Norsk drømmefod i Catalonien

Har set det

Jeg har skam set det, kan bare ikke rigtig nå at læse det i dag :)

Fra Jev

Så har jeg lagt den i international fodbold. Jeg ser frem til at læse din beretning. Bliver dog næppe i weekenden.

Et tegneseriehold

Det danske landsholds sejr på Wembley i 1983 over England er et af de bedst beskrevne opgør i dansk landsholdsfodbold. Skal man lægge ny alen til fortællingen, kan det derfor kun blive på det rent subjektive, oplevelsesmæssig plan, for følgende fakta kan der i hvert fald ikke ændre på:

Den 21. september 1983 vandt Danmark 1:0 over England på Wembley Stadium. England stillede op med Shilton på mål, Neal, Sansom Osman og Butcher i forsvaret, Lee (der blev afløst af Blisset), Wilkins og Gregory samt Barnes (der blev afløst af Chamberlain) på midtbanen og med Mariner og Francis helt fremme. Danmark havde Ole Kjær på mål, Ole Rasmussen, Ivan Nielsen, Morten Olsen (der til sidst afløstes af Jan Mølby) og Søren Busk i forsvaret, Jens Jørgen Bertelsen, Jesper Olsen, Søren Lerby og Allan Simonsen på den laveste (!) midtbane nogensinde samt Michael Laudrup (der blev afløst af Elkjær) og Klaus Berggreen helt fremme.

Kampen kort:
I første minut missede Laudrup en friløber, men det rystede ikke Danmark, der fortsatte med at kontrollere til det 38. minut, hvor Liverpools Phil Neal klodset satte hånden på bolden i eget felt. Allan Simonsen scorede sikkert på Peter Shilton. Derefter trak vi os længere tilbage på banen, hvilket gjorde Morten Olsen til den vigtigste spiller, da han styrede forsvaret og midtbanen fra sin position bagest i kæderne. Imens lurede Danmark på at give England nådesstødet – hvilket var på nippet til at give bagslag. I de sidste sekunder brændte indskiftede Luther Blisset en flugter fra nært hold på Ole Kjær, der med den redning satte Danmark på EM-kurs.
Dagen efter var de engelske aviser fulde af lovord over det danske mandskab – og slagtede deres eget, der virkelig skuffede. Herfra skal det dog lyde, at Danmark havde et af verdens bedste landshold på det tidspunkt, og det engelske ikke var bedre end europæisk mellemklasse, så de var skuffede af vane, ikke pga. objektiv fodboldanalyse.

Turen
Danmark red på den første roliganbølge, der var begyndt med Pionteks entré i 1979, en entré, som faldt sammen med den bedste generation af spillere, Danmark vel sagtens nogensinde har fostret. Min mor mente fx, hun også kunne være landstræner. Det var jo bare at give dem en bold og bede dem om at gå ud at vinde – hvilket selvsagt er en tilsnigelse, især hvis man tager Pionteks defensive taktik på Wembley-dagen til indtægt, men der er noget om snakken. Vi havde simpelthen stjerner i stakke.
En dag kort efter sommerferien kom jeg, en 16-årig gut, om i min lokale fodboldklub, hvor jeg rendte på nogle stykker, der sad og snakkede om landsholdet, hvilket var noget, alle danskere gjorde adskillige gange i døgnet, og muligheden for at tage på Wembley og se kampen mod England. Svenne, der var klubhusbestyrer, og hans søn Lars, som var en god ven, kiggede på mig og sagde omtrent samtidig: ”Du skal da med, Niels!” Og det ville jeg gerne – men min far var død året forinden, så det var småt med pengene hjemme os hos.
På en eller anden måde fik Svenne vistnok forklaret min mor, at dels skulle han nok sørge for, Lars og jeg ikke lavede narrestreger (og det gjorde man ikke, hvis Svenne sagde, man skulle lade være), og dels skulle han nok få fat i de rigtige billetter osv. hvis hun synes, jeg skulle med. Min mor gik derefter i banken og solgte de sidste obligationer, for dén oplevelse skulle jeg ikke snydes for.
Og tak, mor, mange tak for det!
Frem mod kampen talte vi ikke om andet. Det var et uudtømmeligt emne. Vi fulgte spillerne tæt i aviser og i TV og lavede ”drømmehold” og diskuterede Englands spillere i ét væk, så da dagen for afrejsen kom, var vi fuldstændig kullede. Ikke kun Lars og mig, men også alle de voksne, der stod klar, da en bus fra Gislev Rejser rullede ind og slog dørene op.
Ti minutter senere var vi vel alt i alt 60 mænd, der drog mod Calais, hvorfra der skulle sejles over til Dover og derfra videre pr. asfalt igen til London, hvor vi skulle indkvarteres på hotel.
15 minutter senere kørte de første bunker dåsebajere rundt. Lars og jeg drak sodavand. Vi turde end ikke spørge Svenne, den pragtfulde mand, for vi vidste begge, vi ikke skulle pisse på den mand, der gad gøre dette til en mulighed for os.
25 minutter senere kørte anden omgang dåsebajere. 45 minutter senere kørte dåsebajerne på permanent omgang. 1 time senere sang vi allerede fodboldsange. 2 timer senere gik en gut i gang med at synge sjofle værtshussange, og det fortsatte han med til vi var halvt nede i Vesttyskland.
Da fik vi til gengæld problemer, for lokummet gik i stykker, så chaufførerne meddelte, at nu holdt de ind hver 2. time, og det var det. Jeg har aldrig set så mange mænd pisse i allehånde ting med skruelåg …
Alt i alt var rejsen til London en pest. Det var varmt, for solen var i Indian Summer-humør, og airconditionen virkede ligeså lidt som lokummet. Bussen var ikke en rigtig langtursbus – vi fandt senere ud af, Gislev havde undervurderet antallet, der ville med og derfor måtte lease alt, de kunne komme i nærheden af – så jeg sad sammenkrøllet som de fleste andre og kunne ikke finde ro i sædet, der prikkede gennem ens bukser med stift, rutebilsagtigt stof. Min ven Lars var ikke ret stor, så han foldede sig bare sammen på sædet og sov, hvilket jeg så fik æren af at glo på i seks timer. Der stank af pis fra utætte, interimistiske urinaler, sved fra fede ølmænd og prutter fra dem, der faldt i søvn. Afbruddet med færgeturen var en oase, kan I tro. Så da vi endelig stod ud foran Regent Hotel, glædede jeg mig meget til at sove …

London rundt
Næste dag, kampdagen, stod først på sightseeing. Svenne mente, vi kunne lære noget, så vi var tidligt oppe, og vi slog følge med et par gutter, der havde været i London før. Derved fik vi den helt store tur og mange, interessante forklaringer. Jeg indrømmer dog blankt, at det, der imponerede mig mest, var Madame Teausseau – og så det, der var rød-hvid-klædte alle vegne. Simpelthen. Der var så mange danskere, og vi var alle klædt i nationalfarverne, og vi sang til hinanden, når vi mødtes, og gav hinanden hånd og talte med alle, fordi vi var fra landsbyen ”Danmark”, hvor alle kender alle – næsten. Det var SÅ fedt, og meget, meget anderledes. Da vi spiste aftensmad i god tid inden kampen, sad vi 30-40 danskere i en restaurant med plads til 50. Midt i pizzaen gav vi os til at synge nationalsangen. Vi rejste os og lagde hånden på hjertet og brølede igennem. Jeg forstod pludselig lidt af det, der kan få et menneske til at marchere.

Wembley
Wembley var kæmpestort. Set udefra var det altoverskyggende. Vi aftalte med det samme et mødepunkt, hvis vi skulle blive væk fra hinanden, for det virkede logisk, man kunne. Det skete selvfølgelig ikke, men det siger noget om, vi for en stund, trods alt, følte os på udebane. Derpå gik vi ind på Wembley.
Det var simpelthen så smukt. Det var fantastisk. Jeg næsten græd, da vi stod ved vore siddepladser halvt oppe under taget og kiggede ud det hellige græs. Jeg var på Wembley. Jeg, Niels, var på Wembley! Mand! Jeg tror, det først da gik op for mig, hvilken tur jeg faktisk var af sted på – og jeg fyldte med en sikker tro på, vi ville vinde. En tro, der dog kom og gik hundrede gange i løbet af kampen.
Det, jeg husker bedst fra kampen, er, at jeg lukkede øjnene, da Simonsen skulle skyde, og kom til at åbne dem, i det han skød, fordi jeg troede han allerede havde skudt og brændt – hvorpå jeg flippede ud som alle de andre og røg to pladser fremover og blev grebet af en kolossal mand, der kyssede mig på panden og skreg: ”Jaaaaah!” hvorefter jeg kunne stavre tilbage over stolene imellem folk og hoppe op til Lars og udføre en sejrsdans, vi slet ikke havde problemer med at improviserer frem lige der og da. Og så husker jeg, vi nærmest sang og heppede i 90 minutter uafbrudt. Det var helt vildt. Det var næsten håbløst at vride en tone mere ud af stemmebåndene, da vi gik i overtiden. Og jeg husker, at jeg så langt fra var den eneste, der græd af lykke, da der blev fløjtet af. Jeg kan slet ikke gengive de følelser, kampen førte os gennem, og jeg kan slet ikke understrege nok, hvor lykkelig jeg var, da kampen var slut – og møghamrende træt!
Da vi stod udenfor Wembley igen, blev Lars og jeg stille enige om, vi bare ville hjem på hotellet og slappe af. Han var ligeså smadret som mig.

Hjemad
Næste dag gik med en lille tur mere i London og sad på caféer og læste i aviser eller gik i gaderne, hvor vi igen rendte på alle indbyggerne fra landsbyen ”Danmark” og afsang adskillige runder nationalsang på mangt et gadehjørne, plus klassikeren, der netop blev skabt den Wembley-onsdag, om England som et tegneseriehold.
Henover middag skulle vi med bussen retur – en tur, der sådan set var endnu værre end turen til, fordi var trætte oven i (selv om man stadig ikke kunne sove en skid – jeg har et billede af mig, som Svenne har taget, hvor jeg sidder på dokken i Dover, mens vi venter på færgen, og jeg er faldet i søvn siddende med en tændt smøg i kæften), og fordi det lykkedes chaufførerne at køre forkert, så vi var hjemme syv timer senere end programsat.
Da jeg stod i Parken og så Danmark smadre Luxembourg var det i orden igen – Gislev gav undskyldende denne tur til den efterfølgende hjemmekamp til alle os, der havde været med i netop denne bus. Det er sgu’ høj klasse.
Mht. fodbold har jeg ikke været i et lignende følelsesvildskab, før jeg stod på Pride Park og skulle se mit elskede Derby. Og der er stor, stor sandhed i, at intet bliver bedre end første gang, højst ligeså godt.
Og hvor er jeg dog glad for, jeg har denne oplevelse i mit liv. Tænk, min mor solgte den sidste sikkerhed, hun havde, for at jeg kunne komme med. Det er ganske enkelt enestående!

En ed

Jamen, så ved jeg da, hvad jeg skal i morgen formiddag. Jeg glæder mig allerede. Jeg har heller ikke set på de fotos i mange år. Håber, jeg kan leve op til den første entry, men mindre kan vel også gøre det. Åh, ja, lille Allan, hvor var det dog godt, vi havde dig :D

"England er et tegneseriehold, tegneseriehold, tegneseriehold ..."

Tvivl

Det pudsige er, at selv om Jev jo nærmest lægger op til, det skal handle om ens klub, så har jeg mest lyst til at fortælle om dengang i 1983, hvor jeg var på Wembley og se Danmark vinde.

Mht. klubkampe har jeg jo beskrevet min største stjernestund på Odense Stadion - i min OB blog - og sku' det være Derby, har jeg allerede berettet om min hidtil eneste tur til Pride Park.

De to Derbykampe, der ellers ku' komme på tale, er en kamp i Tips-Lørdag fra 75-76 mod Burnley, jeg tydeligt husker, jeg så, samt 4:1 sejren hjemme mod Real Madrid i samme sæson. Problemet med den sidste er, jeg SYNES at huske, den blev vist i længere uddrag i dansk fjernsyn, men jeg VED det ikke, for det kan ligeså godt være min far, der læste den op for mig fra efterfølgende uges Tips-Bladet, og det senere har blandet sig med fx You Tube o. lign. - eller at den blev vist i uddrag på tysk TV, hvor de tit havde et par kampe ekstra ud over deres egne hold.

Så hvis det kan være en hvilken som helst grundpille (jeg ikke allerede har fortalt om), så blir det 1983. Skal det være klubhold, må det blive kampen mod Burnley, da jeg som nævnt VED, jeg så den.

Er der en regel i denne blog for dette?

Venter spændt

Ser frem til at læse jeres beretninger. Og tak for rosen, Niels. Det luner, især når det kommer fra dig :)

Senere

Min version skal nok komme, men: Hold kæft, hvor er det dog godt skrevet, mand. :)