Navne

Jeg elsker de navne, der bringer mig tilbage i hudafskrabningsalderen, til søvnløse nætter af uudholdelig spænding op til juleaften, til dengang man kunne bide tænderne sammen og stadig suge spaghettien ind i munden via hullerne fra de mange mælketænder, der raslede ud, stort set hver gang man nøs. Og til den alder, hvor Gasolin’ og Elvis Costello tog mere og mere af ens tid, uden man dog ikke kunne lade være med at gyse frydefuldt, når tipskuponen skulle stå sin prøve.

Keegan, Crewe, Berry og Bury

Lille Kevin Keegan kom fra Scunthorpe. Det gjorde Phil Neal også. Berry spillede for gulblusede Wolverhampton, var imponerende afro og på det walisiske landshold. Leyton Orient blev pludselig vist i Tipslørdag, fordi den rigtige kamp var blevet aflyst. Og Niels Christian Niels-Christiansen begyndte engang den første nysending Tipslørdags første kamps første minut med som det første at sige: ”Ja, så må vi håbe, vi får bedre kampe i år!”
Peter Lorimer havde verdens hårdeste skud, sagde man. Leeds United tabte overraskende FA Cup til underdog’en Sunderland. Alex Stepney var bedre end Ray Clemmence, sagde andre. Manchester United røg ned. De bliver mestre, mente mange, da Tottenham købte argentinske Ardiles og Villa, røg ind i en Falklandskrig og nok vandt nogle cups, men aldrig mesterskabet. Dave Watson lignede en forbryder. Tony Woodcock havde enormt krøllet hår. En ny kamp blev aflyst, og Hartlepool tonede frem i stedet. Hartlepool! Det grinede vi meget af om mandagen i skolen. Vores klasselærer, Søren Grimstrup, sagde, at engang havde han holdt med Bury, men nu holdt han med Cardiff. Cardiff! Det grinede vi altid af.

Asa, Viv, Bonds og Keelan
Asa Hartford ikke for Hereford, som altid lå og rodede i bunden af fjerde division, men for Manchester City, hvor også Dennis Tueart slog sine folde og var svær at huske at stave uden det pokker ”S”. Alan Sunderland spillede for Arsenal, Peter Bonetti rimede på spaghetti, Brian Kidd hed næsten det samme som Billy the, og Trevor Francis kostede en hel million pund, hvilket forargede mange. Viv Anderson fra Nottingham Forest, der pludselig vandt, blev den første farvede på det engelske landshold, der spillede i noget, der hed Admiral, og det talte man meget om – altså hudfarven, ikke tøjmærket. Keelan, der ikke hed Keegan, hvilket Niels-Christian ellers sagde, når Norwich var i tv, han stod på mål, selv om han var ældre end vores forældre, og han havde et sjovt, sort hår, der lignede en hjelm. Mick Mills havde et gigantisk overskæg. Bob Latchford så tyk ud, men scorede altid alligevel. Francis Lee havde det på samme måde.
En dag så vi Crystal Palace, og vi var alle meget imponeret af deres flotte spilledragt og deres endnu flottere navn, der åbenbart betød krystalpalads, så nogle af gutterne fik dem som hold nummer to efter Liverpool eller Leeds eller Manchester United eller Tottenham eller endog West Ham, som havde Trevor Brooking og en anfører, der hed Billy Bonds, og det med at have en anfører, der hed Bonds, var åbenbart en vits mellem de voksne, og så selvfølgelig Derby, som jeg var den eneste, der holdt med. Jeg havde dog ikke Crystal Palace som hold nummer to. Jeg havde i al hemmelighed Cardiff, fordi jeg elskede min klasselærer med al den troskyldige og dybtfølte kærlighed, kun et barn kan føle. At jeg også drev ham til vanvid, burde have gjort ham stolt: Selv dér skelnede jeg ikke mellem mine forældre og ham.

Notts County, Derby County

County betød grevskab og var ligesom et amt, fik vi en dag at vide. Det var samtidig med, jeg lærte at læse og kunne følge resultaterne i Tipsbladet og se, at Leicester – der ikke hed lejsæster, men læster – slog Chester, at Carlisle – der ikke hed karlisle, men karlail – slog Hudderfield (der bare var umuligt at huske udtalen på), Millwall slog Walsall, Port Vale slog Rochdale, at i Wimbledon spillede de mere end bare tennis, at min fars lænestol kom fra en fodboldklub, hvilket han dog ikke mente, var hele sandheden, og en dag stod der, at Notts County var verdens ældste fodboldklub, og jeg regnede mig hurtigt frem til, den var ældre end min mormor, og så vidste jeg, den var vildt gammel.
En dag kom min far med en gave til mig. Han havde købt et stort kort over England. Jeg gav mig til at strege de bynavne under, hvor jeg vidste, der var et fodboldhold. Efter nogle dage, hvor jeg gik fra iver til raseri, måtte jeg hidkalde hjælp, for jeg kunne spilleme ikke finde Tottenham eller Chelsea eller Everton eller Tranmere eller Crystal Palace osv. Min far lo og spurgte, om jeg vidste, hvor B1903 lå. Det lå i København. Det vidste enhver. Hvad med B1909? Odense, mand. Skovbakken? Århus. Hvilken by var størst i England? London. Gab. Tag dig sammen. Kunne jeg mon forestille mig, der var klubber i England, som hed noget andet end deres bynavn, og som måske var placeret i London? Åh, ja! Sammen lavede vi et ark, som vi hængte op ved siden af kortet. På arket stod de klubber, der kom fra London. Det viste sig at være alle de klubber, jeg ikke havde kunnet finde. Det troede jeg så på i 10 år …

Navne
Men jeg elsker de navne, der får mig til at tænke på dengang, længe før det første fordærvende kys, den første fordærvende smøg, det første møde med æblesnaps og fuldesyge, den første skive med Lou Reed, der for evigt ændrede mit liv, og den første morgen, hvor man vågnede op, og naboens tøs pludselig overtog ens hjerne og slettede enhver erindring om fodbold – for en stund.