OB og FCK

... og alle de andre SAS Liga mandskaber skal atter i vælten. Vi spørger i den forbindelse tit os selv, om det går i den rigtige retning for dansk fodbold, og om superligaen nu også er god nok. Går man godt 40 år tilbage i tiden, vil man i hvert fald kunne se, det går meget, meget bedre end dengang.

Verdenstræner
FIFA har i perioder haft bedre held med nogle tiltag end andre i organisationens forsøg på at sprede fodboldspillet. Et af de mindre succesfulde og nu længst glemte tiltag er ansættelsen af en verdenstræner, der i sagens natur skulle være inspirator for hele klodens coachmasse.
I 1966 lanceredes idéen om verdenstræneren internt, og den må have givet mening, for allerede året efter ansatte FIFA den da 42-årig dortmunder, Dettmar Cramer, som FIFA’s verdenstræner – og han tog snart til Danmark.
Ifølge Svend Aage Andersen og ”Årets bedste fodboldkampe 1967” mente Cramer følgende om dansk fodbold: ”Danskerne spiller for langsomt. Tempoet skal skrues et par omdrejninger i vejret, så vil danskerne kunne gøre sig gældende i international fodbold.”

To problemer
Her viste første problem sig ved at have en verdenstræner. Det kræver en træner, der har viden om hele verden. Cramer befandt sig her blot 800 km hjemmefra, men havde tydeligt ikke begreb om, at det, han faktisk skulle have sagt, var: ”Så længe I ikke har professionel fodbold, freunde, rykker I ikke for to liter weissbier!” For hvad pokker skulle de danske klubber bruge hans udsagn til, når ligaen hvert år blev udvasket for sit guld?
Mellem sæsonerne 1967 og 1968 rejste fx 17 dygtige spillere fra den bedste danske række for at spille i udlandet. Heraf i øvrigt de 14 til endnu et mislykket forsøg på at stable soccer på benene i USA. Man kan faktisk sige, at hver gang der var noget, som mindede om tempo, fik de danske klubber lukket luften ud. Og man kunne jo ikke købe ind. Det krævede også professionalisme.
Så havde Cramer trods alt mere begreb om den visionære del af sit virke, da han om fremtidens fodbold sagde: ”Det bliver et hårdt, men taktisk race, som kun atleter kan være med i. Alle vil være i bevægelse for at placere sig, og spillet bliver bedre og morsommere. Det stiller krav til spillerne. Der må trænes mindst en time hver dag – for fuld kraft.”
Med den sidste sætning kom han uanende tilbage til Danmarks problem på de tider, for folk med fuldtidsjobs kan ikke opfylde dette krav. Og det andet problem dukkede samtidigt op, for DBU lyttede som alle andre fodboldforbund ikke til Cramer – ikke før 1978 i hvert fald – og Cramers rolle blev ofte latterliggjort, før den fortonede sig.

Pjat eller pondus
Skal man have en verdenstræner, skal han altså have pondus. Dengang skulle det have været en af Sir Alf Ramseys kaliber, som det i dag kunne have været en mand som Fabio Capello eller Jose Mourinho – hvis han da ikke ville skabe strid i stedet for fælles træningsfodslag.
Planen var der med andre ord ikke noget galt med, men udførslen var ringe. FIFA måtte have indset det samme og ansatte ingen ny.
Det forhindrede dog ikke den gode Dettmar Cramer – som ifølge fx den navnkundige spasmager og münchenermålmand Sepp Maier slet ikke var så god – i at få en fornem trænerkarriere med højdepunkter som to sejre med Bayern München i mesterholdenes Europa Cup i 1975 og 1976, men idéen med en verdenstræner fusede altså ud som tempoet på en dansk midtbane anno 1967, når udlandet havde været forbi og suget talenterne til sig.

Tilbage til fremtiden
And the rest is history, som de siger i fodboldens moderland. Og tilbage er der vel blot at konstatere, vi nu lever op til Cramers opskrift for dansk fodboldsucces. Det betyder naturligvis ikke, at vi ser fodbold af Guds nåde hver weekend, men at dansk fodbold på klubplan aldrig har været stærkere, mener jeg, er uomtvisteligt.