Preben Elkjær

Det er tid til at lave en ny entry om en af landsholdets koryfæer, der denne gang dog minder mere om en gadedreng end en agtværdig idrætsmand - et udsagn, der næppe vil fornærme Preben Elkjær ...

For det er ham, Preben Elkjær, det her handler om. Og vi begynder så at sige ved slutningen: I efteråret 1990 gik han på banen til sin sidste kamp på eliteplan og var som sædvanlig tændt. Han spillede da for Vejle, som skulle møde B1913 i den afgørende kamp om at komme med i Superligaen – og nok var noget af hurtigheden slidt af, målene faldt heller ikke i samme stimer som tidligere, men hans engagement kunne man ikke sætte en finger på. Dvs. det kunne man faktisk godt, for Preben sluttede sin karriere, som han begyndte den: Han blev udvist.

Enfant terrible
Første gang fodbold-Danmark hørte om Elkjær, var det under en overskrift i Ekstrabladet: ”Talentfinale endte i skandale – dommeren fik lussing.” Frederiksberg Boldklub (FB) havde den 17-årige Elkjær på holdet. Han var tændt af under denne kamp, pudsigt nok mødte FB netop Vejle, adskillige gange og var slutteligt blevet udvist, hvorefter han var umulig at styre.
På vej ud af banen fik han stukket dommeren én på skrinet, truet FB’s egen træner og holdleder med en omgang af samme skuffe, hvis de ikke lod ham være – og først da han var ved at komme i klammeri med flere tilskuere, fik man Elkjær ført helt væk.
Vejen til de store overskrifter var sikret – og et billede af Elkjærs første år som fodboldspiller var tegnet. Han var en gadedreng, en rigtig enfant terrible.

En turbulent begyndelse
Men talentet var uomtvisteligt. Efter 11 Y- og 9 U-landskampe debuterede han i 1977 på A-landsholdet og scorede tre mål i hans tre første kampe (det første såmænd på saksespark) – men blev så sat af landsholdet i næsten et år pga. hans gadedrengemanerer. På samme måde blev han i hans første professionelle klub, 1. FC Köln, solgt fra.
Köln havde købt ham i Vanløse, hvor 11 kampe i Danmarks bedste liga var nok til at overbevise tyskerne om, at her var en stjernespiller i frø – men de solgte ham efter halvanden sæson til den lille klub Lokeren i Belgien, fordi han ikke kunne opføre sig ordentligt. Han lagde sig ud med kølnernes stjernespillere og værst af alt også med træneren, den verdenskendte Hennes Weisweiler, der slet ikke kunne tåle Elkjær frække attituder. Elkjær dristede sig fx engang til at nævne Hr. Weisweiler tid som soldat i Danmark under 2. Verdenskrig…
Så selv om Elkjær spillemæssigt set havde alt, hvad der skulle til for at få succes i Bundesligaen, havnede han altså på en ukendt plet i Belgien – hvad der lignede enden på en ellers lovende karriere.

Opblomstring i Belgien
Det viste sig at skulle gå anderledes. I Lokeren fandt han sig en kæreste, Nicole, som fik sat lidt skik på ham (de er såmænd gift den dag i dag), og et par holdkammerater, som kunne satte ham på plads, når han blev lidt for fræk. Samtidig med begyndte Danmarks landshold – hvor Elkjær igen var med – at tage hul på den periode, der kulminerede med to flotte slutrundedeltagelser ved hhv. EM i 1984 (hvor Elkjær brændte det afgørende spark i semifinalens straffesparkskonkurrencen og således, med hul i buksebagen, sendte Spanien i finalen) og VM 1986, hvor han blev dansk topscorer med 4 mål.
I den tid var Elkjærs makker i angrebet en vis Michael Laudrup – og Danmark har ikke siden haft et lignende makkerpar. Nok har vi haft angribere som Ebbe Sand og Jon Dahl, men de blegner trods alt, når man sammenligner dem med Elkjær og Laudrup. Og at Danmark fik tilnavnet Danish Dynamite, skyldes selvsagt bl.a. Elkjær, der var det rene dynamit for modstandernes forsvar – ja, han kunne faktisk stadig også være lidt af en krudttønde!

Mål uden støvle på
Efter EM 1984 skiftede Elkjær Lokeren ud med Verona i den italienske Serie A. Det var et lidt overraskende valg, eftersom mange større klubber på tværs af Europa var ude efter den farverige forward, der syntes at have lært at tøjle (mange af) unoderne uden det på nogen måde ødelagde hans pågående spillestil.
Men igen havde Elkjær valgt rigtigt ved at vælge en mindre klub frem for en stor: Verona vandt sit hidtil eneste mesterskab i 1985. Elkjær – eller slet og ret Larsen, som han kaldes dernede – var en af hovedårsagerne hertil. Bl.a. lykkes det ham at score et helt fantastisk mål med det ellers ret kolde venstreben efter et gennembrud i en kamp mod Juventus – selv om en Juve-spiller har trådt hans støvle af, og Elkjær derfor må banke bolden i kassen med kun strømpen på!

Købmændene i Vejle
Efter fire gode år i Italien vendte Elkjær i 1988 næsen hjemad. I Vejle sad der de såkaldte købmænd, som skød en stor sum penge i den lokale klub for at bringe den tilbage til toppen i dansk fodbold, og de havde råd til at hyre Elkjær. Nok resulterede satsningen i, at Vejle vendte tilbage til den bedste danske række, men kun for en kort stund – og Elkjær selv skuffede de store forventninger.
Han var ofte småskadet, for de mange år i professionel fodbold havde sat sine spor i bentøjet, og det var, som om han også blev mere og mere utilfreds med, han ikke kunne præstere, hvad han førhen havde kunnet. Dette gik så ud over med- og modspillere og såmænd også dommere, der alle skulle havde et kritisk ord eller en giftig bemærkning med på vejen, når fodbolden drillede Elkjær.
Det er vel derfor ikke så overraskende, at Elkjær sluttede sin karriere, som han begyndte den: Med en udvisning. At han dog denne sidste gang kunne gå fra banen uden at slå dommeren og true sine egne med tærsk viser dog, at selv en gadedreng kan blive omtrent voksen.

Elkjær i dag
Siden han lagde støvlerne på hylden, har Elkjær været i gang med mange forskellige ting – bl.a. havde han halvanden sæson som Silkeborgtræner i Superligaen – men synes nu at være faldet til ro i rollen ved siden af Brian Laudrup som Schmeichels assistent i TV 3 ’s Champions League udsendelser. Her er hans blanding af kvikke kommentarer og fodboldmæssige indsigt med til at sætte kolorit på et ellers ikke prangende program.