Og der er dømt tvivl!

Mon dommer Johansen i weekendens kamp mellem Esbjerg og OB virkelig ville have holdt fast i, han skulle dømme straffe, hvis han havde kunnet bede om hjælp fra TV-billeder? Hvis man forestillede sig, han kunne fløjte for ”tvivl” – og derpå bruge noget tid, der selvsagt skulle lægges til, på at gå ud på sidelinjen og gense situationen, mon han så ikke bare ville lade spillet fortsætte? Nedenfor følger i hvert fald nogle tanker om dette, der lægger op til en debat om dommerstandarden og dommernes arbejdsbetingelser.

Dommerstandard
Man taler om faldende dommerstandard. Det tror jeg egentlig ikke på. Jeg påstår i hvert fald, der hovedsageligt er tale om en bedre tv-dækning. Ad åre vil dette formentlig betyde en tilnærmelse til fx amerikansk fodbold, hvor et panel dommere kan gense en situation og så stadfæste eller tilbagekalde en kendelse – under kampen. I tennis har man også indført, at spillerne har et vist antal indsigelser, der medfører replay og en mulig omkendelse.

Men dommerne er ligeså meget mennesker, som de altid har været med den menneskelige mulighed for at fejle – og fejle stort. Forskellen i vort syn på standarden før og nu ligger i, vi i dag får div. situationer gengivet 117 gange fra ligeså mange forskellige vinkler. Og det lægger alen til den vrede, man kan føle, når en dommer fejler og ødelægger en kamp, for når det nu er så åbenlyst – i de i hvert fald 116 gengivelser – hvorfor kan det fjols så dømme anderledes?

Attwell i replay
I løbet af de sidste fire uger har den engelske dommer Attwell ikke kunnet undgå at puste ny ild i debatten om brug af tv-billeder som supplement til det almindelige fløjteri i en kamp – og såmænd også skabt sig hele to hits på You Tube.

Det ene hit er det groteske, såkaldte ghost goal fra Championship-kampen mellem Reading og QPR, hvor han dømmer mål på en bold, der ikke er i nærheden af mållinjen. Det andet er hans to annulleringer af Derbymål i overtiden fra lokalopgøret i samme række mellem Derby og Nottingham Forest, hvor ingen andre end Attwell selv kan se, hvad han dømmer for.

Begge kampe endte i øvrigt uafgjort. Og alle fire hold var faktisk rygende trætte af opmanden, der generelt excellerede i mystiske domme – hvilket han også har fået læst og påskrevet i det engelske med en iver og ondskabsfuldhed, der langt overgår, hvad fx vor egen Kim Milton i sin tid var ude for, da han korrekt smed fodboldmodellen Beckham ud i en VM-kamp mellem England og Argentina.

Det engelske fodboldforbund er også trætte af Attwell, for den debat hans, velan, regeltolkninger afføder – sammenholdt med den store fokus der også er på aftalt spil – er af flere grunde besværlig, ugennemskuelig og fulgt af en række konsekvenser, der kun svært lader sig forestille.

Den besværlige debat
Bl.a. går den diskuterede brug af tv-billeder ikke mere kun på dommerne. Mange trænere ønsker ”tennistilstande” og dermed muligheden for X antal gange i løbet af en kamp at få mulighed for at kalde ”replay” til fjerdedommeren. Dette vil betyde, at en eller flere overdommere via tv-billeder skal tage stilling til banedommerens kendelse – med en logisk devaluering af dommerne til følge og en risiko for utallige afbræk (for tør man fløjte andet end tvivl?!), der er i modstrid med det flow, man ønsker i fodbolden og bl.a. har været brugt som argument mod begrebet ”time out” eller indføring af tre gange 20 minutters effektiv spilletid med en ekstra, nok lukrativ pause, men også endnu et afbræk til følge.

Der er også et uoverskueligt spørgsmål om, hvor langt ned i rækkerne, man skal kunne forlange dette. For hvem skal stille div. udstyr til rådighed, hvor meget skal der være af det, og hvad nu hvis udstyret svigter mv.?

Og såfremt der skal være et dommerpanel, hvem skal det så bestå af og i hvilken form, og hvad kvalificerer én til at være med? Etc.

Det umiddelbare
Jeg må sige, jeg på den ene side synes, en evt. mulighed for at dømme tvivl eller kalde replay – eller begge dele – fjerner noget af det nuets puls, som er så smukt ved fodbold. Det virker også lidt komisk, for skal en spiller så også have mulighed for at gøre en dårlig afslutning om? Ydermere har landstræner Morten Olsen en pointe, når han siger, at i sidste ende går held og uheld lige op – så de bedste vinder alligevel mest.

På den anden side kunne det ikke blot fjerne spekulationer om aftalt spil i forhold til dommerne og for den sags skyld også mindske vreden mod standen, men også tilføre et spændingskrydderi. Ved stillingen 1:1 i Champions League finalen mellem Barcelona og Manchester United har Ferguson kaldt ”replay” . Messi har scoret – men var den inde? Mens overdommerne voterer, får vi ingen billeder (men en reklame for Nike) – og det er så spændende! Og hvor var det dog smart af Ferguson at gemme sin anden (tredje? fjerde?) replay til sidst …

Faren opstår selvfølgelig, når man derpå ønsker muligheden for at appellere en overdommers kendelse – men den debat til sin tid.

Nåleøjet
Men at de dårlige dommere skulle være dårligere, end de dårlige dommere altid har været, tror jeg altså ikke på. De dårlige dommere slap førhen blot usete gennem tv-nåleøjet. At antallet af dårlige dommere skulle være større end førhen, tror jeg heller ikke på. Eksponeringen af enkeltstående fejl er til gengæld meget voldsommere nu end for bare 20 år siden, hvilket forrykker opfattelsen af dommerstanden generelt. Sagt på anden vis: Peter Schmeichel lavede et par gevaldige drops i sin karriere. Gør det ham til en dårlig målmand? Det er desværre det, der sker, når vi fælder dom over dommerne – vi gør enkeltstående udfald til troende for generelt dygtige mænd.

Og derfor skal vi også huske på, at når en dommer som Mr. Attwell i det engelske gang på gang hamrer ud af en tangent, ingen kan se mening i, er det ham og ikke standen, der tager fejl. At han skal have et partoutkort til den lokale optiker og brændt sit dommerkort, ja, det kan der til gengæld ikke dømmes tvivl om.

Og hermed er ordet frit!