Basthold Larsens vedkommende var kampen en kærkommen mulighed for at vise, de skulle være iblandt de 11 i startopstillingen, for de var nemlig allerede udtaget til OL-truppen, og for stortalentet Erling Spalk var det en lejlighed til at vise, han fortjente et forsøg på et af DBU’s landshold i en ”rigtig” kamp, da han som den eneste af de otte endnu ikke havde repræsenteret Danmark.
Men flyet nåede ikke langt fra lufthavnen i Kastrup, før det fik motorproblemer og måtte vende om. Blot 50 meter fra land styrtede flyet i havet, og alle ombordværende spillere døde. De sad ganske enkelt klemt fast i kabinen, der ligesom krøllede sig sammen ved mødet med havoverfladen, og havariundersøgelsen viste, de fleste af spillerne led druknedøden. Per Funch Jensen blev som den eneste af spillerne bragt levende i land, men han døde kort efter af sine kvæstelser. Kun piloten, der var ganske uden skyld i styrtet, overlevede, trods havvand og åbent benbrud på begge ben, katastrofen, men han har aldrig ønsket at give sin version af hændelsen.

Tilfældighedernes spil

At spillere som KB’s Bent Krog, HIK’s navnkundige Ole Madsen, Brønshøjs Erik Nielsen og OB’s Kaj Johansen blev ekstra chokeret end folk generelt, og siden sikkert mange gange har studset over tilfældighedernes spil, forstås, når man tænker på, de hver især faktisk skulle have været med på flyet, men af hver deres grunde ikke kunne.
Ole Madsen var skadet og blev erstattet af Kaj Johansen, der kunne tage toget hjemme fra Odense i stedet for flyet fra Kastrup, da han i sidste øjeblik havde fået en forlænget orlov fra militæret, som dengang også havde til huse i Holbæk, hvor Kaj Johansen lå. Bent Krog var ligeledes skadet og skulle erstattes af Erik Nielsen, der måtte melde fra pga. en ondartet (med skæbnen in mente nok nærmere godartet) halsbetændelse – og så udtoges Frems Søren Andersen, hvilket som beskrevet blev fatalt for ham. Det skete sågar på hans fødselsdag.

OL eller ej

Der var for en stund tale om, at DBU ville trække sig fra slutrunden. Men til hvilken nytte? Det ville jo ikke bringe spillerne tilbage, må tanken have været. I stedet for Funch, Karlsen og Bastholm blev Finn Sterebo (OB), Henning Helbrandt (KB) og Erling Linde Larsen (B1909) udtaget, og de kom derved til at vinde olympisk sølv på en unægtelig sørgelig baggrund.
Selve slutrunden blev altså en triumf for dansk fodbold, der først i finalen måtte bøje sig for Jugoslavien efter en spændende kamp, der endte med 3-1 til et jugoslavisk hold, der bestod af såkaldte statsamatører – hvilket reelt betyder, de var ansat og lønnet af staten til at koncentrere sig om at spille fodbold. Så meget for DBU’s amatøridealer.
Kort efter denne slutrunde var også dette danske landshold splittet for alle udenlandske, professionelle vinde, og Danmark gik igen i store træk fra nederlag til nederlag takket være DBU’s sikkert velmente, men temmelig naive holdning til sporten.
Og hvad betyder det også i forhold til liv? For otte familier var der i hvert fald intet at glæde sig over, da Danmark vandt sølv ved OL i 1960.

FAKTA:

Erling Spalk, 19 år. Centerforsvarer, defensiv midtbane, Ikast. Blev betegnet som en af datidens største defensive talenter.
Per Funch Jensen, 21 år. Målmand, KB.
4 A-, 1 U- og 2 Y-landskampe. Var et kæmpe målmandstalent, der debuterede på A-landsholdet efter blot 17 kampe for KB.
Arne Karlsen, 20 år. Centerforsvarer, defensiv midtbane. KB. 3 A- og 2 U-landskampe. Trods manglende højre en forsvarer, der vandt de fleste luftdueller. En stor fighter, der stod foran sit endelige gennembrud.
Kurt Krahmer, 22 år. Højre wing. KB. 1 B-, 7 U- og 2 Y-landskampe. Stod på tærsklen til A-landsholdet, da katastrofen indtraf. Var en lille og lynhurtig højrekantsspiller.
Ib Eskildsen, 19 år. Højre back. Frem. 1 U-landskamp. Den lyslokkede ”fremmer” var Danmarks største talent på højre back-pladsen og samtidig værdsat pga. sit beskedne gemyt.
Søren Andersen, 23 år. Forward. Frem. 2 B- og 4 U-landskampe. Den nygifte, humørfyldte forward scorede hele 79 mål i blot 99 kampe, han nåede at spille for Frem.
Erik Jensen, 29 år. Wingback. AB. 20 A- og 2 B-landskampe. Trods det, han bestemt ikke var træningsnarkoman, vandt han DM i 1952 med AB, hvor han senere også blev anfører, og nåede hele 20 A-landskampe.
Børge Basthold Larsen, 29 år. Højre back. Køge. 11 A-, 8 B- og 1 U-landskamp. Mange skader til trods fik han en flot, men for kort karriere, hvor den store og intelligente forsvarsspiller bl.a. vandt provinsens første DM i 1954 med Køge.