Politi stopper slagsmål mellem 22 landsholdsspillere

Overskriften burde hedde ”Straffe”, alternativt ”Noget om Henning” eller ”Noget om Sophus”, men nu hedder den altså ”Politi stopper slagsmål mellem 22 landsholdsspillere”.

Overskriften har sit udspring i det Herrens år 1926, hvor en danskdømt landskamp mellem Sverige og Italien endte i et masseslagsmål, og dermed er overskriften som sådan hamrende uinteressant for denne artikel, og dens eneste formål var såmænd at lokke dig indenfor, hvilket ”Straffe”, ”Noget om Henning” eller ”Noget om Sophus” næppe havde. Jeg stod faktisk og vaklede mellem ”Nøgen Miss Solskin” og så den, jeg slutteligt valgte. Men nu du er her, kan du jo ligeså godt blive hængende …

Lokalderby
Mit virkelige ærinde er dette: Vi skal en tur i fortidens fodboldvarehus og shoppe os lykkelige som platinblonde nyrige, der har fået sukkerfarmands guldkantede kreditkort med. Vi vil begynde fra en ende af ved hylde 1863 og derfra bevæge os op mod den søde dame ved kassen. Hun sidder i øvrigt med et stopur, for vi har kun to x 45 minutter plus lidt tillægstid at shoppe i. Så mens vi fylder vore velsmurte vogne med bøger og blade og boldrunde hudplejeserier, som skal holde ”the beautiful game” smukt og boldlæderet smidigt, må vi huske ikke at dvæle for længe ved hver en detalje – hvad vi dog nok kommer til alligevel. Jeg har i øvrigt aftalt med Henning, vi mødes mellem halvlegene i sushirestauranten på anden sal. Hvad mon han har i sin vogn?
Men for overhovedet at komme forbi de branddørstore vagter, der står ved indgangen i skudsikre spillertrøjer og ligner en forsvarsmur ved et frispark, skal vi bevise vort værd. Dette er nemlig ikke et sted for Hr. og Fru Hvemsomhelst. De kan gå i Aldi. Eller Netto. Så vi må gøre vort bedste, og det kan tage sin tid. Tålmodigt, da vi ved, hvilket slaraffenland der venter os soccerholikere, beretter vi derfor om begrebet ”lokalderby”, som ikke overraskende stammer fra den gamle vikingestad Derby i det smukke "Midlands" sådan omtrent i hjertet af England.

Allehelgene mod Sankt Peter
I Derby spillede man også den moderne fodbolds forløber, der siden middelalderen var blevet dyrket i div. varianter på tværs af England. Trods uensartede regler fra landsdel til landsdel handlede spillet i al sin enkelthed om to hold, der sloges for at få en "bold" i "mål" – både bold og mål varierede i materiale og størrelse – hos modparten. Den gruppe mennesker, det lykkedes for først, havde vundet kampen. Spilletiden afhang altså af, hvor hurtigt dette boldflytteri blev udført, men man kunne nå flere kampe på en dag, hvis afstanden mellem "målene" ikke var for stor.
I Derby var årets store kampe fastsat til tirsdag og onsdag i påsken. Disse opgør udspilledes mellem medlemmer af to lokale kirkesamfund, All Saints’ og St. Peter’s, og deraf opstod begrebet. Man påbegyndte lokalderbyet ca. midt mellem de to kirker, og målene var så kirkernes hovedindgang. Bid, slag og spark mod en ikke boldførende modstander blev hurtigt erklæret som ureglementeret, senere også brug af hænder til at føre bolden frem, hvorved distinktionen mellem rugby og fodbold formentlig opstod, men ellers blev der givet og taget af et godt hjerte. Kampene fejredes afslutningsvis oftest med en tur på pubben. Det er altså ikke kun spillet, vi har bevaret …
Kampene blev årligt spillet helt frem til 1844, hvorefter man fra kirkelig side officielt erklærede dem for slut. Dels havde spillet en "ukirkelige" voldsomhed, og dels afholdt kampene folk fra at komme til gudstjeneste. Kirkens erklæring forhindrede dog ikke en masse andre fodboldkampe i at blive spillet. Dette kan man finde bevis for, hvis man dykker ned i det lokale Derbypolitis historie. Det skulle nemlig udstede godkendelse til en kamps gennemførelse, og der blev udstedt en del. I en periode efter 1844 havde politiet såmænd deres eget hold, så man må sige, kirken allerede dengang var ude af trit med folks behov.

Straf og straffe
Heldigvis er denne beretning nok for vagterne. De nikker anerkendende og grynter ”velkommen” – så nu skal der shoppes! Det første vi gør, er at glide ind i muzakkens købelyde og trille hen til hylde 1863 og tage en smuk, rustik pakke ned. I pakken finder vi fodboldreglerne, der nedfældedes det år af det engelske fodboldforbund, the FA, som blev stiftet med det mål for øje at stadfæste reglerne, så man endelig kunne få spillet ensartet fodbold på de britiske øer – og snart også i resten af verden.
Reglerne var få og klare, så det var egentlig ikke nødvendigt med en dommer. De organiserede seniorkampe havde dog en opmand til at passe på, de to gange 45 minutter, som en kamp varede, blev fløjtet ordentligt i gang og retmæssigt af samt at tilse, reglerne blev overholdt. Men da spillet blev betragtet som en gentlemanssport, var dommerens fornemmeste opgave sådan set bare at løse de få tilfælde, hvor der var tvivl om det hændte. Beviste regelbrud skete bare ikke, ikke i begyndelsen i hvert fald, så frispark var utilsigtede handlinger, der kun krævede et lille fløjt, for synderen vidste det jo godt selv. Af samme sportsmanshippede grund stod der heller ikke noget om straffespark i det første regelsæt, dermed heller ikke noget om den dertil hørende plet eller felt – eller forlænget spilletid for den sags skyld. Men andre ord: Man spillede enzymfri ultrafairplay på en grønsvær, der var rammet firkantet ind af en kridtstreg med cirkamålene 100 x 50 meter og med et standardiseret fodboldmål i hver sin ende samt en delende streg tværs over banen midt for, der markerede, hvor offside hhv. begyndte og endte. Og så var det ellers i gang.
Når vi senere dinerer med Henning, vil han sikkert mene, 13 faktisk er et uheldssvangert tal, for straffesparket blev indført i de britiske fodboldlove i 1891 som paragraf nummer 13. Der var altså blevet spillet organiseret fodbold i adskillige år uden straffesparket. FA Cuppen havde eksempelvis 20 år på bagen. Men i løbet af de 20 år havde der været mangt en indberetning om usportslige hændelser fra div. kampe, hvilket ifølge de datidige topfolk i FA nødvendiggjorde en skærpelse af reglerne.
Iblandt det almindelige fodboldfolk var der dog en udbredt stemning imod indførelse af straffesparket. For spillet var jo skabt af gentlemen for gentlemen, og ingen kunne sådan virkeligt forestille sig, man forsætligt optrådte usportsligt. Men FA var altså klarsynet nok til at mene, at det var der bestemt. Modsat den almindelige fodboldspiller og -elsker i en TV-fri, internetløs tidsalder sad de så også som de eneste med det samlede indtryk.
Straffesparket blev dog ikke indført alle steder på samme tid. I Danmark indførtes reglen først i 1899 – og modstræbende. Det ses i formuleringen, der var endog særdeles vag: En dommer kunne vælge at dømme straffe, såfremt en spiller med vilje havde begået frispark i et område af 12 yards omkring eget mål. I øvrigt var de 12 yards i første omgang overladt alverdens dommeres øjemål. Først i 1902 indførtes en standard for målfeltet som verdensomspændende fodboldregel og med straffesparkspletten de nu berømte 11 meter borte.
I 1905 blev reglerne yderligere strammet op og målmanden pålagt at opholde sig i målet under straffespark. Mange spillere, målmænd inklusive, anså stadig straffesparket som et utidigt angreb på sportsånden, og sidstnævnte stillede sig i protest ofte ved siden af buret ved straffespark.

Tillægstid
Som nævnt indså FA, at i takt med den stigende professionalisme i engelsk fodbold, der allerede i slutningen af 1800-tallet havde fuldtidsbetalte ligaer, ville der formentlig opstå flere og flere situationer, som ville vise, at man ved Gud da sagtens kunne finde på at optræde usportsligt alene for at vinde – og hæve sejrsbonussen. For nok var spillet skabt af gentlemen for gentlemen, men det blev nu anført af knap så gentle men, hvis månedlige indtægt afhang af resultaterne på banen, og som ikke havde andet hverv at brødføde husholdningen med. Derfor måtte FA også udvide regelsættet til at gælde, at dommerne kunne lægge tid til, hvis de fandt det rimeligt.
Denne regelændring udsprang af en situation omkring et straffespark: I en ligakamp mellem Stoke og Aston Villa i 1891 var Stoke bagud 2:1. De fik tilkendt et straffe i sidste minut, hvilket gjorde en Villaspiller så vred, at han så at sige høvlede kampbolden, der således også kun var én af, ned til bredden af Trent. Inden bolden var fundet igen og bragt tilbage, havde dommeren fløjtet af, hvilket han skulle ved tidens udløb, og Villa havde dermed vundet. Jo, tillægstid var en nødvendighed.
Senere er alle fodboldregler jo blev afstemt, således de er de samme på tværs af Jorden. Så bortset fra de sporadiske dispensationer i udviklingens ånd der gives, og de forsøg, der gøres i ny og næ, spiller alle efter samme regelsæt i dag – det kan bare være pokkers svært at se nogle gange!

Den utvivlsomme arv
De første mange hyldemeter er gennemsyret af engelsk fodbold. Der er bl.a. indrammede fotos af et kasketklædt Blackburnmandskab, som i 1884 vandt den 13. FA Cup finale. De unge mænd prøver at se voksne ud under overskægget. Ovenover dem står navnene på de 12 første vindere. Det er hold, vi ej kender mere, hold som Wanderers og Old Etonians. Man kan også få et indrammet spejl, hvorpå der med faket gammelskrift står ”1889 – Preston North End”. De blev i DBU’s skabelsesår de første engelske ligamestre.
Ja, det ville være utroværdigt at skrive om dansk fodbold, hvis der i fortællingen var en slet skjult neglicering af den betydning, som fodboldens moderland har haft for sine oversøiske sønner og døtre. Vi skal helt frem til hylde 1908 for at finde Danmarks første landskamp – og videre til 1913, hvor den ovenstående udvikling i fodboldreglerne altså var på plads, for at finde pakken med de første danske mesterskaber i.
Med andre ord tog fodbold-Danmark hul på den nu snart 100-årige turnering med et reglement ikke ulig i dag og med en dommer, hvis rolle var indskærpende og indeholdende udvidede beføjelser, samt en ”normal” bane med målfelt og straffesparksplet. Og nok var der stor forskel på intensiteten i den professionelle, britiske fodbold og fodbolden i den amatøristiske, danske andedam, hvor udgangspunktet ”af gentlemen for gentlemen” stadig var et bærende element, men der blev da dømt straffe fra tid til anden, så klubberne havde deres foretrukne straffesparksskytter. Det forhold gjaldt også for det danske landshold, som fx benyttede Frems Knud Christophersen i flere sæsoner. Han debuterede i 1929 og scorede seks mål i sine i alt 21 landskamp, og de blev alle sat ind på straffespark. Det er dog værd at bemærke, at både før og i hans tid blev der kun sjældent dømt straffe, ikke af uvilje, men fordi det vidt og bredt betragtedes som klodset og dumt at begå frispark i feltet. Dansk landsholdsfodbold havde eksempelvis eksisteret i syv år, før KB-backen Svend Aage Castella i 1915 forvandlede Danmarks første straffespark til mål. Han brændte i øvrigt nummer to året efter.

Noget om Henning
En mand, der ikke var bleg for at dømme noget som helst og vel sagtens var den første dommer herhjemme, der kom på plakater, var Henning Lund-Sørensen. Han ser en smule mut ud, da vi møder ham foran sushien. Han ved vel, at trods hundredvis af flotdømte kampe, vil vi komme til at snakke om den ene, hvor det gik helt, helt galt. Jeg får helt lyst til at trøste ham og sige, at dengang jeg var ung, var han det nærmeste, Danmark kom en VM-helt og minde ham om, at hans popularitet var stor og toppede op til VM i Spanien 1982, hvor han var dét danske islæt – og derfor blev han da også skrevet op til at være potentiel finaledommer af en dansk fodboldpresse, som jo først i 1986 fik et helt hold at skrive om og derfor måtte lægge al deres iver i blot én person.
Som udgangspunkt så det også lovende ud for Henning, der i øvrigt har dommerblod i årene, da hans far var den tidligere FIFA-dommer Aksel Lund-Sørensen. Henning havde før VM netop rundet de 40 år og var derfor i besiddelse af den rette blanding af rutine – han havde været FIFA-dommer, siden han var 33 – og så den berømmede skandinaviske ubestikkelighed, der kommer af lige dele opdragelse, Jantelov og så at være behagelig fri for at have fædrelandet indblandet i konkurrerende kampe. Han var kendt som en rolig, standhaftig opmand, der nok levede sig ind i de kampe, han dømte, men ikke lod sig rive unødigt med, og han blev derfor også til sat til at dømme Spaniens svære puljekamp mod det nu opløste Jugoslavien. Og en hel, dansk fodboldnation satte sig foran fjernsynet for at følge ham.
Jugoslavien kom lidt heldigt foran i det 11. minut ved Ivan Gudelj, mens den vævre Juanito udlignede til 1:1 på straffe i det 15. minut. Midt i anden halvleg lykkedes det Enrique Saura at score det spanske sejrsmål blot tre minutter efter, han var blevet skiftet ind. Alt i alt intet prekært i dette havde det ikke været for omstændighederne omkring det spanske straffespark, der var som følger: Spanske Alonso kom farende i et fornemt og veliscenesat gennembrud, da den jugoslaviske forsvarer Zajec spændte ben for ham. Henning Lund-Sørensen dømte straffespark – ganske uden antydning af tvivl og selvfølgelig uden at blive anfægtet af de efterfølgende jugoslaviske protester. Den spanske skytte Lopez Ufarte sparkede dog både forbi den jugoslaviske målmand Pantelic, der i øvrigt var sit eget holds normale straffesparksskytte, og det jugoslaviske mål. Men ifølge Lund-Sørensen bevægede Pantelic sig for tidligt, hvilket dengang var ulovligt. TV-billederne kan bekræfte, Panteliv gik før tiden. Det gjorde stort set alle målmænd faktisk, og det blev accepteret i 99 ud af 100 straffespark. Men Lund-Sørensen valgte her at følge fodboldreglerne – og måske også det yderst engagerede hjemmepublikum – og dømte altså omspark. Lopez Ufarte havde naturligt nok fået gummiben ovenpå sit første, svage spark, og lille Juanito greb chancen og scorede.
Indtil videre kunne hver en kendelse fra dommerens side problemløst været blevet forsvaret, altså også ud fra ganske objektive, udanske kriterier. Problemet var blot, at Zajec’ soleklare hægtning af Alonso var sket godt og vel halvanden meter udenfor feltet. De ubarmhjertige TV-billeder løb igen og igen over skærmene på tværs af verden og afslørede, hvorledes en alt andet end årvågen Lund-Sørensen havde begået en (gigantisk) fejlkendelse. Der var ganske enkelt tale om en uforskammet stor brøler i en aldeles vigtig kamp. Og dagen efter lød de spanske avisers overskrifter stort set samstemmende: ”Gracias senor Sorensen!”
Det er nok ikke senor Sorensens skyld, FIFA for første gang valgte en ikke-europæer som dommer til en VM-finale. Men faktum er, at finalen havde brasilianske Arnaldo D.C. Coelho som dommer, og han dømte fejlfrit. Finalen blev spillet på Estadio Santiago Bernabeu og vundet 3:1 af Italien over Vesttyskland, og den dygtige og rolige Coelho passede altså sin fløjte til topkarakter. Dermed må man sige, FIFA havde valgt den rigtige dommer.
Hvor god en kamp Coelho end dømte, så havde jeg nu undt den gode Henning Lund-Sørensen finalen. Der havde vel ikke været nogen bedre måde at revanchere sig på. Jeg var dog ikke ene om at pille avisplakaten ned efter beskrevne fadæse, desuagtet han både før og efter dømte et hav af flotte kampe. Alligevel bliver mindestenen over hans lange dommergerning en (gigantisk) fejlkendelse en lun sommeraften i Spanien i 1982. Skæbnen kan være grusom.

Politi stopper slåskamp mellem 22 landsholdsspillere
Men dette skal ikke ende i håndkøbsafdelingen for kiksede, danske fløjt, det har den danske dommerstand ganske enkelt ikke fortjent, så lad mig understrege, at det, du finder mest af her, er smukke beretninger om en stand, som altid har været værdsat af FIFA – også før begrebet FIFA-dommer, der er fra 1932, blev skabt. Vi undgår også, at overskriften bliver en falsk varebetegnelse, når jeg tager tråden op og fortæller, at danske dommere i fodboldens vår ofte blev valgt til at dømme ”besværlige” kampe med kritiske, politiske undertoner som Østrig-Ungarn, Frankrig-Tyskland og Belgien-Holland og senere også de større kampe i forløberen for de europæiske klubturneringer, kaldet Mitropa Cup.
En sådan værdsat dommer var Sophus Hansen (1889-1962), som sammen med Hagbard Westergaard og Holger Meincke var iblandt de mest kendte på den tid. Sophus var tidligere landsholdsmålmand og respekteret iblandt både danske og udenlandske spillere, så normalt kunne han gennemføre sine kampe uden det store bøvl. At han i en landskamp mellem Sverige og Italien i 1926 pludselig skulle befinde sig midt i en eksploderende nævekamp, da han dømte straffe til Sverige, var derfor ikke ventet – men han løste det nu forbilledligt: Sverige førte 4:3, da Sophus dømte straffe, og havde som sådan vundet, for spilletiden var knap, hvilket dog ikke forhindrede de forsmåede italienere i at sparke den enlige bold ”tre dage ind i næste uge”, som Sophus etterpå beskrev det, hver gang han lagde den på pletten. Tiden løb ud, mens denne cirkus stod på, men Sophus insisterede naturligvis på, svenskerne skulle have sparket. Han fik den idé at give bolden til den ventende skytte bolden og bad ham lægge den på pletten og skyde i en ruf, mens han selv holdt de italienske spillere væk.
Som sagt, så gjort.
Sverige scorede til 5:3, og Sophus fløjtede derefter af og forlod banen, mens politiet strømmede ind, ikke for at beskytte den danske dommer, der åbenbart ikke havde været kilden til italienernes irritation, men for at komme mellem de to sæt landsholdsspillere, der sporenstregs var gået i flæsket på hinanden – og det var alle 22 mand! – som var slutfløjtet et forklædt startskud til en regelløs gadekamp. Ordensmagten kunne med andre ord ikke andet end at gribe ind, skille de tovlige spillere ad og få dem gelejdet ud i nogenlunde ro og orden.
Sophus selv syntes dog uberørt af postyret. Hans fortælling om hændelsen er faktisk morsom. Han dømte da også i mange år frem – og rendte i øvrigt på italienerne igen i 1932, hvor de mødte Ungarn. Den kamp skulle ifølge annalerne i øvrigt være endt uden tvist.

Afslutning
Men den ville under alle omstændigheder også høre en anden gang til, for indkøbsvognen er fyldt til renden med alskens facts og finurligheder fra fodboldens historie, så vi går til kasse et, lægger vore varer på båndet og kører det guldkantede kontokort gennem maskineriet, inden vi putter vore pakkenelliker i poser og går mod udgang, hvor vi dog bliver bedt om at aflevere følgende kuriositeter – som vi vist nok har glemt at betale for: Henning Lund-Sørensen nåede at runde de 100 internationale kampe og var i en lang periode observatør for både DBU, UEFA og FIFA – som altså tilgav ham hans lille (gigantiske) smutter. Sophus Hansen spillede mere end 150 kampe for Frem og var på landsholdet i ti sæsoner, hvilket gav en total på 31 kampe – og OL-sølv i 1912. Han var ydermere den første spiller i DBU’s historie, der rundede 25 landskampe. Han lagde handskerne på hylden i 1921 og dømte derpå adskillige landskampe samt nationale og internationale klubkampe med finalen i Mitropa Cup i 1930 som højdepunktet.
Og så får vi lov til at gå – men får dog en løftet pegefinger med på vejen. Det er bare pokkers svært ikke at være langfingret i fortidens fodboldvarehus, men det ved du jo alt om nu, så jeg vil bare takke dig for, du ville med og håber, du synes, det har været spændende. Måske du vil med en anden gang igen. Der er jo så mange hylder, vi aldrig rigtig fik kigget på …