Optakt til FCK-OB

Jeg kan ikke lave optakter til enkelte kampe på samme niveau, som Per Pilgaard kan. Jeg må strække våben. Hvorfor prøver jeg så alligevel? Det gør jeg, fordi det følgende nok ikke er en helt almindelig optakt …

Jeg skal i Parken med min gamle ven, Martin. Han er noget af det mest indfølte, insisterende og imponerende, jeg nogensinde har truffet. Det er sagt med al den dybfølte, kammeratlige kærlighed og den altid store plads, han har i mit hjerte. For ham Martin er ganske enkelt speciel. Han er en ener. Han er bl.a. manden bag fyndord som: ”Vi to, min ven, er ikke stoddere. Vi er stodderkonger!” og: ”Du ringer bare. Vores blod er tykkere end alt!” samt: ”Alle tror, græsset er grønnere på den anden side. Vi to ved, græsset er her!” Vidunderligt. Ganske enkelt vidunderligt.

Så jeg skal i Parken med min gamle ven, Martin, og nok supporterer han de forkerte, i.e. FCK, men en mand, der er knap to meter høj, vejer på den RIGTIGE side af 1/10 ton, og som bryder op og bliver selvstændig sadelmager, da han får konstateret en livstruende sygdom, ja, så begynder billedet vel at tegne sig. Hvis man tillægger, han var stillet de mest terminale udsigter og nåede derud, hvor kun livsvilje, stålsat mod og ekstrem kemoterapi fik taget død på hans indre dræber, da lægges der alen til. Addér venligst synkrone ungdomsår og stålwirestærkt fællesskab i Odenses underliv i de smukke 80’ere, og du forstår sikkert, hvad jeg mener.

Så jeg skal i Parken med min gamle ven, Martin. Vi er så heldige, at vi dels er suppleret med hans gamle mester samt en anden god ven, der selvsagt begge er utroligt godt selskab, og dels at det pudsige sammentræf faktisk gør, den kolde kalkule går op: To for FCK og to for Odense. 19 spillere kunne være skadet og 14 ude med karantæne, Ståle på vej til job i udlandet, og Lars Olsen i åben krig med Viggo Jensen om, hvem der faktisk bestemmer, men der står 2:2 mellem os – både før, under og efter. Nej, det er nu ikke helt sandt. Der står formentlig 4:0 til os alle sammen hele vejen.

Så jeg skal i Parken med min gamle ven, Martin. Vi var venner i de ti mest skælsættende år af et menneskes liv, nemlig fra 15 til 25. Derpå mistede vi hinanden i en fem-syv års tid. Det var vi lige gode om. Men med en tredje, fælles vens mellemkomst – da denne fælles ven ikke kunne holde ud, Martin og jeg ikke mere kunne finde ud af at være venner – så fandt vi hinanden igen. Og siden har vi holdt fast. Dog netop som vi var begyndt at holde fast igen, mistede jeg ham nær til den sygdom, han nu har besejret.

Ja, den er besejret, som Martin har besejret arv og miljø og fordomme og småborgerligt ævl og trakasserier og snæversynede bankfolk, der ikke ville låne ham penge til den butik, som han nu tjener kassen på. Heldigvis forbarmede en dame fra en obskur sparekasse sig over ham. Sådan har han altid virket på damer. Men det er en anden sag. Så hvis Martin Hertz har spillet på, FCK vinder med 4:0, så håber jeg faktisk, det sker – næsten. Havde jeg ikke selv skullet være på lægterne, måtte hans glæde gerne komme før en sejr til OB.

Så jeg skal i Parken med min gamle ven, Martin. Det var Martin, der ringede, da jeg sidst gik ned, og forsigtigt spurgte, om han måtte ringe … Det var Martin, der i samme stund sagde, jeg var den bedste mand, han kendte. Det var Martin, der kom til mit tredje barns konfirmation – jeg har seks børn, skal det siges – med en kæmpestor check, som min hustru og jeg fik ordre på at dele ligeligt mellem dem alle sammen. For sådan er han også. Ingen er for store, ingen er for små. Og som han sagde en dag for ikke så længe siden, da jeg vist nok klynkede over et eller andet ligegyldigt udenomsstøj: ”Du ér en succes. Du har en kone, der elsker dig. Du har seks børn. Du er en KÆMPE succes!”

Så jeg skal i Parken med min gamle ven, Martin. Vi har fået de bedste pladser. Lige ved siden af hinanden. Jeg glæder mig.