Nørdede landshold

Denne entry er kun for os virkelige nørder!

Nørdfaktor 50
Os nørder, der har hovedet fuld af mærkværdig paratviden fra fodboldens overdrev, og som altid er på jagt efter mere viden af samme slags. Alle andre, der ikke kan fordrive en weekend begravet i to-tre ældede opslagsværker fra fodboldens randområder, købt second hand hos den lokale marskandiser for en tier, der hovedrystende ved, han kunne have taget 100 kroner for affaldet, og vi havde købt det alligevel – men han kan bare ikke nænne det; alle I, der ikke forstår jer på folk, som helt ind til benet synes, det er vigtigt at vide, hvem der blev engelsk mester i 1975, der mener, det er essentielt som åndedræt at have styr på, hvorfor B1913 har spillet i mesterholdenes Europa Cup uden at have været dansk mester, og som mener, det er et udslag af en sær, sjælelig brist, hvis man ikke aner, hvorfor pokker Allan Simonsen står noteret for 56 A-landskampe, når han kun figurer i 55 danske holdopstillinger; alle I, der ikke forstår os virkelige nørder, bør springe denne entry over. Til de virkelige nørder vil jeg blot sige: Velkommen, venner.

Allans antal
Hvis man løber den kære Allan Simonsens antal af landskampe igennem, opdager man, at selv om manden er noteret for 56 kampe og 21 mål, får man det ikke til andet 55 kampe og 20 mål. Her er det så, man skal tage til indtægt, at DBU faktisk kan give landskampe for kampe, der i princippet ikke er spillet for ens eget land! Rimeligt? Logisk? Fornuftigt? Nok ikke, men det er sådan, det forholder sig.
Forklaringen bag vejlenserens ekstra landskamp er som følger: I 1980 var der et frygteligt jordskælv i Italien. For at tilgodese katastrofens efterladte valgte man bl.a. at stable en fodboldkamp på benene, hvor alt overskud gik til disse. Denne kamp blev spillet på det olympiske stadion i Rom, hvor det italienske landshold den 25. februar 1981 mødte et udvalgt hold fra resten af Europa. Der var godt og vel 15.000 tilskuere på lægterne, og de så bl.a. Allan Simonsen, årets spiller i europæisk fodbold i 1977, spille med og score for det udvalgte hold. Og for det fik han altså noteret en landskamp og et landskampmål.
Nu er Allan Simonsen ikke den første, der har deltaget på et udvalgt Europa- eller verdenshold som repræsentant for Danmark – og han er heller ikke den første, der får en landskampsnotering. Men der synes ikke at være noget system bag dette, overhovedet ikke, hvilket nedenstående vil vise.

Carl Aages guldur
Helt grotesk er den navnkundige ØB’er Carl Aage Præsts situation. Sammen med Poul Petersen (AB’er med i alt 34 optrædener for Danmark) spillede han den 10. maj 1947 på Hampden Park i Glasgow foran 137.000 tilskuere med i en kamp, hvor et udvalgt britisk hold mødte et udvalgt europæiske do. for at markere, at de fire britiske landshold gen-indtrådte i FIFA. I truppen til kampen var også B93’eren Ove Jensen (12 A) samt AB’eren Karl Aage Hansen (22 A, 17 mål). Stanley Matthews og co. på det britiske hold maltrakterede europæerne 6-1. Kun den svenske stjernespiller Gunnar Nordahl (som målscorer) og Præst selv kunne efter sigende være deres indsats bekendt.
Da Carl Aage Præst senere forlod Østerbro og dansk fodbold for at spille for Juventus, mistede han som alle andre danskere, der blev udlandsprofessionelle, muligheden for at spille på landsholdet. DBU havde en idé om, man umuligt kunne være moralsk kvalificeret til at være landsholdsspiller og så samtidig få penge for sin sport – og havde denne holdning helt frem til 1971, hvor Danmark for første gang stillede med et landshold, hvorpå der også var udlandsprofessionelle. Vi mødte Portugal og tabte 5-1…
Mht. Carl Aage Præst var problemet, at han havde spillet 24 mestendels flotte landskampe for Danmark med 17 mål til følge, og man ville fra DBU’s side virkelig gerne belønne ham for denne indsats. Dengang var den traditionelle gave for landskamp nummer 25 et guldur, hvorfor man så hev ovennævnte sammenrendskamp på Hampden Park frem og gav ham på den baggrund belønningsuret – uden dog nogensinde at godskrive ham kampen!

Pind til Finn, ingen til Jørgen
Logisk virker det, at danskerne på det udvalgte nordiske hold, der tabte 4-2 foran 30.000 tilskuere i Idrætsparken til ”Resten af Europa” ved DBU’s 75 års jubilæumskamp i 1964, fik en landskampsnotering. Dels blev jubilæumskampen selvfølgelig spillet i København, dels var der et stort antal danskere med på holdet, og dels blev kampen faktisk taget temmelig seriøst af DBU, der ønskede at bruge jubilæet til at markere, hvor fremgangsrig dansk fodbold havde været.
At så både Finn Laudrup (20 A, 6 mål) og Horsens-knægten Bent Schmidt Hansen (9 A) også fik landskampe for at stille op til det finske 60 års jubilæum i 1967, virker mere underligt. Der havde jo ingen ”pind” været til Jørgen Leschly Sørensen (14 A, 8 mål), da han havde deltaget i løjerne omkring Nordirlands Fodboldforbunds 75 års jubilæumsfest i 1955, hvor Europa slog Briterne 4-1 på Windsor Park i Belfast…

Hennings header
Den mest berømte landskampsnotering for ikke at have spillet en landskamp (!) står Nørresundbys stolthed Henning Jensen (22 A, 10 mål) for. Sammen med den tidligere Hvidovrespiller John Steen Olsen (18 A, 3 mål) spillede han i 1973 med på Wembley for at fejre udvidelse af EF (der senere blev til den europæiske union, som tidligere statsminister Poul Schlüter (0 A, 1 selvmål – noget med at feje og et gulvtæppe…) ellers i midten af 80’erne erklærede for stendød) fra 6 til 9 lande.
De første 6 spillede mod, og tabte 2-0 til, 3 seneste ankomne, heriblandt Danmark, og Henning Jensen scorede et helt fantastisk hovedstødsmål. Han trodsede i et splitsekund tyngdeloven, som det ellers kun er humlebien forundt, og fik sin lange krop krænget rundt i et akavet spring, da han skulle fange et indlæg fra fløjen, og ganske mirakuløst fik han også fart på bolden, der således fandt vej til netmaskerne.
Selv den dag i dag får jeg ståpels, som vore norske brødre ynder at kalde kuldegysninger for, når jeg tænker på de sort-hvide billeder i Tv-aktuelt – dagen derpå, tror jeg – af min landsmand Jensen, som sender kuglen i mål. Selv min andægtige far, der ellers ikke var en mand af eksalterede udbrud, råbte ”ja, flot Henning!” Og den, der kunne drive min fader til det, har om nogen fortjent en notering.

Tilbage til start
Og, kære mednørd, du tro følgesvend i mærkværdig paratviden, hvem blev så engelsk mester i 1975?
Det gjorde Derby County.
Hvorfor har B1913 repræsenteret Danmark i mesterholdenes Europa Cup uden at have dansk mester?
Fordi man i en periode i 60’erne lod det hold, der førte danmarksturneringen ved sommerferien (turneringen fulgte kalenderåret), repræsentere Danmark.
Forklaringen om Allan Simonsens – samt andres – rod i landskampsregningen har du jo allerede fået.
Og tror du ikke på mig, ved du godt, hvad du skal bruge weekenden til: Tjekke alle dine gamle opslagsværker for at se, om jeg nu også har ret…